Mimis brevkasse: Han er svigermors mareridt

Åh nej – datteren har fundet den helt forkerte kæreste, som nu ovenikøbet har friet til hende. Men hvad skal man gøre som mor i den situation? Blive stående på sidelinjen og se til, eller skal man gribe ind? Læs Mimi Jakobsens råd her.

Han er svigermors mareridt

Jeg har spekuleret længe over dette og kunne godt tænke mig at høre din mening. Jeg har en datter på 22, som i et års tid har haft en kæreste. Forleden kom hun glædestrålende og fortalte, at han havde friet.

Hun har altid været en lidt stille og tilbageholdende pige og blev mobbet i skolen. Nu er hun fuldstændig forblændet af den der fyr. Han ser godt ud og strør om sig med penge.

Han og hans bror arbejder i farens firma, og de praler altid af, hvor meget de kan køre uden om skattevæsenet. Han er fanatisk fodboldtilhænger og er med det lokale hold, uanset hvor i landet de spiller. Jeg kan forstå, at det handler meget om at drikke en masse øl. Han har også ofte svært ved at holde de aftaler, han har lavet med min datter, så kan hun ringe og græde og sige, at han har svigtet hende. Men hun mener afgjort, at det bliver bedre, når først de er gift.

Nu har min søster desværre også set ham på slap line på et værtshus i nabobyen, hvor han havde travlt med at kramme og kysse de tilstedeværende kvinder. Det har jeg ikke fortalt min datter, og måske skulle jeg bare være ligeglad, men jeg er altså bange for at hun vil blive dybt såret på et eller andet tidspunkt.

Jeg har prøvet at tale med hende og foreslået, at de venter lidt med det bryllup, men hun taler kun om prinsessebryllup og den store kjole og alt, hvad der ellers skal foregå. Hvad vil du råde mig til?

Mutter

Læs også: Mimis brevkasse: Kæresten vil flytte ind

Kære Mutter

Ja, det er jo, hvad vi altid frygter, vi mødre og fædre.

Mine drenge har altid fundet nogle rigtigt dejlige piger/kvinder, men jeg ville være lige så bekymret som du, når du beskriver den kommende ”svigermors mareridt”.

Det værste er, at du ikke kan gøre noget som helst. Der er ingen grund til at tro, at din kommende svigersøn ændrer sig ret meget efter et ægteskab. 

Din dejlige datter må desværre ”gå planken ud”, for når man er så forelsket, er man jo også fortabt.

Så bak hende op, hun trænger efter mobning m.v. i den grad til et ”prinsessebryllup”, og så kan vi kun bede til, at tingene arter sig.

Alt godt og kærligt talt – Mimi

Se også: Mimis brevkasse: Min mand var utro med ældre kollega