Mimis brevkasse: Jeg vil have min søn flytter

En mor er bange for, at hendes søn vil føle sig afvist, hvis hun beder ham om at flytte, men det slider på hende at have ham boende. Læs Mimi Jakobsens løsningsforslag her.

Jeg vil have min søn flytter

Jeg er mor til to voksne børn, som jeg altid har haft det fulde ansvar for, fordi deres far ikke kunne finde ud af det. Det har været hårdt mange gange, men jeg elsker jo mine børn, og det har fået mig igennem kriserne.

Min ældste søn er flyttet hjemmefra og har fået job og klarer sig godt. Men min yngste søn har haft det lidt hårdt og var ofte syg som barn. Derfor har jeg måske nok også forkælet ham lidt mere.

Han har sin egen lejlighed og et job, men han er næsten altid hjemme hos mig. Og jeg må indrømme, at jeg har en tendens til at varte ham op. Men det slider på mig og jeg har tit lyst til bare at kaste mig på sofaen og slappe af, i stedet for at rende rundt og servicere ham.

Jeg er samtidig bange for, at han vil føle sig afvist, eller at jeg er sur og egoistisk, hvis jeg beder ham om at tage hjem til sig selv.

Hvad tænker du om det?

Den egoistiske mor

Læs også: Mimis brevkasse: Gavefest før tiden

Søde mor

Du må tage den her i etaper, for der er da klart tale om for megen forkælelse. Lad ham blive ved med at komme, men forklar ham, at han selv må se at finde ud af at servere for sig selv.

Sig rent ud, at du er træt og trænger til at slappe af. Lær ham at lave kaffe til dig. Du skal ikke bare gøre dette for din egen skyld, men også for din søn og ikke mindst for at ruste ham til et voksenliv med en kone og familie. Jeg tror ikke, der er mange unge kvinder, der gider spille den rolle, som du gør.

Så forklar ham stille og roligt, at du elsker ham, men at du trænger til at slappe af og selv blive forkælet.

Jeg tror ikke, han vil blive sur ret længe. Men er der noget om, at vi mødre tit falder i denne grøft?

Kærligt talt – Mimi

PS Vent til efter jul.

Se også: Mimis brevkasse: Han er svigermors drøm