Mimis brevkasse: Min datter bliver skubbet ud

Det er ikke sjovt at stå på sidelinjen som mor og se til, mens ens barn bliver mere og mere udelukket fra fællesskabet i skolen. Men kan man egentlig gøre noget som forælder i sådan en situation? Mimi Jakobsen svarer her en fortvivlet mor.

Kære Mimi

Min datter på 12 har altid været en glad pige med mange veninder, men nu er der sket en ændring.

Efter jul begyndte en ny pige i klassen, og hun er meget dominerende og er efterhånden blevet den, der er styrende. Min datter har haft en tæt veninde siden 2. klasse, men hende har den nye efterhånden ”overtaget”. 

Min datter bliver ikke mobbet, men hun er langsomt blev skubbet udenfor. Hun kommer hver dag hjem fra skole og gemmer sig på sit værelse, og hun har ikke længere legeaftaler. Hvis hun leger med nogen, er det naboens tre år yngre datter. 

Når jeg spørger, hvorfor hun ikke leger med nogen fra klassen mere, prøver hun at vige udenom.  Det er ikke svært for mig at se, hvad der foregår.

De seneste tre år har vi haft veninden med på ferie i et sommerhus, vi lejer i en uge. Men nu er min datter kommet hjem og har sagt, at veninden ikke skal med i år. Forklaringen er, at hun skal på ferie hos sin bedstemor. Da min datter fortalte det, var hun tæt på at græde, men jeg kan mærke, at hun forsøger at holde facaden over for mig.

Jeg tog fat i venindes mor, som bare sagde, at hendes datter havde fået andre interesser, og at det kan vi voksne jo ikke blande os i.

Nu er der sommerferie, og jeg prøver at gøre det så godt for min datter som muligt, men der kommer jo et nyt skoleår inden så længe.

Jeg har så ondt af min lille pige, men hvad kan jeg gøre for at hjælpe hende nu?

Hønemor

Læs også: Mimis brevkasse: Hans teenagedatter driver mig til vanvid

Kære Hønemor

Åh, hvor gør det ondt at læse.

Jeg husker selv fra min skoletid, at jeg havde en veninde, vi havde sågar veninderinge, men hun ”slog op”, og det var virkelig som en ulykkelig kærlighed.

Det værste er, at du vel ikke kan gøre så meget. Det kan kun tiden. 

Alligevel kunne du måske prøve at få din datter interesseret i en hobby? Hvad med at gå til sport? Ridning? Musik? Herigennem kunne hun møde nye veninder, så alting ikke hvilede på skoleklassen?

Men jeg synes, du skal få hende til at tale om det. Vis hende, at du så udmærket forstår, at hun er ked af det. Måske har du selv oplevet noget lignende? Det er meget at gå og bære på alene.

Kærligt talt – Mimi

Se også: Mimis brevkasse: Min datters kæreste ribber op i min fortid