Mimis brevkasse: Mit barnebarn vil have nye bryster

Barnebarnet har spurgt sin mormor om hun vil betale for nye bryster. Nu spørger mormoren Mimi Jakobsen om hun kan tillade sig at sige nej. Læs Mimis svar her

Kære Mimi

Efter min mands død for tre år siden solgte jeg vores hus og fik en meget pæn sum ud af det. Jeg bor i et lille rækkehus nu og bruger pengene til at hygge mig for og til at glæde især mine to børnebørn.

De er først i 20’erne, flyttet hjemmefra og i gang med uddannelser.  Jeg har givet dem cykler, computere, møbler og den slags lidt større ting, som det kan være svært at få råd til som ung.

Nu har pigen, som er 24, spurgt mig, om jeg vil betale for en operation, så hun får større bryster.

Det er uforståeligt for en gammel kone som mig, at den slags skulle være nødvendigt. Men jeg ved da, at der er mange, der får lavet det.

Hun har ikke så meget der foran, men er i øvrigt en smuk og fornuftig kvinde – bare ikke lige på det punkt efter min mening.

Jeg bryder mig ikke om, at der skal puttes noget fremmed ind i hendes krop, og hvis der går noget galt? Og hvad sker der den dag, hun måske bliver mor, kan hun så amme?

Det er jo ikke, fordi jeg ikke har pengene til det, så er det bare mig, der er sur og gammel?

Hun og jeg er enige om, at vi gerne vil høre din mening.

Hilsen Mormor

LÆS OGSÅ: "Min søn på 22 år ”sprang ud” som bøsse for et par år siden, og det er vi gået lidt stille med over for min far." Nu insisterer sønnen på at tage sin kæreste med til morfars runde fødselsdag. Og det på trods af at morfaren ikke kan tåle homoseksuelle. Men skal han det? Læs Mimis svar her

Kære Mormor

Selvfølgelig vil du forkæle dit barnebarn. Det er jo derfor man har dem, og det ved hun godt.

Jeg har det personligt ret afslappet med operationer, der forskønner, i ens egne øjne. Mulighederne er der, og det er i mine øjne ikke spor værre end at få ødelagt sin hud med tatoveringer.

Jeg har selv måttet få nogle ansigtsoperationer efter min borrelia-sygdom, og det har jeg aldrig fortrudt.

Alligevel synes jeg, du skal sige sødt, men bestemt nej. Du har en holdning til operationen, og den skal du holde fast i over for den unge pige. Du vil sikkert hjælpe hende med mange andre projekter og drømme, men her skal du sige nej, når du ikke synes om det.

Og skulle det så få hende til igen at overveje, om det overhovedet er det vigtigste i verden, skader det vel heller ikke noget.

Kærligt talt Mimi