Mimis brevkasse: Orker ikke at stå for julen

En læser frygter at ødelægge julen for alle ved at indrømme, at hun ikke orker at stå for højtiden dette år. Men er det ikke okay at have det sådan? Læs Mimis råd her.

Orker ikke at stå for julen

Jeg har brug for råd om, hvordan min mand og jeg skal klare julen. Vi har et barn og venter nr. to. Jeg har haft en hård graviditet og er meget træt og har nul energi.

Tidligere fejrede vi jul med min og min mands familie i vores store hus, og normalt elsker jeg at arrangere og planlægge det, gerne flere uger i forvejen. Familien plejer at komme her, og en del bor her i flere dage. Men i år virker det bare så uoverskueligt.

Min mand siger, at han nok skal prøve at hjælpe mere end normalt, men jeg tror ikke, det vil være nok.

Omvendt vil jeg heller ikke skuffe familien. Børnene taler allerede om, hvor sjovt det bliver, og hvor meget de glæder sig.

Jeg er bange for, at jeg ødelægger julen for alle, hvis jeg siger, at jeg ikke orker det i år.

Den trætte

Læs også: Mimis brevkasse: Min nabo kører beruset

Kære trætte veninde

Du skal simpelthen springe over i år.

Du har verdens bedste begrundelse, og jul skal være en glæde og fornøjelse, også for dig.

Lad være med at have dårlig samvittighed – du har præsteret mere end de fleste. Sig det, som det er, og så må andre tage tørnen.

Lad dig ikke overtale til, at andre kan hjælpe til. Du er så vant til, at det er dig, der står for det hele, at det vil føles som et lige så stort ”nederlag”.

Hold en stille jul med din mand og dit barn eller lad jer invitere ud og forkæles af andre. Det har du ærligt fortjent, og der kommer jo altid en jul til. 

Alt godt med den lille nye.

Kærligt talt – Mimi

Se også: Mimis brevkasse: Kæresten vil flytte ind