Mimis brevkasse: Svigermor synes min søn er for tyk

En læsers svigermor påpeger ofte, at hendes barnebarn er for tyk – og dét til stor frustration. Mimi Jakobsen har en klar holdning til dette.

Mimis brevkasse: Svigermor synes min søn er for tyk

Jeg er ret sur på min svigermor, som ofte siger, at vores lille søn er for tyk. Han er 3 år og sund og rund, og han har altid haft en meget god appetit.

Jeg synes, det er godt, at børn har lidt ekstra huld til at stå imod med, hvis de f.eks. skulle blive syge. Og jeg forestiller mig også, at det er noget, han vokser fra, når han bliver ældre. Der er en tendens til overvægt i begge vores familier – den eneste, der faktisk er slank, er min svigermor.

Vi elsker mad og også at bage og nyde kager. Jeg er bare træt af, at svigermor hele tiden påpeger min søns vægt. Han kan ikke forstå det endnu, men det kan han jo snart, og det tænker jeg vil gøre ham ked af det. Hvad tænker du om den sag?

Marlene

Læs også: Mimis brevkasse: Orker ikke at stå for julen

Kære Marlene

Du skal sætte ”sviger” på plads, én gang for alle. Hvis en bedstemor udtaler sig kritisk om sit barnebarn, er det hende, der er noget galt med.

Det er da så tit, at små børn i den alder har lidt huld, men lige pludselig skyder de i vejret, og så er det slut med det.

Jeg synes, det lyder så hyggeligt, at I kan lide at lave mad og bage. Jeg har altid haft mine to drenge oppe på køkkenbordet, når det foregik, og de er begge som voksne interesserede i at lave mad og gode til det.

Omvendt kan jeg huske, at min mor altid var efter mig, hvis hun syntes, jeg havde fået noget hvalpefedt som teenager. ”Er du ikke kommet dig lidt?” spurgte hun.

Jeg er glad for, at anorexi ikke var opfundet dengang, for så havde jeg sultet mig.

Så stop den snak. Svigermor skal afvænnes, inden hun finder på at komme med bemærkninger, når din lille søn kan forstå det.

Jeg mistede en masse selvværd dengang, fordi jeg fik den kritik, og det skal ikke ske for din søn.

Altså: Klap i, svigermor.

Kærligt talt – Mimi

Se også: Mimis brevkasse: Han er svigermors mareridt