Min datter tog børnene med i døden

For Anders var tragedien total, da hans datter stillede sig på skinnerne og ventede på toget. Maria var nemlig ikke alene. Med sig havde hun sine to sønner – hans børnebørn – seksårige Liam og treårige Lion.

Anders Nicklasson, 66, står på terrassen ved sit rækkehus og kigger eftertænksomt ud mod træerne i det fjerne. Her kan han ikke høre togene buldre forbi på banen mellem Malmø og Stockholm, der ligger et par kilometer fra huset.

– Min kone og jeg kunne ikke blive boende i vores gamle hjem, som lå lige ved siden af banelegemet. Hver gang et tog passerede, blev vi mindet om, hvad der skete, fortæller han.

Anders refererer til den forfærdelige tragedie, som indtraf en onsdag i starten af juli sidste år. Det var den dag, hans 31-årige datter, Maria, valgte at afslutte sit liv ved at stille sig foran et tog i udkanten af Hässleholm sammen med sine to børn, Liam, 6, og Lion, 3.

– Vi har i familien valgt at kalde det for ”hændelsen”. Det gør det lidt lettere at tale om på den måde.

Anders deler sin historie for at gøre op med rygterne, der har cirkuleret om hans datter. Hans kone, Kristin, har stadig ikke overskud til at tale om datterens eller børnebørnenes skæbne.

Maria var den yngste i en søskendeflok på tre og havde et særligt bånd til sin far, da de delte en interesse for musik. I mange år har Anders optrådt som trubadur ved siden af sit job, og lige fra Maria var helt lille, var hun med ham ude at spille og synge.

– Efter hændelsen bestemte jeg mig hurtigt for at fortsætte med musikken, da jeg ved, at Maria ikke ville have ønsket, at jeg bare skulle side hjemme og være ked af det, siger Anders og fortæller, at de to førte mange dybe samtaler, opmuntrede og betroede sig til hinanden.

 

Maria med sin hund, Tyson.

Maria med sin hund, Tyson.

 

Anders beskriver desuden sin datter som en modig pige, som ofte gik sine egne veje, og som havde et stort hjerte.

– Hun var omsorgsfuld og ville altid hjælpe andre. Før hændelsen arbejdede hun i omsorgsverdenen, og inden da med børn, som har Downs syndrom.

Maria var aldrig bange for at tiltrække opmærksomhed.

– Hun kunne komme på arbejde med rød læbestift og paryk. Når hun blev spurgt, hvorfor hun gjorde det, svarede hun ”fordi jeg kan”, siger Anders med et sørgmodigt smil.

Det gør det ekstra svært for ham og resten af familien, at Maria ikke efterlod noget brev. Ingen afsked eller noget, der kunne forklare, hvad hun tænkte i sine og børnenes sidste timer.

Destruktivt forhold

Familien vidste dog, at hun havde haft det svært det seneste år. Hun var brudt ud af et destruktivt forhold og boede noget af tiden i en beskyttet bolig.

– Jeg kan godt forstå, at hun ikke så nogen anden udvej. Det var hendes beslutning, men vi synes, den er forkert, siger Anders, der ikke ønsker at tale om manden, som hans datter tidligere var gift med, og som er far til hans børnebørn.

Anders forsøgte at hjælpe sin datter, så meget han kunne, da hun en dag havde fået nok og ville ende forholdet.

– Da hun flyttede fra ham, opsøgte han hende og stod en hel nat på parkeringspladsen foran lejligheden, hvor hun og børnene boede. Hun var bange for ham.

Følte sig utryg

Maria fandt selv en ny lejlighed på en hemmelig adresse, hvor hun i starten følte sig sikker.

– Hun ansøgte om fuld forældremyndighed over børnene, og om at han skulle få et tilhold. Da det blev afvist, begyndte hun at tænke, at det var forkert af hende ikke at lade børnene se deres far.

Til sidst følte Maria sig også utryg i sin nye lejlighed og flyttede hjem til forældrene i deres lejlighed ved jernbanen i Hässleholm sammen med børnene.

– Det var trangt, men vi tænkte, at det nok skulle gå, indtil alt faldt på plads.

 

 ”Far, du har elsket mig, siden jeg blev født. Jeg har elsket dig hele mit liv.”

Anders bærer et smykke, han fik af Maria. Der står: ”Far, du har elsket mig, siden jeg blev født. Jeg har elsket dig hele mit liv.”

 

I et stykke tid så tingene lysere ud. Maria virkede gladere. Men set i bakspejlet, tror han, at det var et røgslør, hun bevidst lagde ud for ikke at bekymre sine forældre.

– Om mandagen, to dage før hændelsen, sagde hun, at hun følte sig stærkere, og at hun ville begynde at arbejde igen. Men da havde hun nok besluttet sig. Jeg tror, hun sagde det for at vildlede os. Hun ønskede ikke, at vi skulle forsøge at stoppe hende.

Den sidste dag

Den skrækkelige onsdag kom Maria ind til sin far og fortalte, at hun ville køre en tur med børnene. De ville tage på en legeplads, sagde hun.

– ”Okay”, svarede jeg. ”Når I kommer tilbage, laver jeg frokost”.

Kristin var på besøg hos deres ældste datter, og nogle timer senere ringede hun til sin mand, fordi hun havde set i nyhederne, at nogle personer befandt sig på jernbanesporet. Anders fik en klump i halsen og ringede til Maria.

– Jeg ringede otte-ti gange, men fik intet svar.

Kort efter bankede det på døren, og da han så tre betjente stå udenfor, vidste han, at hans værste frygt var blevet til virkelighed.

– ”Nej, I behøver ikke at sige noget. Jeg ved det godt”, var det eneste, jeg kunne sige.

I timerne efter samledes alle pårørende hos Marias søster.

– Der kom også en præst for at tale med os. Vi har altid haft et tæt sammenhold i familien, og det hjalp os nu. Siden hændelsen har vi mødtes ofte.

Fandt et dokument

Men traumet over den forfærdelige besked havde sat sig dybt.

– Vi fik piller mod angst, men det hjalp ikke. Kristin skreg hele natten ”kom tilbage, kom tilbage”. Det var den værste dag i mit liv. Torsdag morgen kørte min søns kone, som er politibetjent, Kristin og mig til en psykiatrisk skadestue.

Få Ude og Hjemme leveret i postkassenLæs mere her

Da politiets efterforskning var afsluttet, fik Anders den computer tilbage, som Maria havde lånt af ham, mens hun boede på den beskyttede adresse. Her fandt han et dokument på tyve sider, hvor hun beskrev sin flugt fra det destruktive forhold, og hvordan hun og børnene havde haft det i den sidste tid.

– Hun havde haft et helvede, men hun skånede os ved ikke at fortælle det. Børnene var hendes et og alt, og hun kunne ikke efterlade dem.

Anders tror, at hans datter planlagde alting nøje på forhånd.

– Hun må have været på stedet tidligere og vidste, at toget ville komme stormende med 180 kilometer i timen lige dér uden at kunne nå at standse i tide. Hvordan hun har fået børnene med på sporet, kan vi kun spekulere om.

 

Der er stadig bamser og blomster ved stedet, hvor Maria og børnene endte deres dage.

Der er stadig bamser og blomster ved stedet, hvor Maria og børnene endte deres dage.

 

Med udgangspunkt i Marias tyve sider er Anders fortsat med at skrive, om hændelsen og om hans og Kristins lange vej tilbage. Resultatet er en bog, som han udgiver på sit eget forlag.

– Hvis den kan hjælpe bare et menneske, som går igennem noget lignende, har jeg opnået mit mål. Med bogen kommer også en forståelse for det, der skete.

Stadig til stede

Anders har også planer om at holde foredrag om sorgarbejde. Selv har han fundet hjælp gennem sin sorg via Facebookgruppen ”Vi som förlorat barn” (Vi, der har mistet børn, red).

– Vi mødes en gang om måneden, tænder lys for vores englebørn og griner og græder sammen.

På en måde føler han, at Maria stadig er til stede i det, han gør. Han taler ofte med hende og føler, at han får svar.

– Jeg var ved hendes grav i forgårs og fortalte hende, at jeg skulle udgive bogen.

Maria og hendes børn er begravede i et grønt hjørne på Hässleholm kirkegård. Pladsen er markeret med tre kors med deres navne på, og på graven ligger der blomster og legetøj.

– Gravstenen er ikke færdig endnu. Alt tog så lang tid på grund af efterforskningen efter hændelsen, forklarer Anders.

 

Maria og hendes børn er begravede i et grønt hjørne på kirkegården, hvor Anders ofte kommer og taler med dem.

Maria og hendes børn er begravede i et grønt hjørne på kirkegården, hvor Anders ofte kommer og taler med dem.

 

I tiden op til begravelsen tog han stadig angstdæmpende medicin, men på selve dagen valgte han ikke at gøre det.

– Man bliver omtåget af pillerne. Jeg ville være helt nærværende. Men jeg havde nogle i baglommen, hvis der var brug for det.

I oktober sidste år flyttede Anders og Kristin ind i rækkehuset i det naturskønne område. Her er der masser af vandrestier, hvor de kan gå ture med Marias hund Tyson, som de har taget til sig efter hendes død.

– Når jeg er ked af det, kommer Tyson og lægger sin snude på mit skød, fortæller Anders.

Ved banelegemet, hvor Maria og hendes børn omkom, ligger der stadig blomster, bamser og andre små ting til minde om dem.

– Vi er blevet spurgt, om vi ønsker at få oprettet en mindeplads der. Men pladsen er ikke så vigtig. Maria er her med mig. Det er sådan, jeg har det.

Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, så sig det til nogen. Du kan kontakte Livsliniens telefonrådgivning på 70 201 201 alle årets dage fra kl. 11-05

Anders har taget Marias hund til sig som sin egen. – Når jeg er ked af det, kommer Tyson og lægger sin snude på mit skød, fortæller han.

Anders har taget Marias hund til sig som sin egen. – Når jeg er ked af det, kommer Tyson og lægger sin snude på mit skød, fortæller han.