Min far var sabotør

Hans indsats under krigen kom til at kaste en mørk skygge over resten af hans liv.

Far brød sammen

Jeg var otte år, da mine forældre i sommeren 1950 tog mig med ud i Mindelunden i Hellerup. Det blev en chokerende oplevelse for mig. Foran en stor mindesten brød min far helt sammen, da han læste et af navnene på stenen.

– Det kunne have været mig, der blev skudt, udbrød han fortvivlet.

Mor trak mig væk, og vi satte os på en bænk.

– Vi lader far være. Han mistede så mange venner under krigen og har det dårligt, hviskede mor i mit øre.

Først senere erfarede jeg baggrunden for det hele. Far og en mand, der hed Gerner, havde kendt hinanden allerede før besættelsen, og sammen var de gået ind i modstandsbevægelsen. Bortset fra Gerner kendte far ikke de rigtige navne på de andre medlemmer af gruppen, for det var for farligt.

Ved den fatale episode havde far og Gerner efter en sabotageaktion på skift båret en såret kammerat, mens de flygtede fra stedet.

Da det blev Gerners tur til at bære den sårede kammerat, dukkede tyskerne op. Gerner råbte til far, at han skulle flygte, og selv blev Gerner skudt. Dette skete i august 1944.

Som spæd havde jeg også selv svævet i livsfare ved adskillige lejligheder. Under madrassen i min barnevogn havde der nemlig ligget både pistoler, patroner og illegale tidsskrifter.

Kammeraterne blev skudt

På et tidspunkt under besættelsen blev min mor indlagt på sygehuset, og under hendes indlæggelse brændte jeg mig en dag på gløderne i askeskuffen. Far var derfor nødt til at gå til læge med mig.

Mens vi var hos lægen, holdt medlemmerne af fars sabotagegruppe et møde, og pludselig fik de ud ad vinduet øje på en af deres kammerater, som tyskerne ellers havde taget. Han stod ude på gaden, og ved synet af ham blev de alle glade og løb derud.

Hver eneste af dem blev skudt, for det viste sig, at kammeraten under tortur havde røbet gruppens mødested. Hvis far og jeg havde været der, var vi måske også blevet skudt. Selv i dag gyser det i mig, når jeg tænker på det.

Efter mors udskrivelse fra sygehuset flyttede vi ind i mormor og morfars lejlighed, hvor morfars efternavn stod på døren.

Mor flygtede med mig i barnevognen

Uheldet ville, at min far under en aktion tabte sit tobaksrationeringskort. På dette stod hans daværende dæknavn og mormor og morfars adresse.

Tyskerne troppede op på adressen, og mor flygtede over hals og hoved ud gennem bagdøren med mig i barnevognen.

Min mormor var invalid af leddegigt, og det var hende, der åbnede døren for tyskerne. Hun viste dem sine hænder, som var blevet deforme af sygdommen, og hun spurgte, om de virkelig troede, at hun kunne bruges som sabotør.

Den øverstbefalende tysker gav udtryk for medlidenhed med hende og spurgte til hendes sygdom, hvilket gjorde den danske, forræderiske tolk rasende. Tyskerne fortrak med uforrettet sag, og far vendte ikke tilbage til adressen.

Det gjorde mor og jeg heller ikke, for mor havde skubbet barnevognen mange kilometer ud til nogle venner. Hun turde ikke at tage toget af angst for, at der skulle være tyskere på stationen.

Min far skiftede dæknavn og klarede sig gennem besættelsen med livet i behold, men med store ar på sjælen. Efterfølgende plagede de traumatiske erindringer ham jævnligt.

Far fik aldrig fred

Da jeg i 1963 fik min egen lejlighed, hjalp far med at gøre den indflytningsklar. Under arbejdet havde han et ærinde på apoteket, og da han kom tilbage, kunne jeg tydeligt se, at noget var helt galt.

Det viste sig, at en kvindelig kunde på apoteket oprevet havde grebet fat i ham og grædende sagt, at hun kendte ham. Far genkendte ikke hende, men for at undgå en scene lovede han at køre hjem til hende bagefter.

Kvinden fortalte da, at far under besættelsen havde overbragt den grusomme besked om, at hendes eneste barn, en søn, var blevet skudt af tyskerne.

– Får jeg dog aldrig fred for de fem forbandede år, sukkede far så tungt den dag.

Dog husker jeg også, at der efter krigen kom jøder for at takke far for hans indsats med at skjule dem og hjælpe dem til Sverige. Det var positivt, men alligevel kom min fars indsats i modstandsbevægelsen til at kaste en mørk skygge over resten af hans liv.

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.