Min kæreste var ond - del 2

Med den ene arm ryddede han stuebordet for kopper, termokande og blade, og med den anden hånd greb han et askebæger, som han kylede gennem stuen. Det ramte et billede, som blev smadret. Bøger, cd’er og dvd’er blev flået ud af reolen, mens han skreg: ”Jeg vil fandeme ikke have nogen unge. Hvorfor har du ikke passet bedre på, din åndssvage kælling? Ikke engang det kan du finde ud af”. Jeg løb ind i soveværelset og greb nogle af mine ejendele, og så løb jeg ud af lejligheden til lyden af glas, der blev smadret, og møbler, der blev væltet.

Jeg tilbragte et par dage hos mine forældre. Jeg fortalte ikke direkte, hvor meget Simon var gået amok, men de fornemmede, at den var gal. Vi snakkede meget om graviditeten, for jeg var i tvivl, om jeg skulle beholde barnet. ”Line, lige meget hvad du vælger, står din mor og jeg bag dig”, sagde min far. ”Vi vil altid være her for dig”.

Jeg fik tårer i øjnene over mine forældres omsorg, og jeg valgte at beholde mit barn. Et par dage senere sms’ede Simon og spurgte, om jeg ikke kom hjem. Jeg pakkede mine få ting og tog hjem trods mine forældres bekymrede miner. Jeg forsøgte at bilde mig selv og mine forældre ind, at nu ville vores forhold blive meget bedre, fordi vi skulle have et barn. Jeg tvivler på, at nogen af os rigtig troede på det.

Jeg havde en svær graviditet, og jeg endte med at droppe min uddannelse som klinikassistent, fordi jeg havde så meget fravær. Simon fortalte mig ofte, hvor dum og uduelig jeg var, og at jeg skulle være glad for, at han gad at være sammen med mig, for der var ingen andre, der ville have sådan en som mig. Og som tiden gik, troede jeg på ham.

Jeg var ofte indlagt under graviditeten, og jeg nød sygeplejerskernes omsorg. Her var der fred og ro, og jeg behøvede ikke at gå rundt i frygt for Simons næste raserianfald. Selv om jeg var gravid, skete det et par gange, at han smed mig ud, og så måtte hunden og jeg trave gaderne tynde. Jeg var virkelig bekymret for, hvordan det skulle gå, når den lille ny kom. Vi havde da dage, hvor tingene gik nogenlunde, men mine følelser for Simon var for længst væk, og jeg gik hele tiden i skræk for, hvornår han igen ville eksplodere.

Kort efter min 19-års fødselsdag kom Freja til verden. Hun var så fin og lille, og jeg kunne ikke forestille mig andet, end at Simon ville falde til ro og blive en god far. Når vi havde gæster, gav han den som superfar, der nussede og pludrede med Freja, men det holdt kun, lige indtil gæsterne var ude ad døren, så overlod han vores datter til mig og skred.

Simon var næsten aldrig hjemme, men det gjorde ikke så meget. Faktisk foretrak jeg at være alene, for når han endelig var der, fik jeg hele tiden at vide, hvor dårlig en mor jeg var. ”Du kan ikke engang få ungen til at holde kæft. Hvis jeg var hende, ville jeg sgu også skrige, hvis jeg havde så elendig en mor”, sagde han engang.

Der sad jeg, 19 år og agerede både mor og far for min lille datter. Mine veninder var stort set forsvundet, og de få, jeg havde tilbage, turde jeg ikke betro mig til. Jeg havde ingen selvtillid, for efter to år havde Simon virkelig fået mig overbevist om, at jeg intet kunne. Jeg havde ikke lyst til at blive sammen med ham, men jeg magtede ikke at gå fra ham og blive enlig mor.

Og midt i alt dette kaos, da min elskede lille Freja kun var et halvt år gammel, blev hun pludselig meget alvorligt syg og måtte akut indlægges og opereres ...

Se også: Min kæreste var ond - del 1