Jeg kunne ikke passe mit barn

Den dag Anne fødte sin søn, havde hun læst nærmest alle bøgerne om at blive mor. Hun havde nærlæst alt om babyens udvikling. Om amning. Søvn. Og hundredvis af andre sider om at give barnet den bedste start på livet.

Teorien var på plads. Det var kærligheden også, for da Anne Rye Andersson holdt lille Alfred i armene, mærkede hun præcis den overvældende følelse af samhørighed, som hun havde læst så meget om.

Livet som mor var ikke som i bøgerne

Men som tiden gik, blev Annes liv som mor på ingen måde som i bøgerne. Noget inde i hende var nemlig langsomt begyndt at falde fra hinanden, og omkring hende voksede rodet, opvasken og håbløsheden.

– Der var kaos i mit hoved. Kærligheden til Alfred havde jeg hele tiden. Men rammerne og de praktiske ting kunne jeg ikke finde ud af. Det gik fint nok, hvis jeg bare skulle være hjemme og nusse ham, men det der med at planlægge at få ham i tøjet og komme ud kunne jeg slet ikke, siger Anne, som understreger, at Alfreds far altid har været god og støttende. Men han gik jo hver morgen ud ad døren for at tage på arbejde, og tilbage bag hoveddøren blev Annes verden mere og mere uoverskuelig.

Fik medicin mod adhd

Hvor uoverskuelig, opdagede en sundhedsplejerske, da hun kom på besøg, da Alfred var omkring et år.

Anne havde glemt aftalen, og da sundhedsplejersken trådte ind, sad drengen i ble på sit legetæppe, mens en forvirret og hektisk Anne undskyldte rodet. Kort efter kom der en forklaring på, hvorfor Anne havde så svært ved at rydde op, planlægge og fungere som mor. Hun fik konstateret adhd og blev medicineret.

Føltes som at gå på små fladfisk

Problemet var bare, at medicinen havde en bivirkning i Annes hjerne. Hun blev psykotisk.

– Jeg følte hele tiden, jeg så nogen ud af øjenkrogen, og når jeg gik, føltes det, som om jeg trådte på krabber og små fladfisk, husker 37-årige Anne, som i stedet fik en anden slags medicin. Men nedturen var allerede i gang.

Dage alene fik det hele til at skride

Hun og Alfreds far gik fra hinanden, og bruddet betød, at Anne nu havde mange dage, hvor hun var alene og ikke engang havde sin søn at tage sig af. De dage fik det hele til at skride yderligere.

– Alt sejlede. Jeg kom ikke i bad og lignede, jeg ved ikke hvad, og det psykotiske blev værre og værre.

Ville redde alle verdens børn

Når Anne fortæller om sin virkelighed i den periode, lyder den så vanvittig, at hun er nødt til at afbryde sig selv med små grin hist og her. For set med raske øjne, fremstår oplevelserne groteske og nærmest komiske.

Anne følte blandt andet, at hun var skyld i den globale opvarmning, når hun tændte en cigaret. Hun følte også, at hun havde ansvaret for at redde alle verdens børn, og hun var overbevist om, at hun kunne tale med dem i fjernsynet. For når hun kunne se dem, måtte de da også kunne se og høre hende.

Jeg skal have hjælp

I et stykke tid lykkedes det hende at skubbe de værste psykotiske træk væk, når hun havde Alfred.

– Så var al min fokus på ham, som hun siger.

Men på et tidspunkt slap de sidste kræfter op, og en dag måtte Anne ringe til sin eksmand og sige de svære ord: ”Vil du ikke hente Alfred? Jeg kan ikke overskue det. Jeg skal have hjælp.”

Så ikek sin søn de første uger

Anne fik hjælp. I de næste otte måneder var hun indlagt i psykiatrien i Randers. I de første seks uger var hun så syg, at hun boede på den lukkede afdeling, hvor hun slet ikke så sin søn.

– Det har jeg det stadig svært med, og jeg ved ikke, om det var en rigtig eller forkert beslutning. Det er jo længe slet ikke at se sin mor, når man er så lille. Men måske havde det traumatiseret ham, hvis han havde besøgt mig.

Hørte ondskabsfulde stemmer

Hvis Alfred var kommet, havde han i hvert fald mødt en mor, der var helt ude af sig selv. Hun var begyndt at høre stemmer. Seks-syv forskellige slags med hver sit toneleje og budskaber. En sagde: ”Hop i havnen, din fede ko.” En anden sagde: ”Gå ud i køkkenet, find en kniv og skær dine håndled over.” En tredje beskyldte hende for at være en elendig mor.

– Jeg kunne ikke få dem til at tie stille, jeg var helt til rotterne. Jeg græd og skreg. Noget af det værste er jo, når man ikke kan komme væk fra sit eget hoved.

Højdepunkterne var at se sin søn igen

Efterhånden som behandlingen gjorde Annes tilstand en anelse mere stabil, kunne hun endelig se Alfred igen. Det foregik i weekenderne i Hjørring hos hendes forældre, og det var besøg, hun længselsfuldt talte ned til. Men det var også besøg, hvor hun blev mindet om alt det, hun ikke kunne som mor.

– Jeg glædede mig helt vildt til at se ham, men jeg følte mig også så frygtelig utilstrækkelig. Jeg havde svært ved at være i det, når jeg så ham, og tit måtte min mor tage ham og sige: Nu skal din mor lige sove lidt.

Mor er træt

”Mor er træt,” var længe den forklaring, som Alfred fik. For hvordan forklarer man ellers en lille dreng, at hans mor er så psykisk syg, at hun ikke kan tage sig af sig selv og dermed heller ikke af ham.

For Anne var savnet til sin dreng voldsomt, når hun måned efter måned sad på sin hospitalsstue, hvor hun havde klistret væggen til med billeder af ham. Samtidig kæmpede hun med en anden ødelæggende følelse.

Et tabu at være mor med psykiske problemer

– Jeg skammede mig over ikke at slå til som mor. At jeg ikke var der for ham. En god mor er jo sådan en, der aldrig gør noget forkert. Og det er forkert ikke at være en god mor, siger Anne, som ved, at hun ikke er alene med den skamfølelse.

Skrevet bogen ”Er du sindssyg mor?”

Mange andre kvinder bliver ramt af psykisk sygdom, mens de er mødre, og i Annes øjne er det et stort tabu. Det er derfor, hun selv tager hul på det emne. Hun taler om det, og har netop skrevet bogen ”Er du sindssyg mor?”, som stærkt og rørende beskriver scener, som er inspireret fra dengang, hun selv var indlagt.

– Jeg kunne simpelthen ikke lade være med at skrive den bog, for det var så vigtigt for mig at vise andre, at det er okay at være mor og psykisk sårbar. Det skal ikke være skamfuldt. Man har rigeligt andet at kæmpe med, siger Anne, som under sin indlæggelse fik diagnosen ”skizoaffektiv”, som hun efterfølgende har fået antidepressiv- og antipsykotisk medicin for.

Lys i Annes sind

I dag er det 11 år siden, hun blev mor. Der hænger billeder af en smilende Alfred, både som lille og stor hjemme i stuen i Randers, hvor lyset finder ind gennem de store vinduer.

Der er også kommet lys i Annes sind: Men hendes liv som mor ligner ikke det idealbillede, man læser om i bøgerne. Alfred bor hos sin far og en kærlig bonusmor, hvor han har en god og stabil hverdag. Hver anden weekend og i ferierne kommer han til Anne.

Jeg vil ikke skamme mig mere

– Vi har det så godt, når vi er sammen, og jeg savner ham i hverdagen. Det er en sorg, at han ikke kan være her mere. Min akilleshæl. Men jeg føler ikke længere skam som mor. Jeg vil simpelthen ikke skamme mig mere, for skammen æder en op, og den er ikke konstruktiv.

Min bostøtte var min engel

Der har været mange ting, som Anne skulle sluge og vænne sig til, efter hun blev syg. For selv om hun efter otte måneder på psykiatrisk afdeling var rask nok til at blive udskrevet, betød det ikke, at hun bare kunne klare sig selv.

For at få hverdagen til at fungere skulle Anne have en såkaldt bostøtte. For hendes vedkommende betød det ugentlige besøg af en lille, spinkel kvinde, der på trods af sit fysiske ydre havde en enorm styrke og udviste en kæmpe omsorg for andre. Hun hjalp med alt fra opvasken til økonomien og fik med et punktopdelt ugeskema sat struktur på Annes liv.

– For mig var min bostøtte en engel. Jeg får helt kuldegysninger, når jeg taler om hende, for hun var en stor del af grunden til, at jeg fik det bedre, siger Anne, som herefter begyndte at få mere overblik over livet.

Mødte kærligheden klædt ud som leopard

Hun begyndte også at komme mere ud. Blandt andet med en ungegruppe, som hun var medlem af. Og det var aldrig kedeligt. En aften for godt syv år siden, var Anne udklædt som leopard, da hun gik i byen med ungegruppen.

– Hold da op, du er da en leopard, sagde en høj, ung fyr til hende i løbet af aftenen. Det kunne Anne med sin snude og leopard-ører ikke benægte.

I det øjeblik var samtalen i gang, og den kørte så godt, at de to har været sammen lige siden. Manden, der indledte samtalen med det plettede kattedyr, hedder Martin, og han har aldrig været skræmt over, hvem der gemte sig inde bag leopard-kostumet. Heller ikke selv om Anne fra start var ærlig om sin diagnose.

– Martin tog det i stiv arm. Han er et varmt og rummeligt menneske og ser mig som en person, som tilfældigvis har en sygdom. For ham er jeg ikke sygdommen, og det er vigtigt.

Ikke overskud til flere børn

Det har selvfølgelig også været vigtigt, hvordan Martin så på familieliv. Fra begyndelsen gjorde Anne det klart, at hun ikke havde overskud til at få flere børn. Ligesom hun gjorde det klart, at Alfred selvfølgelig er en stor del af hendes liv. Også den virkelighed er Martin gået ind i uden tøven. I dag ser han mindst lige så meget frem til weekenderne og ferierne med Alfred, som Anne selv gør.

Savner sammen

– Martin og Alfred har fået et stærkt bånd, og Martin elsker ham på samme måde som jeg. Det er den største gave. En gang imellem kan vi sidde og kramme hinanden i sofaen, fordi vi begge savner Alfred så meget.

De kram er altid noget særligt. For findes der noget mere helende end at dele svære følelser med andre? Det er netop af den grund, at Anne har skrevet bogen ”Er du sindssyg mor.”

– Jeg håber, at jeg kan være med til at nedbryde et tabu og give andre en bedre forståelse for psykisk skrøbelige mødre ved at fortælle min egen historie.