Min kæreste var ond - del 3

Heldigvis klarede min datter operationen, og jeg fandt overskuddet til at forlade Simon. Men det var hårdt at være alenemor og jeg følte mig meget ensom. Det var bestemt ikke det liv, jeg havde forestillet mig, og jeg græd mig i søvn hver nat. Men en dag ringede telefonen…

Jeg var så bange, for jeg var sikker på, at jeg var ved at miste min datter. Jeg var indlagt sammen med hende, og mine forældre kom dagligt på besøg for at støtte mig. Simon så jeg derimod ikke meget til. Han var der ikke, da jeg ventede på, at lægerne skulle blive færdige med at operere hende. Lægerne kunne berolige mig med, at alt var gået godt. Jeg græd af glæde og lettelse, og jeg følte virkelig, at jeg havde fået min datter tilbage fra de døde. Få timer senere kom Simon forbi. Han kiggede kort på sin datter og begyndte at tale om sig selv, før han kiggede på uret og sagde, at nu skulle han også hjem og smøre madpakke. Der slog det klik for mig. ”Hvad skal du? Vores datter har lige været gennem en stor operation, og så taler du om madpakker”, råbte jeg.

Simon vrissede et eller andet og gik. I det øjeblik vidste jeg, at det var uigenkaldeligt slut mellem Simon og mig. Jeg ville ikke mere. Jeg vendte mig mod mine forældre og sagde: ”Det er slut nu. Jeg går fra Simon”. Mine forældre nikkede og min far nikkede sagde: ”Vi skal nok hjælpe dig, Line”. Da Freja blev udskrevet, meddelte jeg Simon, at jeg ville gå fra ham, og han tog det bestemt ikke pænt. ”Line, jeg er ked af det, jeg vil bare gerne være sammen med dig og Freja. Jeg lover at ændre mig. Jeg lover, at jeg bliver en god far”. Men jeg svarede: ”Det er for sent nu”. Jeg kunne ikke forsvare at lade min datter vokse op med en far, med så voldsomt et temperament, der gik amok over ingenting.

Mine forældre holdt deres løfte, og sammen fandt vi en dejlig lejlighed, der lå i en anden by. Nu var jeg endelig fri, og for første gang i mange år følte jeg, at jeg kunne være mig selv. Det første stykke tid nød jeg at være alene. Jeg brugte meget tid på at indrette min nye bolig, og jeg var sikker på, at nu ville livet igen blive lyst. Men langsomt kom ensomheden snigende. Freja var stadig svag efter operationen, og hun var meget syg. Jeg ville egentlig gerne genoptage min uddannelse, men det virkede umuligt, og jeg kunne ikke bære at overlade hende til fremmede. Mine gamle venner var stort set forsvundet, og nu, hvor jeg var enlig mor og boede i en anden by, var det ikke meget, jeg så til dem. De levede stadig deres frie ungdomsliv med fester hver weekend, mens jeg sad isoleret med Freja.

Dagene gik med at passe Freja og daglige gøremål, men når hun var blevet puttet, kom alle de triste tanker. Jeg græd hver aften og følte mig så ensom. Jeg havde aldrig forestillet mig, at det skulle være så hårdt og ensomt at være enlig mor. Jeg snakkede stort set kun med mine forældre, og jeg følte mig svigtet af mine gamle venner. Jeg havde grædt meget, da jeg var sammen med Simon, men det var ingenting mod, hvor meget jeg græd nu. Det var bestemt ikke det liv, jeg havde forestillet mig, da jeg var yngre. Det var kun to år siden, men nu føltes det, som om det var i et andet liv.

Men en dag fik jeg en opringning, der kom til at ændre mit liv i positiv retning ...

Se også: Min kæreste var ond - del 2