Min søn blev overfaldet

Vi havde godt hørt rygter om, at der hærgede en drengebande i vores by, men jeg troede ikke på det, før vores egen søn, Kenneth, blev overfaldet af dem. Politiet kunne ikke gøre meget, og så tog vi sagen i egen hånd.

Min 13-årige søn Kenneth havde været hjemme hos en kammerat, der boede et par huse væk. Men da klokken nærmede sig ni om aftenen, og han stadig ikke var kommet hjem, blev jeg urolig.

Min mand Jens mente jeg var pylret og bekymrede mig for meget, men da jeg ringede til kammeratens forældre og de kunne fortælle mig, at Kenneth var gået derfra for en halv time siden, blev jeg virkelig bekymret, og jeg havde en stærk fornemmelse af, at noget var galt.

”Vi skal ud og lede efter ham”, fastslog jeg. Og det fik jeg sagt så bestemt, at Jens rejste sig fra stolen uden flere indvendinger og fulgte med.

Vi nåede kun et par hundrede meter ned ad vejen, før vi fik øje på Kenneth. Han kom gående lige så stille mod os. Jeg begyndte at løbe, og jeg kunne have skreget, da jeg nåede hen til ham.

Hans ene øje var hævet, så det var helt lukket, og han blødte fra næsen og fra en skramme i tindingen.

Min første tanke var, at han måtte være væltet på cyklen, og jeg spurgte ham, hvor hans cykel var henne og han brød helt sammen.

”De tog den ... og min telefon”, græd han.

Jeg var helt forvirret: ”Hvem har taget din cykel”?

”Jeg ved ikke, hvad de hedder. Det var nogle af drengene ovre fra blokkene. De blev ved med at sparke mig, indtil jeg gav dem min telefon”.

Jens skummede af raseri, da vi gik hjemad. Så snart vi kom hjem, ringede han til politiet og anmeldte overfaldet.

Bagefter var han selv ude i nabolaget og kigge efter drengene, som havde overfaldet Kenneth. Men han kunne ikke finde dem.

Der gik ikke lang tid, før en patruljevogn holdt i vores indkørsel, og de to politimænd kom ind og stillede Kenneth mange spørgsmål og viste ham billeder af nogle drenge for at se om han kunne genkende dem – og det kunne han.

Til både min og Jens’ store overraskelse fortalte Kenneth også, at de her drenge tit og ofte havde overfaldet andre børn på skolen.

Vi havde godt hørt rygter om det, men vi troede ikke på dem før nu.

Ikke nok med at rygterne var sande, og at politiet åbenbart jævnligt havde haft fat i netop den bande af drenge, så viste det sig også, at mange af dem var helt ned til bare 10 år gamle. Jeg var rystet.

Den ene betjent fortalte, at politiet gjorde alt hvad de kunne for at råbe kommunen op om problemet med de vilde drenge, og de kunne egentlig kun håbe på, at det ville blive hørt.

”Vi kan kun håbe, at det vil hjælpe”, sagde den ene betjent, inden de gik. Den melding var ikke særlig opløftende.

Jeg følte mig magtesløs over det, der var sket.

Jeg sad tilbage med en forslået og bange dreng, men der gik også nogle forsømte børn rundt derude, som var i fuld gang med at ødelægge deres egne liv, og tilsyneladende var der intet blevet gjort, for at stoppe dem for alvor.

I den følgende tid talte jeg med andre forældre i lokalsamfundet, og problemet var stort. Drengebanden havde hærget området i månedsvis, og alle følte sig lige så magtesløse, som jeg gjorde.

Jens og jeg havde nogle gode samtaler med et forældrepar, hvis datter også var blevet overfaldet af banden, og med hjælp fra skolen fik vi arrangeret et møde, hvor en repræsentant fra Natteravnene i vores noget større naboby kom og fortalte om deres arbejde.

Vi var ret spændte på, hvor mange der ville møde op, men vi blev glædeligt overraskede.

Salen var stuvende fuld, og da mødet var slut, havde vi en liste med 16 navne, som ville være med til at danne vores helt eget korps af natteravne.

Gruppen vokser fortsat, og vi har fået et godt kendskab til de unge, der færdes på gaden i de sene timer.

Vi kan se at vores tilstedeværelse virkelig har gjort en forskel for de unge og trygheden de føler, når de er ude.

Kenneth går til psykolog, og selv om han stadig lider af mareridt og er bange for at gå alene rundt i byen, så kan vi se, at han er på vej i den rigtige retning og er tættere på at være den glade fjollede dreng, han plejede at være før han blev overfaldet.

Der går nu heldigvis længere og længere tid mellem overfald og chikanerier blandt de unge, men det kræver også en konstant indsats fra os voksne for at holde banderne i skak.

Det er en til tider håbløs kamp, men vi bliver nødt til at tage den, så børnene i vores by kan vokse trygt og sikkert op uden vold.