Min veninde udnyttede mig

Anita og jeg var slyngveninder fra første klasse, og gennem årene havde vi fulgt hinanden tæt, indtil voksenlivet meldte sin ankomst, og trak os i hver vores retning.

Jeg blev gift og mor til to, mens Anita flyttede til København og blev gift og skilt adskillige gange med den ene direktør efter den anden. Vi holdt kontakten gennem sporadiske opringninger, hvor det mest var Anita, der snakkede som et vandfald om sit eget liv, og jeg lyttede.

Nogle år senere døde Anitas far og mor kort tid efter hinanden, og jeg tilbød at Anita og hendes seneste mand kunne bo hos os mens hun tømte sine forældres hus og fik klaret de praktiske ting, der nu en gang fulgte med.

Det viste sig dog at være en dårlig idé – for med to små børn, job og daglige pligter, blev det hurtigt meget tungt også at skulle sørge for Anita og hendes mand, som aldrig så meget som overvejede at hjælpe til i huset. Eller i det mindste betale lidt for opholdet.

Da Anita og hendes mand tog tilbage til København, sendte hun heller ikke så meget som en venlig besked om tak for opholdet, selv om hun havde været hos os i to uger. Men jeg vidste jo, at sådan var Anita. Hun var bare tankeløs, og jeg holdt af hende alligevel.

Jeg fik ingen forklaring på, hvorfor også Anitas seneste ægteskab gik i stykker. Det blev bare nævnt i forbifarten, da hun kontaktede mig næste gang, og inviterede sig selv på sommerferie hos os.

”Søde Ida, jeg trænger sådan til rekreation langt væk fra byen”, meddelte hun, da hun ringede. ”Hvis det kan lade sig gøre, vil jeg gerne have det værelse, der ligger mod syd. Der er sådan et dejligt lys”.

Lidt befippet svarede jeg ja, og vi aftalte, hvornår hun skulle komme.

Hverken min mand eller mine børn var specielt begejstrede for nyheden om Anitas besøg.

”Hvorfor sagde du ikke til hende, at vi havde talt om at rejse til Spanien”? spurgte min mand vredt.

”Anita er min ældste veninde, og jeg glæder mig, til hun kommer”, forsvarede jeg mig.

Men glæder var der nu ikke så mange af, for Anita brugte virkelig ferien til at slappe af. Hun gik i butikker og lå på stranden, og først når middagen stod på bordet, dukkede hun op. Det faldt hende aldrig ind at hjælpe til med noget som helst, og jeg syntes efterhånden hun skyldte os lidt velvilje.

En dag tog jeg mig sammen og spurgte Anita, om hun ikke kunne have børnene på besøg i København en weekend. Anita mumlede noget om, hvor hårdt det var for hende at klare tilværelsen alene, og at hun var nødt til at passe på, at hun ikke pressede sig selv for hårdt. Det kunne jeg jo ikke rigtig sige noget til.

Da vi var kommet i seng og havde slukket lyset, kunne min mand ikke lade være at gøre nar af den besked: ”Jeg skal altså også passe på, at jeg ikke presser mig selv for meget. Min cykel skal lappes, men det kan du vel godt klare, ikke, Ida”? sagde han og vi grinede af det sammen.

Min fødselsdag faldt midt i ferien, og jeg plejede at holde en fest for de venner, der ikke var bortrejst. Og da Anita stadig boede hos os, blev hun selvfølgelig inviteret med. Anita blev begejstret for indbydelsen og takkede ja.

Som sædvanligt endte jeg med at måtte tage mig af alle de mange lidt mere sure pligter i forberedelsen til min fødselsdag, mens Anita meldte sig til at stå for borddækningen og dekorationen, som jeg ellers havde glædet mig til.

Min irritation blev dog kortvarigt glemt da jeg pakkede gaven fra Anita ud. Hun havde købt den dyreste og fineste gave til mig, nemlig en smuk silkebluse jeg havde gået og sukket efter længe.

Men en af mine gode veninder Kirsten tog brodden af glæden, da hun højt sagde, at Anita havde fundet den på udsalg. Jeg kunne se, at Anita blev lidt ilde til mode, men Kirsten fortrød ikke noget.

”At du kan holde hende ud”, sagde hun, da vi ryddede op efter maden. ”Se engang, hvordan hun fører sig frem”. Jeg kiggede gennem køkkenvinduet på selskabet ude i haven. Og ganske rigtigt; Anita opførte sig som dronningen af festen, og alles øjne var rettet mod hende.

Dødsstødet for vores venskab kom da Anita en dag, bad mig strikke et sjal til hende, fordi jeg var så god til det.

Hun mente selvfølgelig ikke at hun skulle betale mig for hverken garn eller arbejdstimer, og dét gjorde min mand og mine børn rasende. Og hun ville gerne have det, næste gang hun kom og besøgte os.

Da hun efterfølgende ringede for at invitere sig selv på ferie hos os, snuppede min 16-årige datter Maria røret, og afbrød Anitas’ vandfaldssnak ved at invitere os på ferie hos hende i København.

”Du har jo så ofte benyttet dig af mors gæstfrihed og gode hjerte. Nu har du chancen for at gøre gengæld”, sagde hun med en slet skjult ironi. Jeg kiggede overrasket på hende, men lod hende tale færdig.

Samtalen sluttede med, at Maria meddelte Anita, at selv om vi ikke kunne bo hos hende, var vi altså ikke hjemme i ferien, så hun kunne ikke komme og besøge os. Og at jeg for i øvrigt ikke havde nået at lave det ønskede sjal til hende.

Tænk, at det skulle være min datter, der åbnede øjnene for det, der egentlig lå lige til højrebenet. Jeg gav min datter et kærligt kram, og den aften endte mit og Anitas venskab definitivt, og jeg var både glad og lettet.

Endelig indså jeg, at Anita aldrig havde skænket mig en kærlig tanke, men kun brugt mig i sit eget egoistiske liv.