Min søn manglede en reservefar

Efter min mand og jeg blev skilt, blev vores søn Jakob stille og indesluttet. Han begyndte at hænge ud med nogle skidte typer, og hans far var ikke til meget hjælp. Jakob manglede tydeligvis en god rollemodel, og så mødte vi tilfældigvis Poul.

Min mand John og jeg havde længe kæmpet for at holde sammen på vores ægteskab for vores søn Jakobs skyld, men da Jakob var 11, gav vi op og gik fra hinanden. Vi flyttede fra hinanden og jeg fandt en fin lejlighed i et dejligt kvarter. Men Jakob var blevet stille og indesluttet oven på skilsmissen og det gjorde ondt at se min søn på den måde.

Efter et par måneder troede jeg, at det gik bedre. Jakob havde omsider fundet sig nogle nye venner, og han tilbragte næsten al sin fritid sammen med dem. Jeg fandt dog snart ud af, at hans to venner var noget ældre end ham, nemlig 15 og 16 år, og det var mit indtryk, at der ikke blev sat mange grænser for dem af deres forældre. Jeg prøvede flere gange at tale med Jakob om det, men han var hård som flint. ”Du kan da ikke vide, hvem jeg har det bedst sammen med, mor. Jeg gider ikke dem fra klassen”, sagde han trodsigt. Hans far John blandede sig ikke i, hvad Jakob foretog sig, og han lod ham altid få sin vilje, så det var nyttesløst at prøve at snakke med ham om det.

Når jeg bad ham til at blive hjemme hos mig, skabte det mere afstand mellem os end nærhed og sammenhold. Det kunne ikke blive ved med at gå. Alligevel kom det bag på mig, da jeg en dag blev ringet op af Jakobs klasselærer, som fortalte, at Jakob var blevet meget forstyrrende i timerne, og at vi måtte finde en løsning. Jeg havde mange lange samtaler med Jakob og prøvede også at få ham til at gå til noget sport og hjalp ham med lektierne. Intet hjalp, og på et tidspunkt blev han taget i at stjæle fra en kiosk.

En dag skulle vi ud at besøge mormor og morfar, men Jakobs cykel var punkteret, og jeg bandede og svovlede af afmagt.  ”Jamen dog, er du vred på din cykel”? klukkede en dyb stemme bag mig. Det var viceværten. ”Min cykel er flad. Og hun kan ikke finde ud af at lappe den”, sagde Jakob. ”Sådan en stor knægt som dig skal vel heller ikke have sin mor til at lappe cyklen, vel?” ”Njarh” ... kom det flovt fra Jakob. ”Tag din cykel med over til mit værksted, så skal jeg komme og låse dig ind og finde lappegrejet frem”, sagde viceværten og smilede kort til mig.

Der gik halvanden time, inden Jakob kom tilbage med cyklen, og han kiggede op mod vores vinduer. Mit hjerte slog vist et par ekstra slag, da min søn stolt holdt sin tommelfinger i vejret med et stort smil. Han var smurt ind i olie, da han kom op i lejligheden. ”Jeg ordnede den selv, mor. Poul viste mig bare, hvordan jeg skulle gøre. Det var smaddernemt!” sagde min søn stolt. Dagen efter, da Jakob kom fra skole, var han kun lige oppe med tasken. Jeg nåede dårligt at fange ham, før han var smuttet igen. ”Jeg skal ned og hjælpe Poul med at slå græsset”, lød hans forklaring.

Efterhånden blev det mere reglen end undtagelsen, at Jakob gik sammen med Poul. Han var også med, når Poul blev kaldt op i de andre lejligheder, og der gik ikke lang tid, før min søn kendte flere mennesker i området end jeg. Fra vinduet fulgte jeg viceværtens og min søns arbejde nede mellem blokkene, og tilsyneladende kom de fint ud af det med hinanden. Jeg fulgte også spændt med, da Jakobs to ældre kammerater kom hen til dem, og jeg blev glad, da de to drenge gik videre uden Jakob.

Jeg fik taget mig sammen til at tale med Poul og forklarede ham, hvor meget hans støtte betød for Jakob og mig. ”Han trængte vel bare til en ny legekammerat i stedet for dem, han selv havde fundet, ikke?” smilede han indforstået. 
I dag er Jakob igen en glad dreng, der er kommet helt over den turbulente tid efter skilsmissen. Han hjælper stadig Poul, og han kommer også hos ham og hans familie, ligesom Pouls drenge kommer hos os. Det er dejligt, at min søn har fundet sig en god reservefar.

Se også: Jeg blev forelsket i min svoger