Min søn kom ud af kriminalitet

Kenny Friberg, 22, beskriver sin opvækst som ”lidt frem og tilbage”. Faren var fraværende fra den dag, han blev født.

– Jeg havde en stedfar, som var et forbillede for mig, da jeg var lille. Men han var kun ved min side, når han havde lyst, så jeg ser det som om, at jeg kun har haft min mor.

Stedfaren havde misbrugsproblemer, og relationen mellem ham og Kenny blev problematisk. Også Kennys mor, Annette, havde et destruktivt forhold til stedfaren.

​– Deres forhold smertede og påvirkede mig meget, ikke mindst i skolen. Jeg blev sendt i samtalegrupper for ”forstyrrede børn” og siden i specialklasser for unge med diagnoser som adhd, aspergers og autisme. Og snart var mobningen i gang, fortæller Kenny.

Den destruktive opvækst førte til, at han endte i nogle usunde miljøer og til sidst i en bande. Da han var 18 år, blev han udsat for en voldsepisode, der var tæt på at koste ham livet.

Læs også:

Mor var narkoman, far kriminel: Jeg vil bryde arven

Groft overgreb

Det var den 27. august 2017. Klokken var ni om aftenen, og Kenny hang ud i en skolegård i Malmø med nogle af sine daværende venner.

– Det var en samlingsplads for os. Vi plejede at være omkring ti stykker, men denne aften var vi bare fire. Pludselig dukkede der to fyre op, som var noget yngre end mig, siger Kenny, der genkendte den ene.

De hilste på hinanden, og i samme øjeblik fik Kenny et hårdt knytnæveslag.

– Jeg sad på min cykel, men kraften fra slaget gjorde, at jeg faldt af. Da jeg ville rejse mig, tog fyren en pistol frem og sigtede på mig. Han sagde, at jeg skyldte ham 30.000 kroner, husker Kenny, som stadig bliver tydeligt rystet, når han taler om den vold, han blev udsat for.

Gerningsmændene sagde til Kenny, at han skulle betale sin gæld, og de gennemsøgte ham for værdier. Derefter gav de ham slag efter slag og tvang ham til at klæde sig af til skindet.

– Jeg skulle tage tøjet af og på, frem og tilbage. Imens stoppede de pistolen i min mund og pressede tændte cigaretter mod min krop, som blev fuld af brændemærker. Så, mens jeg var nøgen, optog de en film, hvor de voldtog mig med plastikflasker. Filmen blev senere lagt ud på de sociale medier.

Læs også:

Gitte fik mig ud af kriminaliteten

En sidste sms

Mishandlingen og ydmygelserne stod på i seks timer. Kenny blødte fra flere steder på kroppen, hans øjne havde ”alle mulige farver”, ribbenene var brækkede, og kroppen dækket af blå mærker.

Mens overgrebet fandt sted, stod Kennys venner og så på.

– De var vel bange for at blive udsat for det samme. De blev også tvunget til at slå mig med mit bælte.

En tredje gerningsmand ankom til skolegården for at deltage i mishandlingen. Midt i det hele sagde en af dem til Kenny, at han skulle skrive en sms til sin mor.

– De tvang mig til at skrive, at jeg ikke ville komme hjem, fordi jeg skulle sove hos en ven. Men uden de vidste det, skrev jeg også, hvor meget jeg elskede hende. Min tanke var, at det nok var den sidste kontakt, jeg nogensinde skulle have med min mor. Jeg troede, at jeg skulle dø. Selv om vores forhold ikke altid har været det bedste, ville jeg have, at hun skulle vide, hvor meget jeg elsker hende.

Annette, 61, fortæller, at hun studsede over beskeden.

– Det lignede ikke min Kenny, eftersom han altid har været en tilbageholden dreng, som har haft svært ved at udtrykke sine følelser, forklarer hun.

Læs også:

Martin forlod sit gamle liv: Vold var en del af hverdagen

Held til at flygte

Efter nogle timer tog gerningsmændene Kenny med til en trappeopgang, hvor mishandlingen fortsatte.

– Jeg tror, de ville bytte gerningssted, da der kunne komme mennesker forbi og se, hvad der foregik. Alt eskalerede, og det føltes som om, at den ene af dem fuldstændig mistede kontrollen.

Pludselig opstod en pause midt i kampen, hvor Kenny så sin chance til at flygte. Han indså, at hvis han ikke slap væk i dette øjeblik, ville han dø.

– Jeg løb så hurtigt, jeg kunne, og nåede frem til et brorækværk ved en kanal. Min eneste udvej var at hoppe i, siger Kenny, som derfor sprang i kanalen.

I vandet forsøgte han at holde fast i ting på bunden for at blive under overfladen og undgå at blive set fra land. Imens ringede nogen 112. Efterfølgende har Kenny fået at vide, at en politibetjent, som ikke var i tjeneste, havde hørt et plask fra sin altan og alarmeret redningstjenesten.

– Dykkere blev sendt i vandet for at hjælpe mig op. Derefter blev jeg kørt til hospitalet med ambulance.

Forfærdeligt syn

Kenny husker ikke meget fra tiden på hospitalet. Smerterne fra de brækkede ribben holdt ham vågen om natten, men det psykiske traume var værst.

– Jeg forsøgte at lukke ned for alt, hvad der var sket. Det gjorde for ondt at indse, hvad jeg var blevet udsat for.

Annette fik ikke at vide, hvad der var sket med hendes søn før dagen efter. Det var et forfærdeligt syn, der mødte hende, da hun ankom til hospitalet.

– Det eneste, jeg tænkte, var, at det ikke kunne være min søn, som lå der i hospitalssengen. Han var opsvulmet, forslået og havde mærker over hele kroppen. Jeg var i chok, og mens nogen afleverede hans våde tøj i mine arme, fik jeg besked om, hvad han havde været igennem. Det var frygteligt at se sit barn ligge der fuldstændig gennemtæsket, siger Annette.

Da retssagen startede to måneder senere, modtog Kenny dødstrusler og måtte have bodyguards med i retssalen. Her så han sine overgrebsmænd grine, mens de alle så filmen, hvor Kenny blev mishandlet. Da det kun var den ene af overgrebsmændene, som kunne ses på filmen, var det kun ham, der blev dømt.

Læs også:

Knud var voldelig og misbruger: Mange ting har gjort mig vred

Tikkende bombe

I dag har Kenny stadig ar på ryggen, og på hovedet er der en bule, som aldrig gik væk efter mishandlingen. Selve voldtægten kunne han ikke tale om før fire år senere, fordi han i lang tid var så fuld af skam.

Kenny forandrede sig efter overfaldet. Han forlod Malmø med et mørkt sind, og selv om han gik hos mange forskellige terapeuter, lykkedes det ingen at hjælpe ham. Han blev som en tikkende bombe, farlig både for sig selv og andre. Han begyndte at selvmedicinere sig for at slippe for de dystre tanker og fik en fængselsstraf for vold og narkokriminalitet.

Inden han skulle aftjene straffen i januar 2020, fik han en bog af sin kontaktperson.

– Han sagde: ”Læs den her, den har hjulpet mange med at finde tilbage til sig selv”, mindes Kenny.

Bogen hed ”Bara ljuset kan besegra mörkret” (Kun lyset kan besejre mørket, red.). Den er skrevet af Sebastian Stakset, en svensk rapper, som lagde kriminaliteten på hylden takket være sin kristne tro. Kenny gav bogen en chance, og halvvejs inde i læsningen opdagede han noget, som han aldrig tidligere havde oplevet.

– Jeg mærkede en kraft, som var stærkere end mig selv. Jeg indså, at der var håb, og fik et bevis på, at der findes lys og et bedre liv.

Ændrede alt

I Kennys familie har man aldrig talt om kristendom. Men bogen gjorde ham nysgerrig.

– Kærligheden og tilgivelsen i troen var så stærk, at det gik lige ind i det iskolde hjerte, jeg havde haft i flere år. Mit had forvandledes til en eksplosion af tårer midt i isolationscellen. Jeg har altid haft svært ved at græde og udtrykke følelser, da jeg har anset det for en svaghed. Men inde i cellen blev jeg som en nyfødt baby.

Det blev vendepunktet for Kenny. Efter løsladelsen bearbejdede han både sin barndom og voldsepisoden gennem coaching og terapi.

– Processen har været lang og smertefuld, men på samme tid også lærerig. Jeg opdagede, at jeg var i stand til ting, som jeg ikke anede, siger Kenny, der også giver sin mor en stor del af æren for, at han er nået så langt.

– Min mor betyder alt for mig i dag. Det var hende, der bad mig komme tilbage og bo hos sig i Malmø igen. Jeg ved ikke, hvor jeg havde været uden hendes støtte.

Læs også:

Jeg mistede troen på mig selv

Stolt mor

Annette er stolt over, hvordan hendes søn har udviklet sig.

– Kenny har forandret sig på mange måder, og det har medført så meget positivt – ikke mindst når det kommer til vores relation. Vores bånd er stærkere end nogensinde. Han er en fighter og skal nok nå sine mål, så længe han fortsætter og ikke lader de dramatiske hændelser påvirke hans liv og fremtid. Mørket og det vrede blik i hans øjne er væk. Han er en helt anden person og har en helt andet syn på livet.

Kenny vil gerne bede om tilgivelse hos de mennesker, som han har såret på sin vej.

– Jeg vil sige til dem, at jeg var en anden person dengang, og at jeg har ændret mig nu.

I dag er han i gang med at indhente sine studier, og hans drøm er at blive politibetjent.

– Mit liv er så godt, som det kan være. Jeg forsøger at inspirere andre udsatte. Jeg deler blandt andet mad ud til hjemløse gennem kirken og har startet min egen natteravnegruppe. Jeg føler, at jeg har så meget at give, og håber, at jeg også kan bruge mine traumer til at sprede ny viden og hjælpe andre voldsofre.