Mine forældre svigtede mig

Da min forældre blev skilt, kappedes de om, hvem der var den bedste forældre. Men al den frihed der fulgte med, fik mig til at føle mig uelsket. Jeg blev uvenner med min far, og kontakten til min mor var minimal. Og så blev jeg gravid.

Da min forældre blev skilt, kappedes de om, hvem der var den bedste forældre. Men al den frihed der fulgte med, fik mig til at føle mig uelsket. Jeg blev uvenner med min far, og kontakten til min mor var minimal. Og så blev jeg gravid.

Det kom ikke som en overraskelse for mig, at mine forældre skulle skilles, men i de første par uger var jeg alligevel meget ked af det.

Jeg holdt det for mig selv, og selv om jeg godt vidste, at det ikke var min skyld, skammede jeg mig, når mine kammerater fortalte om deres familier.

Min mor havde travlt i sin lille tøjbutik på torvet, og når hun kom hjem om aftenen, blev jeg for det meste inde på mit værelse.

Jeg så heller ikke meget til min far, for han brugte det meste af sin tid på sit arbejde og på sin nye, unge kæreste, Lene.

Jeg gik i gymnasiet og mine karakterer dalede, men jeg var ligeglad, og mine forældre turde ikke stille krav til mig.

De kappedes nemlig om at være den, der gav mig mest frihed, hvilket resulterede i, at jeg gik mere og mere i byen med vennerne og festede natten lang.

Mange af mine veninder var misundelige på mig, fordi jeg kunne gøre, hvad jeg ville. Men jeg misundte dem for at have forældre, der ikke var ligeglade med dem.

Midt i 2. g. gik jeg ud af gymnasiet og ville i stedet være skuespiller. Jeg besluttede også at flytte i lejlighed, og mine forældre var bare helt okay med det hele.

Min far satte rigeligt med penge ind på min konto til husleje og mad, og jeg festede bare uhæmmet videre.

Selv om mit liv tilsyneladende var én lang fest med veninder og tilfældige fyre, havde jeg det dårligt. Jeg følte mig mere og mere talentløs og ubrugelig, og jeg begyndte også at tage på.

Det pinte mig, selv om jeg aldrig nævnte det med et ord.

Tavshed var mit panser mod verden – og måske i særdeleshed mod fars kæreste, Lene, som jeg endelig var blevet introduceret for. Hun var 15 år yngre end far og arbejdede på et advokatkontor.

I begyndelsen prøvede både Lene og jeg at få det til at fungere, men det gik ikke i længden.

Lene irriterede mig også grænseløst, fordi hun var så belærende, og vi skændtes tit, når hun blandede sig i mit og min fars forhold.

Samtidig gled min mor og jeg også længere og længere væk fra hinanden. Jeg var overbevist om, at min far og Lene havde startet deres forhold før skilsmissen, og at min mor vidste besked.

Det provokerede mig, at hun var så svag. Tænk, at hun havde tabt far til sådan en dulle!

Desuden lukkede hun sig inde i sig selv og skubbede alt andet væk. Når jeg prøvede at tale med hende om mine problemer med far og Lene, svarede hun lettere fraværende, at jeg da altid var velkommen hos hende.

En aften, da jeg var til middag hos min far, kom Lene og jeg som altid op at toppes, men denne gang brød min far ind: ”Hvis ikke du kan acceptere Lene, kan jeg ikke acceptere dig”, meddelte han. ”Jeg har et nyt liv, og der vil jeg have fred! Er det så meget forlangt”?

Jeg tabte fuldstændig mælet, og tårerne stod mig i øjnene.

Så drejede jeg om på hælen, og stormede ud ad døren. Jeg måtte gå fire kilometer til det nærmeste busstoppested. ”Min far er død. Min far er død”, gentog jeg hulkende for mig selv hele vejen hjem.

Næste dag sendte jeg ham en besked, hvor jeg brød kontakten og bad ham stoppe sine betalinger til min konto. Han svarede aldrig, men indbetalingerne stoppede, og så kom jeg på kontanthjælp.

Mere end nogensinde følte jeg, at jeg var en fiasko, og pludselig blev jeg gravid.

Barnets far og jeg var bare gode venner, og han var støttende i min beslutning om at beholde den lille, men jeg savnede stadig, at mine forældre var en del af mit liv.

I takt med, at barnet voksede i min mave, faldt brikkerne i mit liv mere og mere på plads. Min gamle livsstil og skuespillerdrømmene blev skrottet, og jeg startede på pædagogseminariet.

Jeg skrev et langt brev til min mor, som hun til min overraskelse svarede på næsten med det samme, og det tog mange lange gåture og samtaler, før vi fik talt ordentligt ud, og hun forstod, hvor svigtet jeg følte mig af både hende og far.

En aften kort før fødslen inviterede hun mig på middag. På min tallerken lå en lille boks med en guldhalskæde med et hjerte i.

Der var også et kort, hvor mor havde skrevet: ”Rikke, jeg elsker dig højere end noget andet i verden. Undskyld. Kærlig hilsen Mor.”

Da vidste jeg, at jeg havde fået min mor tilbage.

En måned senere var hun ved min side og holdt min hånd de seks timer, det tog at føde min lille datter.

Mor hjalp mig også meget i den første tid, og hun er en fantastisk mormor.

I dag er jeg halvvejs gennem mit studie, og jeg er begyndt at se en sød fyr, der hedder Mads. Det er stadig meget nyt, men han elsker min datter, og vi har snakket lidt om at flytte sammen en dag.

Jeg har stadig ingen kontakt med min far, og selv om jeg savner ham, tror jeg, det er det bedste for alle.