Misbruget var ved at slå mig ihjel

Da Adéle første gang prøvede at tage stoffer, åbnede en helt ny verden sig. Hun blev udadvendt og fik selvtillid. Men det blev starten på et ti år langt misbrug, der var ved at tage livet af hende.

Adéle husker, hvordan de snakkede om, hvor farlige stoffer var, da hun gik i skole. Hun husker også, at jo mere de fortalte, hvilken påvirkning man fik, desto mere havde hun lyst til at prøve det.

– Jeg ved ikke hvorfor, men jeg syntes, at det lød spændende. Jeg blev nysgerrig efter, hvordan det føltes, fortæller den i dag 31-årige Adéle Holtz.

Allerede som 7-årig begyndte Adéle at få panikanfald. Hun blev mobbet i skolen, hun følte sig forkert og havde en stor smerte indeni. Derfor begyndte hun også at stikke sig med nåle for at gøre smerten mere konkret.

– Jeg havde ingen at tale med om det, og jeg var bare et stort kaos indeni, fortæller Adéle.

Kort tid efter hun begyndte at blive selvskadende, mødte hun en fyr, der introducerede hende for ecstasy, og da hun første gang prøvede at tage stoffet, fik hun den følelse, hun havde higet efter.

– For første gang i mit liv føltes noget virkelig godt. Han spurgte kort tid efter, om jeg ville prøve noget, der var endnu vildere. Det var lsd, fortæller Adéle.

Misbruget eskalerede hurtigt. Hun var netop begyndt i gymnasiet, men hun mødte kun op til de timer, som hun godt kunne lide, og flere gange faldt hun i søvn midt i timen.

– Min veninde har bagefter undret sig over, at lærerne ikke lagde mærke til noget, fortæller hun.

Mens de andre elever nød deres gymnasietid, var Adéle på en evig jagt efter stoffer.

– På et tidspunkt begyndte vi via internettet at bestille stoffer fra udlandet, som vi købte af nogle ret lyssky typer. Først efter et par år, begyndte min mor at få mistanke om, at der var noget galt. Dengang ville jeg ikke have, at hun blandede sig i mit liv, så jeg blev vred. Men mit liv begyndte virkelig at gå ned ad bakke. Jeg bestod ikke gymnasiet på grund af min afhængighed, og jeg kunne ikke varetage et job, da jeg gik i panik flere gange om dagen, fortæller Adéle.

I 10 år brugte hun de fleste af sine vågne timer på at være påvirket eller at skaffe stoffer. Men i 2010 fik hun en ven, der hverken tog stoffer eller drak. Han var venlig og populær, og Adéle var forbløffet over, at det kunne lade sig gøre. For første gang begyndte hun at tænke, at stofferne måske ikke gjorde hende noget godt.

”Mit hjem var ulækkert”

Hun traf et endegyldigt valgt om at droppe stofferne nytårsaften 2010. Hun forlod sin egen nytårsfest, og dagen efter besluttede hun sig for at forsøge at komme væk fra det liv, som hun i dag beskriver som elendigt.

– Mit hjem var så ulækkert. Jeg kunne ikke holde ud at bekymre mig om noget som helst. Jeg blev jo tiltrukket af stofferne, fordi jeg var populær i den verden. Jeg havde altid haft lavt selvværd, så det var svært at give slip på, fortæller Adéle.

Hun kastede op, svedte og havde kuldegysninger. Hun beskriver det som to ugers rent helvede. Langsomt men sikkert tog Adéle ansvaret for sit liv.

“Jeg har stadig svært ved at forstå, hvordan jeg kan være i live.” Sådan indleder Adéle et opslag, som hun lagde på Instagram 1. januar i år. I opslaget ser Adéle tilbage på, hvordan livet så ud for ti år siden.

“Det handlede om at bedøve mørket med opiater, amfetamin og forskellige piller. Jeg gik til fester og drak, til det blev sort, spiste næsten ingenting – en banan med masser af energidrikke og en pakke cigaretter om dagen. Det var med livet som indsats.”

– I starten var jeg i tvivl om, hvorvidt jeg skulle skrive indlægget. Jeg skammede mig, da det jo ikke er en del af mit liv, som jeg er stolt af, fortæller Adéle, der alligevel valgte at gøre det. Hun ville nemlig gerne fortælle, at hun havde formået at være stoffri i 10 år og derigennem inspirere andre.

Efter at stofferne begyndte at komme ud af kroppen, boede hun hos forskellige slægtninge og venner. Derefter flyttede hun fra Trollhättan til Gøteborg, hvor hun begyndte at studere og fik mulighed for at arbejde med hunde. Samtidig kontaktede hun en psykolog på eget initiativ.

Hun følte sig godt til rette ved den hundedagpleje, hvor hun arbejdede, og for første gang følte hun, at hun gjorde en forskel.

Derfor var det også et slag for hende, da hun en dag fik at vide, at hundedagplejen skulle rives ned, og hun begyndte at snakke med en veninde om, hvad de kunne gøre.

– Det er svært at starte sin egen virksomhed. Især hvis man ikke er helt mentalt rask. Men jeg havde altid godt kunne lide hunde, og inderst inde følte jeg, at vi var de rigtige til det, fortæller Adéle.

Adéles hundedagpleje ’Fyrfota Äventyr’ åbnede hun i år sammen med to venner. Der er en blanding af hundedagpleje og jobtræning for mennesker, der har misbrug med i bagagen og har svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet.

– Jeg mærkede straks en trang til at hjælpe. Jeg vidste, hvad de gik igennem, men jeg vidste også, at det er muligt at gøre noget andet med sit liv. Pludselig blev mine svagheder min styrke. Hvis jeg bare kan inspirere nogle til at føle, at de kan mere, end de umiddelbart tror, så har det ikke været forgæves, fortæller Adéle, der husker hvordan folk påpegede, hvor slank og frisk hun så ud, da hun tog stoffer.

– Det var lige præcis sådanne ord, jeg drømte om at få, efter at jeg blev mobbet i skolen. At blive populær. Men indeni var jeg dybt ulykkelig og fortabt, fortæller Adéle.

Egentlig havde hun tænkt, at hun ville skjule sin fortid. Men da hun skrev sit opslag på Instagram, var det også et opgør med den skam, som hun havde båret rundt på.

– Det er en stor del af mit liv, og det har gjort mig til den, jeg er i dag. Det har også givet mig en øget forståelse for andre. Og hvorfor bære det hele selv?

I dag har Adéle sit drømmejob. Hun arbejder med sårbare mennesker og deres hunde. Hendes selvtillid er blevet styrket, og hun har igen fået kontakt til den del af sin familie, som stod hende nærmest. Blandt andet hendes mor og mormor.

– I dag har vi et rigtig godt forhold, som jeg er så taknemmelig for. Jeg kan nogle gange have svært ved at forstå, hvor godt livet egentlig kan være. Jeg går lange ture, hænger ud med mine kollegaer og elsker at male i min malebog og spille computer, fortæller Adéle, der også er fortsat med yoga og meditation, som hun lærte i sin terapi.

– Jeg har fundet ud af, hvor vigtigt det er at passe på sin krop og sjæl. Jeg er taknemmelig for, at jeg nåede at lære det, inden det var for sent.

 

– Jeg kan nogle gange have svært ved at forstå, hvor godt livet egentlig kan være.

– Jeg kan nogle gange have svært ved at forstå, hvor godt livet egentlig kan være.