Mit forbrug var ved at koste mig ægteskabet

Til trods for, at jeg var opdraget til at passe på mine penge, kunne jeg overhovedet ikke styre mit forbrug. Heller ikke da jeg blev gift og fik et barn. Det var i sidste øjeblik, at jeg fik sat en stopper for det, før jeg fik sat hele vores lille families økonomi over styr.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg blev helt anderledes end min mor og far, men måske var mine problemer som voksen en reaktion på, at jeg blev holdt i stramme tøjler som barn.

Jeg voksede op i en familie, hvor far og mor spinkede og sparede og forsøgte at lære mine søskende og mig, hvordan man fører en sund økonomi. Da jeg blev gammel nok, blev jeg babysitter og begyndte at tjene mine egne penge.

Far og mor foreslog, at jeg startede en opsparing og jeg nikkede artigt, men i stedet løb jeg ned til købmanden og brugte det hele på slik.

Jeg lovede mig selv, at næste gang, jeg fik penge på lommen, ville jeg begynde at spare sammen til noget fornuftigt. Bare ikke lige nu.

Da jeg blev 20 år, mødte jeg Carsten, og det varede ikke længe inden vi flyttede sammen og blev gift. Mor forsøgte at advare Carsten om, at jeg ikke havde nogen opsparing så jeg kunne spæde til med nye møbler, men Carsten tog sig ikke af det.

Da vi endelig fik råd til at udskifte Carstens gamle sofa, overraskede jeg ham med at komme hjem med to flybilletter. Carsten mumlede noget om, at vi da godt kunne have snakket om det, før jeg hævede alle sparepengene og brugte dem på en ferie, vi ikke havde råd til.

Jeg bedyrede, at det var både første og sidste gang det skete, og det hele endte med at han tilgav mig og kyssede mig kærligt på munden. Jeg var så overbevisende, når jeg lovede bod og bedring, at jeg selv troede på det.

Takket være Carstens pæne løn gik det os godt, og jeg bidrog også med mit arbejde i en god frisørsalon.

Vi købte ejerlejlighed og tog et forbrugslån så vi kunne møblere den. I den periode brugte jeg det meste af tiden på at indrette hjemmet, i stedet for at bruge penge.

Først da alting stod færdigt, og Carsten måtte rejse udenlands med sit firma, faldt jeg i. Et par dage efter lønningsdag havde jeg brugt hele min løn, og jeg var godt i gang med også at bruge af Carstens, uden at jeg egentlig kunne forklare, hvad pengene gik til.

Mens Carsten var ude at rejse, hævede jeg blandt andet nogle af de penge, der skulle være overført til afbetaling af vores forbrugslån. Carsten fik ikke mistanke, før han kom hjem og tjekkede vores netbank.

Det var første gang, at jeg så min elskelige mand så rasende, og da han havde fortalt mig, hvad han mente om min opførsel, svor jeg, at nu havde jeg lært lektien.

Jeg blev gravid, og vores lille Mikkel skulle selvfølgelig have alt det bedste i livet. Forskrækkelsen over Carstens vrede sad stadig i mig, og i lang tid gik alting, som det skulle.

”Jeg er vist ved at blive en rigtig fornuftig kone”, sagde jeg for sjov til min mor, da Mikkel og jeg var på besøg.

 ”Det håber jeg, for far og mig har været meget bekymrede”, kom det alvorligt fra mor.

Jeg blev klar over, at mine forældre havde fulgt med fra sidelinjen, og at de var bange for, at mit skødesløse forhold til penge skulle ødelægge mit ægteskab.

Vi var begyndt at spare op til et sommerhus, som Carsten altid havde drømt om, men jeg begyndte at “låne” fra kontoen.

Det var bare småbeløb, så jeg mente ikke det gjorde noget. Men min mor fattede mistanke, når jeg viste hende det dyre babytøj jeg havde købt og jeg blev hed om ørerne.

En dag sad en af mine faste kunder og læste i et magasin, mens hun ventede.  – Har I set her, sagde hun og pegede på en artikel: ”Tænk, at der findes kvinder, der sætter deres ægteskab over styr, fordi de ikke kan lade være med at bruge flere penge, end de har. Hvem gør sådan noget”?

I min pause snuppede jeg bladet og læste med bankende hjerte om kvinder, der behøvede hjælp, fordi de ikke kunne undvære det kick, det gav dem at købe vildt ind.

En psykolog forklarede, at kvinderne brugte betalingskortet til at fylde det tomrum, de har inde i sig. Og så faldt tiøren for mig.

Jeg betroede mig til min mor om, hvor langt ude jeg var, og hun var meget forstående: ”Hver gang du føler dig fristet, så tænk på Mikkel og Carsten, der fortjener en god mor og kone. Du må tale med Carsten om det, og simpelthen aflevere dit dankort i banken”.

Hun fortsatte: ”Og for fremtiden skal Carsten kun give dig de kontanter, du har brug for til det mest nødvendige, og så må du aflægge regnskab”.

”Jeg er ikke jo ikke et barn, udbrød jeg. ”Det kan jeg da ikke finde mig i”.

Men mor var ubøjelig: ”Jo, det kan du, og det skal du”.

Efter den opsang, tog jeg mig sammen.

Psykologens snak i artiklen om tomrummet fik mig til at starte på hobbyer, der ikke handlede om at bruge penge hele tiden.

Jeg startede til badminton med en veninde, og Carsten og jeg begyndte at interessere os for slægtsforskning i vores fritid.

Jeg tror fuldt og fast på, at alle har mulighed for at ændre deres liv på en positiv måde.

For mig var det en tvingende nødvendighed, fordi jeg måtte væk fra den blindgyde, jeg var havnet i, før mit enorme forbrug kostede mig mit ægteskab.

Og det er jeg i dag taknemmelig for at jeg gjorde.