Familiens penge splittede os - del 1:2

Jens og jeg havde været ude og se på barnevogn tidligere på dagen, og jeg ville prøve at finde en brugt model på Den Blå Avis. Jeg fandt en, og viste den til Jens: ”Hvad siger du til den her”?
Han kiggede på den og svarede: ”Jeg synes altså, at vi skal købe en ny. Og den, vi så i dag, havde nogle lækre detaljer, og så var den virkelig sporty i forhold til de andre barnevogne, vi har set”.

”Jamen, den var jo vildt dyr, og den her er næsten magen til og kun brugt i et år”, forsøgte jeg.

”Nej, Jane. Lige præcis barnevognen vil jeg altså ikke købe brugt. Hvis den går i stykker, har vi ikke nogen garanti, og vores baby skal ikke ligge i en vogn, som andre har tisset i”, sagde han bestemt.

”Babytis er da noget af det mest uskyldige”, sagde jeg.

”Tis er tis”! mente Jens, og jeg kunne ikke lade være med at grine og drillede ham med, at han var sippet.

Jens anede vist ikke, hvor mange penge det kostede at få et barn. Han var vokset op i en familie, hvor der altid havde været råd til at forsøde tilværelsen, og hvor man altid lige gav den lidt ekstra.

Jens’ forældre kunne godt lide at forkæle ham, men når jeg drillede ham med det, forsvarede han sig med, at han altid havde været taknemmelig, og i øvrigt også havde lært at tjene sine egne penge.

Det kunne jeg selvfølgelig ikke benægte, men det var fremmed for mig, der var vokset op med en enlig mor og en meget skrabet økonomi.

Vores forskellige baggrunde havde dog ikke givet problemer før. Jens var godt nok noget bedre end mig til at bruge penge, men det var først nu, hvor vores baby var på vej, at Jens’ forbrug begyndte at bekymre mig.

Han var lærer, og jeg var pædagog, og i hverdagen hang vores økonomi fint sammen. Men nu, hvor vi skulle til at enes om en fælles økonomi, og jeg skulle på barsel, følte jeg mig tynget af ansvaret og de mange nyanskaffelser til den lille.

Jeg ville gerne forsøge at spare, hvor jeg kunne. En dag kom jeg glad hjem med en autostol, som vi måtte låne af min kollega: ”Her skal vores baby rigtig sidde og hygge sig! Og så har jeg lånt den kvit og frit af Pernille”, sagde jeg stolt.

”Okay ... Men var det ikke meget rart med vores egen? Hvad nu, hvis den går i stykker, eller bebsen tisser i den”? spurgte Jens forbeholdent.

”Altså, hvad er der med dig og tis”? spurgte jeg. Men denne gang var jeg irriteret: ”Du kan sagtens mene, at alting skal være nyt. Du kan jo bare få dine forældre til at troppe op med alle de ting, vi ikke har råd til”.

Jens kiggede vredt på mig og sagde: ”Dét var under bæltestedet, det dér! Du ved udmærket godt, at jeg aldrig beder dem om noget”.

Det var jo rigtigt. Men hver gang hans forældre kom på besøg, havde de store gaver med eller tilbød at betale et eller andet. Så ville de give os barnesengen, så havde de oprettet en børneopsparing, så havde hans mor ikke lige kunnet modstå et eller andet dyrt sæt babytøj og så videre, og så videre.

Jeg vidste godt, at de gjorde det i den bedste mening. Alligevel følte jeg efterhånden, at den eneste grund til, at vi overhovedet havde råd til et barn, var, at Jens’ forældre hjalp os økonomisk.

Halvvejs gennem min graviditet fyldte jeg 30 og jeg havde inviteret både Jens’ forældre og min mor på besøg. Allerede før de kom, frygtede jeg når jeg skulle pakke gaverne op, og det var ikke uden grund.

Jens’ forældre forærede mig nemlig nogle smarte designerbørne-møbler, mens min mor havde strikket en trøje til den lille.

Det gjorde helt ondt indeni, når jeg tænkte på, hvordan min mor måtte føle, og alligevel sad hun bare og så glad ud.

Jeg gik ud i køkkenet for at hente kagen og i det samme kom Jens’ far ud og hev diskret et par flasker vin op af en pose: ”Dem kan vi drikke i aften, så kan I gemme jeres egen”, hviskede han og blinkede til mig, inden han forsvandt igen.

Jeg nåede slet ikke at sige noget, men jeg mærkede, hvordan vreden tog til. Det var meget muligt, at de mente det godt, men jeg hadede at føle, at vi levede på andres nåde. Og hvad betød det egentlig? At den vin, vi havde tænkt os at servere, ikke var god nok?

For mit vedkommende blev det en dårlig fødselsdag, hvor jeg sad og havde ondt af min mor.

Da vores gæster var gået, hev jeg Jens til side og fortalte ham, hvordan jeg havde det med hans forældres gaver…