Morten blev skudt af snigskytte: Jeg troede det gode liv var slut

På en udsending til Afghanistan blev Morten skudt i hovedet af en snigskytte og blev lam i kroppen. Han troede længe, at han aldrig ville få et godt liv igen efter ulykken. Men han tog fejl.

Det tog ham noget tid at forstå, hvad der var sket. Han troede ikke, han var i Danmark, og han kunne ikke forstå, hvorfor han skulle ligge i en hospitalsseng. Morten Mathiasen anede ikke, at han havde ligget i koma i en uge, efter at han var blevet skudt i hovedet af en snigskytte, mens han var udsendt til Afghanistan. Han vidste ikke, at hans liv havde ændret sig markant.

Han havde mange drømme om fremtiden. Han skulle arbejde sig op i rang, han skulle udsendes igen, og han skulle gøre karriere inden for militæret. Men da han som 26-årig blev skudt i hovedet og på mirakuløs vis overlevede, var den drøm lige pludselig langt væk. Han skulle til at lære alt på ny. Morten var blevet lam i kroppen, og den eneste førlighed, han havde tilbage, var i venstre arm.

– Der var dage, hvor jeg tænkte, at det havde været nemmere, hvis jeg ikke havde overlevet. For jeg lå i en seng og det eneste, jeg kunne, var at trække vejret, fortæller 41-årige Morten Mathiasen fra Fuglebjerg.

En ny virkelighed 

Det var en helt ny virkelighed, Morten skulle forholde sig til. Hvor han før var en stor, stærk militærmand, var han nu afhængig af en kørestol. Og hvor dagene før havde handlet om at være soldat, gik alle hans dage nu med at genoptræne sin krop til at kunne tage få skridt.

– Jeg var fast i troen på, at intet ville forandre sig særlig meget. Jeg skulle bare genoptrænes til at kunne gå, og så var jeg klar til at være soldat igen, fortæller Morten.

Men som tiden gik, blev håbet om at vende tilbage til det normale liv mindre. Han måtte affinde sig med, at han havde fået et handicap. Det, han kunne før, var ikke noget, han kunne mere. Morten var indlagt på hospitalet i otte måneder og var derefter ni måneder på et rehabiliteringscenter, og selv om der var fremskridt, var det ikke det, Morten tænkte på.

– Det var en enormt hård tid for mig. Jeg blev ved med at tænke på alt det, jeg ikke kunne, i stedet for at fokusere på det, jeg kunne. Så jeg sad også bare fast i en negativ spiral, fortæller Morten.

Tiden efter han kom hjem, var også anderledes. I hans lejlighed var der nu besøg af hjemmehjælpere, og jobbet som soldat var nu blevet erstattet med et fleksjob tre timer ugentligt på kasernens kontor. Sådan gik årene – med genoptræning og fleksjob.

– Jeg blev mere og mere frustreret over, hvor lidt jeg kunne. Jeg følte ikke, at det nyttede noget, at jeg sad der tre timer. Jeg skrev til samtlige forsvarsministre for at høre, om det virkelig var det liv, en såret veteran skulle have, bare at sidde fast. Men jeg fik aldrig noget ordentligt svar.

På skolebænken

Hverdagen blev mere og mere triviel, mens årene gik. Morten kedede sig.

– Jeg tænkte tit, at jeg intet kunne. Der var ikke andet for, end at jeg flyttede i en ældrebolig og fik en invalidepension. Det var også det, kommunen tilbød mig, så jeg tænkte, at det måske bare var det, der skulle ske for folk som mig, der havde fået et handicap.

Men sådan blev det ikke. Igennem hele forløbet var Mortens kæreste Mali ved hans side. Hun skiftede titel fra kæreste til kone, og sammen har de fået to sønner. Hun stoppede med at arbejde som fængselsbetjent og blev i stedet hans personlige hjælper. Og hun er stolt over, hvad Morten har præsteret.

– Vi har fået to skønne børn, og Morten bliver til sommer færdig med sin bachelor i jura. Han har frigjort sig helt fra “systemet” og har planer for fremtiden. Han er et bevis på, hvor langt håb og viljestyrke kan drive en person, der ellers stod til at ende sine dage i en beskyttet bolig og uden en karriere, siger Mali, 41.

Beslutningen kom for nogle år siden. Der skulle ske noget nyt. Hvis han ikke kunne være noget i forsvaret, og hvis han ikke skulle ende på invalidepension i en ældrebolig, så skulle han være noget et andet sted. Han besluttede sig for at læse jura.

– Det lå ikke i stjernerne, at jeg skulle blive jurist. Jeg havde ikke ligefrem en imponerende studentereksamen, og jeg havde ikke gået i skole siden, fordi jeg vidste, jeg skulle være soldat. Men jeg endte med at vælge jura. Nok fordi jeg har en stor retfærdighedssans.

Efter 18 år begyndte Morten igen i skole. Selv om det var hårdt, svært og helt anderledes end det, han havde brugt de sidste mange år på, var Morten motiveret.

– Jeg havde brug for at være noget for nogen igen. Og jeg vidste, at hvis jeg blev jurist, så kunne jeg hjælpe nogle af de svage i samfundet, som jeg selv var engang.

Nærværende far

Snart har Morten afsluttet sin bachelor, og hans plan er at komme ud og rådgive nogle af de mennesker, der oplever at løbe panden mod en mur, når de ender i systemet.

– Jeg vidste ikke selv, hvor jeg skulle gå hen, og hvilken hjælp jeg kunne få, da jeg selv endte i systemet, så jeg kender til de problemer og frustrationer, man kan have, når man skal kæmpe for hjælpen. Det vil jeg gerne være med til at gøre nemmere for andre, fortæller Morten.

Morten ved godt, at det har krævet meget af hans familie, at han begyndte at studere igen. Pludselig blev hans hverdag fyldt med ture til universitetet i Odense, lektier og eksaminer. Men hans familie har bakket ham op igennem det hele.

– Jeg kunne ikke have gjort det her uden Mali. Hun har været en kæmpe støtte, fortæller Morten.

Der var flere gange, hvor Morten tænkte, det ville være bedst for dem begge, hvis hun gik sin egen vej. Men heldigvis havde Mali det ikke sådan. Hun vidste, at hun skulle være sammen med Morten. Også selv om han ikke var den samme, som da han forlod Danmark for at blive udstationeret i begyndelsen af deres forhold.

Det blev et anderledes liv, end de havde forventet, men det er ikke blevet dårligere, bare lidt mere udfordrende.

– Jeg tænkte meget på, hvordan jeg skulle være far, når jeg sad i kørestol og kun havde førligheden i min venstre hånd. Men jeg fandt ud af, at hvis man tænker kreativt og accepterer, at det tager lidt længere tid, end når Mali gør tingene, så går det hele nok, fortæller Morten med et grin og fortsætter:

– Selvfølgelig er det ikke mig, der lærer dem at spille fodbold, men så kan jeg i stedet for prøve at gøre dem til nogle drenge, der opfører sig ordentligt og er gode mennesker.

Noget af det vigtigste for Morten er, at han kan vise andre, både familien og fremmede, at han ikke giver op, bare fordi han har et handicap. Han tager med familien både på camping og i Tivoli.

– Jeg ved jo godt, at jeg fysisk har nogle begrænsninger, men vi er blevet gode til at finde løsninger på det. Det gør jeg nok både for mine børns skyld og for min egen. For når jeg holder mig i gang, har jeg slet ikke tid til at have ondt af mig selv, og når jeg ikke har ondt af mig selv, går jeg ikke i stå.