13-årige Stig Tøfting fandt sine forældre døde

Stig Tøfting er i øjeblikket med i den aktuelle tv-serie "The Journey: 15 dage i Nepal" på TV3 og Viaplay, hvor han fortæller om sine forældres og sin søns død. Han delte også åbenhjertigt sin historie med Ude og Hjemme for snart fem år siden. Nedenstående artikel blev første gang publiceret i bladet den 27. juni 2018.

På billedet (nedenfor) er Stig Tøfting 13 år. Han er iført AGF’s spillerdragt, og hans venstre hånd holder fast om en skotøjsæske fra Hummel. Højre hånd er hævet i triumf. Hans hold har nemlig lige slået KB, og Stig er blevet kåret som banens bedste spiller, hvilket har givet ham et par nye fodboldstøvler i præmie.

Stig kigger ikke ind i kameraet. Hans øjne er rettet mod tilskuerne, som sikkert klapper. Man kan derfor ikke vide, om der er noget i den 13-årige drengs blik, der afslører, at han 18 timer inden kampen låste sig ind i sit barndomshjem i Aarhus. At han i gangen blev mødt af familiens rødbrune hund Lady, som virkede oprevet og urolig. At han trådte ind over dørtrinet for at finde sin far liggende død på gulvet med sit jagtgevær ved siden af. Og at han et øjeblik efter så sin mor ligge død foran køkkendøren.

Stig gik ikke tæt på og kiggede nærmere på sine forældre. Han ringede heller ikke efter hjælp. Han greb Lady, og sammen styrtede de ned ad trapperne. Så løb de.

Man kan kalde Stig Tøfting meget. Tidligere landsholdsspiller. Fodboldekspert på TV3 Sport og i Ekstra Bladet. Foredragsholder. Og forfatter til bogen ”No regrets”. Man kan også kalde ham en rod med alt for løse næver i sine unge dage og med en ikke helt blank straffeattest. Men først og fremmest er Stig Tøfting plæneklipperen.

Det var landstræner Richard Møller Nielsen, som første gang satte den betegnelse på ham, da han udtog ham til landsholdstruppen i 1993.

Men i virkeligheden har Stig Tøfting været plæneklipperen længe før. Faktisk har han hele sit liv tonset frem med skarpslebne blade, uanset hvor mange ulykker der er kommet ham i møde. Det er ikke alt, han er kørt over lige smart. Men det har aldrig været ham, der væltede.

Man kan lære meget af en plæneklipper. Det er derfor, jeg nu sidder over for ham ved det lange spisebord i huset i Viby. Et hus, som han selv voksede op i som teenager, og som han i dag har købt med sin kæreste og sat i stand. De købte huset af Stigs onkel og tante, Erik og Hanne. Dem, som hans børn kalder ”farmor og farfar”. Og dem, som han selv kalder ”de gamle.” For ham er de som forældre, for det var dem, som tog Stig til sig, da han mistede sine egne.

Gode værdier

Stig Tøfting siger selv, at han havde gode forældre, indtil de brat forsvandt.

Hans far, Poul, kørte bus ved Aarhus Sporveje, og hans mor, Kirsten, var klinikassistent. Der var varm mad på bordet hver aften, ordentligt tøj i klædeskabet og opbakning til Stigs fodboldkampe.

Der manglede ikke noget. Godt nok var der ikke penge til udenlandsrejser, men familien tog på hyggelige campingferier på Rugård Strand på Djursland. De ferier tænker Stig stadig tilbage på med glæde. De gode minder kan tragedien ikke tage fra ham.

Han har mange af dem. De gode minder. Og gode værdier, som han har fået med hjemmefra.

– Jeg kommer fra en arbejderfamilie, så jeg lærte tidligt, at hvis der er en opgave, der skal løses, så giver man ikke op på halvvejen. Jeg skulle gå med vores hund, og jeg fik også hurtigt arbejde efter skole, siger Stig, som kørte med aviser og med varer for den lokale købmand.

Men det var alligevel fodbolden, som optog langt det meste af hans tid. Som barn var Stig ikke et iøjnefaldende talent. Men han spillede hele tiden og i al slags vejr. Hvis det regnede, gjorde det bare de glidende tacklinger længere.

Allerede som barn var Stig en fighter. Men han var en elendig taber. En dag tudede han over et nederlag, hvilket fik hans far til at hive fat i ham.

– Du må tage de hug, der kommer, hvis du vil nå langt i livet, sagde han. Dengang anede ingen selvfølgelig, hvor voldsomt et hug faren selv ville sætte i sin søns liv. Men Stig lyttede godt efter sin fars ord og tog dem til sig. Det gjorde han altid.

Han havde respekt, og i dag mener han stadig, at hans fars hårdhændede opdragelse var på sin plads.

– Jeg har da fået mine røvfulde, men det har jeg altså ikke taget skade af. Når jeg stod nede i gården og kastede sten mod vinduerne, så var jeg jo udmærket med på, at der var en rude, der ville gå i stykker på et eller andet tidspunkt. Og så vidste jeg også godt, at der ville komme en afregning.

Ægteskabet vaklede

Der var mange ting, som Stig lagde mærke til hjemme i barndomshjemmet. Også uden helt at forstå det hele. Men han vidste i hvert fald, at forældrenes ægteskab begyndte at knirke.

– De skændtes en del, men jeg forstod ikke helt, hvad det handlede om. Jeg kunne jo heller ikke rigtig gøre noget. Jeg blev bare ked af det.

I begyndelsen af 1980’erne flyttede forældrene fra hinanden, og Stig boede i den periode alene med sin mor.

Selv om skænderierne dermed forsvandt, var det ikke lykken. Stig savnede sin far, og tit stod han på gaden og spejdede efter bus 11, som hans far kørte. Bare for at få et glimt af ham. Eller en lille køretur.

– Det var noget mærkeligt noget, da de ikke var sammen. Jeg var også flov over det, for dengang var det meget unormalt. I dag er det jo nærmest mere unormalt, hvis ens forældre er sammen, siger Stig, som efter kort tid fik sin familie tilbage, da forældrene fandt sammen igen.

I foråret 1983 kunne forældrene sidde smilende på hver sin side af deres søn til hans konfirmation, og sammen lignede de tre billedet på en lykkelig familie. Få måneder efter skød Stigs far moderen for bagefter at skyde sig selv.

Stig var ikke hjemme, da det skete. Han havde sovet hos en fodboldkammerat aftenen før og tilbragt hele dagen til fodboldstævnet Freja Cup i Randers. Holdet havde vundet, og næste dag skulle de spille finale. Så Stig kom hjem med gode nyheder den lørdag aften, da han trak sin cykel ind i gården og piftede op til forældrene, som han altid gjorde.

– Så plejede de at komme hen til vinduet. Men det gjorde de ikke den dag, siger han.

Kort efter stod han over for et syn oppe i lejligheden, som var så ufatteligt, at han et øjeblik tvivlede på sine egne øjne.

– Jeg løb bare over til min mormor og morfar med Lady. Da jeg kom ind, sagde jeg, at jeg ikke helt vidste, hvad der var sket. Om jeg havde set syner. Jeg havde jo spillet mange kampe den dag og var meget træt.

Ingen måtte vide det

Stig havde ikke set syner. Hans far havde først skudt moren. Og et par timer efter sig selv. Hvorfor ved ingen. Men alle vidste, at der nu stod en 13-årig dreng alene tilbage.

For den dreng var der en ting, der var vigtigere end alt andet næste dag. Han skulle bare spille finalekampen mod KB. En kamp, som ovenikøbet blev overværet af landstræner Sepp Piontek.

18 timer efter Stig havde fundet sine forældre liggende døde, løb han på banen i Randers. Landstræneren kårede ham som banens bedste spiller og sammen blev de fotograferet til sportsmagasinet ”Alt om sport”.

– Hvordan kunne du overhovedet gennemføre den kamp så kort tid efter?

– Det var mig selv, der ville. Min onkel havde inden ringet og fortalt min træner, hvad der var sket, men mine holdkammerater vidste ikke noget. Jeg var flov over det og ville ikke have, at der var nogen, der vidste det.

Også om mandagen gjorde Stig, som han plejede. Han satte sig på sin cykel og kørte ud med Århus Stiftstidende. På forsiden var historien om hans mor og far.

– Så du skulle bringe din egen familietragedie rundt?

– Det var jo mit job at køre med aviser. Jeg var 13 år, så jeg var ikke i stand til at vurdere, hvad jeg skulle og ikke skulle.

Det var Stigs moster heldigvis, som stoppede ham midt på ruten.

– Du skal ikke dele de her aviser rundt, sagde hun og hjalp ham med at aflevere dem tilbage til centralen.

Hvad der skulle ske med Stigs avisrute og resten af hans liv, var der af gode grunde ingen, der var klar over i den første tid. Chokket skulle jo lige lægge sig, og familien skulle finde den bedste løsning. Men den allerbedste løsning blev fundet.

Stigs onkel og tante tog Stig til sig. De havde i forvejen en datter på 4. Og nu var de også forældre til en 13-årig dreng. Og hans hund, Lady.

– Hvordan var det at få en ny familie?

– Det var meget specielt. Et helt andet liv. Det må også have været en kæmpe mundfuld for dem. De havde en lille, sød pige, og nu kom der en teenagedreng væltende ind, siger Stig, som i dag er dybt taknemmelig for sine reserveforældre.

De har altid været der for ham. Både når han kom slingrende fuld hjem og kastede op efter de første ungdomsfester. Eller når der senere skulle forhandles kontrakter med nye klubber. Det har også altid været onklen, som Stig har opsøgt, når han havde brug for et godt råd.

– Det er så bare ikke altid, jeg har fulgt det råd, som han siger med et skævt smil.

Sorgen og tragedien talte de dog ikke meget om hjemme i huset i Viby.

– På et tidspunkt blev jeg sendt til nogle psykologer, men jeg syntes, det var mærkeligt at sidde og tale med nogle mennesker, jeg ikke kendte. Jeg savnede selvfølgelig min mor og far, og jeg har da også ligget og grædt nogle nætter. Men jeg fandt hurtigt ud af, at der ikke var så meget at gøre ved det. Jeg var nødt til at komme videre. Jeg kom også frem til, at det sikkert var godt, at jeg ikke havde været hjemme den dag, det skete. Så havde jeg måske ikke været her i dag.

Viljestærk

Psykologerne blev aldrig nogen hjælp for Stig. Men det gjorde fodbolden. For ham blev den meget mere end en karriere. Den blev hans redning.

– Fodbolden var mit fristed. Når jeg spillede, kunne jeg lukke alt andet ude. For mig handlede det bare om at komme hjem fra skole, hente sportstasken og så tage til træning, siger Stig, som på trods af sit engagement ikke var en af topspillerne hos AGF. Langt fra. Han havde sin plads på 3. holdet, og han var derfor fristet, da den mindre klub Viby tilbød en plads på deres førstehold. Men han sagde alligevel nej og skruede op for sin egen indsats. Der var træning tre gange om ugen. De andre dage brugte han på at løbe rundt om Brabrand Sø, og det gav resultater.

– Fodboldmæssigt var jeg måske ikke noget særligt. Og jeg var også lige 10 centimeter for lav. Men jeg var mere udholdende end de andre, siger Stig, som rykkede fra tredjeholdet til andetholdet. For til sidst at ende på førsteholdet.

Siden har plæneklipperens viljestyrke på en fodboldbane som bekendt ført meget med sig. Blandt andet 41 landskampe og kontrakter med klubber som Bolton, MSV Duisburg og Hamburger SV. Den mest velkendte hjemmebane har selvfølgelig været hos AGF. 231 kampe blev det til for den aarhusianske klub.

Familie i en fart

Og med fare for at bruge en kliché, så var det også hjemme i Aarhus, han præsterede en af sit livs vigtigste scoringer. En december aften i 1992 stødte han nemlig på Betiina, som senere skulle blive hans kone og mor til hans tre børn. Det anede Stig selvfølgelig ikke noget om den aften på Sams Bar i Aarhus’ natteliv, men det blev hurtigt klart, at der med Betiina fulgte en seriøs forpligtelse. Betiina var nemlig mor til den 2-årige dreng, Nick, så da 23-årige Stig forelskede sig i moren, fik han en søn med i købet.

– Hvordan var det at tage en dreng til sig, som ikke var din egen?

– Det var meget specielt. Jeg tog imod ham med åbne arme, men samtidig var jeg jo ikke helt klar over, hvad det vil sige at blive far, siger Stig og erkender, at det tog en hel del år, før han for alvor forstod, hvad den rolle indebar.

Når han ser tilbage, kunne han godt have ønsket sig, at han havde skruet lidt ned for tempoet, da han og Betiina fik døtrene Maria og Mie.

– Det er ikke dårligt at blive far som ung, men jeg tog nok det hele for givet, og jeg havde lidt for meget fart på. Jeg kan i hvert fald se forskel på dengang og nu. I dag værdsætter jeg børnene meget mere.

Da Stig fik sin egen familie, gjorde han sig selvfølgelig nogle tanker om, hvornår og hvordan hans egne børn skulle høre, hvad der var sket med deres biologiske farmor og farfar. Det var jo også en del af deres fortid. Og Stig havde besluttet, at de først skulle være gamle nok til at forstå den barske sandhed, og derfor vidste hans to døtre stadig ikke noget, da de var 9 og 7 år. Det gjorde storebror Nick heller ikke.

Men da Stig rejste til VM i 2002, blev historien pludseligt blæst ud over hele landet, da Se og Hør valgte at sætte den på forsiden. I de dage var børnene hjemme hos deres bedsteforældre, som prøvede at skærme dem for nyheder og spisesedler, men det var ikke en let opgave. Og det var heller ikke let for Stig at gå rundt i Japan uden at vide, hvad børnene hjemme i Danmark hørte og så. Det var ikke selve historien, der fyldte hans tanker i de dage. Det var børnene.

– Jeg ville gerne selv have bestemt, hvornår børnene skulle have det at vide. Men det bestemte Se og Hør så for mig, siger Stig med en rolig stemme.

Under den sag behøvede han ikke selv råbe op. Det gjorde det meste af Danmark for ham. Hans holdkammerater valgte at boykotte Se og Hør og andre medier, der omtalte sagen, og hjemme i Danmark valgte forhandlerne af Se og Hør at sende bladene retur.

– Hvad betød den opbakning for dig?

– Det var vildt nok, at folk gjorde det. Det var jo ikke noget, jeg selv havde bedt om. Men jeg så det både som en opbakning til mig, men også til alle andre, der har stået i en svær situation.

Ny tragedie

VM-slutrunden i Japan i 2002 gav dog ikke udelukkende frustrationer på den private banehalvdel. Der var også nogle lyspunkter. Som da Betiina kom ned efter kampen mod Senegal. Det besøg blev faktisk så hyggeligt, at parret ni måneder efter fik sønnen Jon.

Han var en frisk og sund dreng, og hele familien var lykkelige over, at der var kommet en lillebror. Efter nogle dage i Danmark med den lille ny måtte Stig dog tage tilbage til Bolton, hvor han havde kontrakt. Betiina var derfor alene med børnene hjemme i Hørning. Og hun var også alene den morgen i marts, hvor mareridtet startede.

Jon fik pludselig meget høj feber. Den bekymrede mor tog ham derfor med til Aarhus Kommunehospital, som sendte mor og søn videre til Skejby Sygehus. Betiina sad med ham i en taxa. Køreturen varede omkring fem minutter. På den tid måtte Betiina give sin søn kunstigt åndedræt tre gange, fordi han holdt op med at trække vejret.

Situationen var ekstrem. Og Jons tilstand kritisk. Da Stig sad på det første fly hjem til Danmark, føltes minutterne som timer.

På hospitalet måtte plæneklipperen for en gangs skyld trække sig tilbage. Jon havde det meget dårligt. Han fik flere krampeanfald, og mens sygeplejerskerne kæmpede med ham, forsvandt Stig ud på gangen. Han kunne ikke holde det ud. Og han kunne ikke få ordene ud af sin mund, når han ringede til familie og venner for at fortælle seneste nyt.

– Den er helt gal, var det eneste han fik fremstammet.

Lægerne tog en masse prøver, og resultatet var nedslående. Jon havde fået hjernehindebetændelsen meningitis. Søndag den 6. april sov han stille ind, mens han lå i sengen mellem sin mor, far og storebror Nick. Jon blev 26 dage.

– Hvordan taklede I Jons død i familien?

– Mens vi var på sygehuset, kom sognepræst Flemming Baatz Kristensen, som har fulgt mig gennem livet. Han anbefalede os at tage Jon med hjem for at tage afsked på en ordentlig måde. Så det gjorde vi. Vi lagde ham i liften, og så forlod vi børneafdelingen. På vej ud var der flere, der smilende sagde tillykke. Vi nikkede bare igen. Vi kunne jo ikke stoppe og sige, at vi gik med et dødt barn.

På forsiden

Hjemme i huset i Hørning lagde de Jon i vuggen på hans værelse. Her lå han i et par dage, mens hans søskende på skift gik op og talte lidt med ham og tegnede nogle tegninger til ham.

– Når det nu ikke kunne være anderledes, var jeg glad for, at vi gjorde det på den måde. Alle fik sagt ordentligt farvel. Og Jon lå der og så rigtig fin ud. Hvis man ikke vidste bedre, lignede han bare en baby, der sov, siger Stig.

Desværre gik alt ikke lige efter familiens ønske, da de skulle sige det sidste farvel til Jons bisættelse.

Den dag lagde de ham ned i en lille hvid kiste, som Stig bar ud i sin varevogn og kørte til kirken. Det var ham selv, der tog kisten ud af bilens bagagerum for at bære den ind. En stærkt følelsesmæssig handling. Og også en meget privat handling.

Den dag anede Stig ikke, at der i samme øjeblik stod en fotograf på lur med en lang telelinse. Men det kunne han se næste dag i Ekstra Bladet.

– Det var jeg rigtig træt af, for det gad jeg ikke se på. Det var under lavmålet, siger Stig, som også har sørget for, at det billede aldrig bliver vist igen. Det er ikke sådan, han vil mindes Jon.

Men Jon bliver stadig mindet. Han spiller en vigtig rolle i familien, hvor alle har en tatovering, som på den ene eller anden måde symboliserer den lillebror, som aldrig nåede at vokse op. Selv har Tøfting Jons navn tatoveret på armen.

– Hver gang jeg er i bad, kigger jeg på den. Så tænker jeg på Jon.

I dag er der kommet endnu en lillebror. Ret præcis tre år efter Jons fødsel blev Betiina og Stig forældre til Marcus, som er 12 år i dag.

– Det var helt fantastisk at få ham. Denne gang blev jeg også far på et tidspunkt, hvor der var meget mere ro på i mit liv, smiler Stig.

Ustoppelig

Helt ro på var der dog ikke. I 2010 blev Betiina og Stig skilt efter 18 års ægteskab. Endnu en gang skulle plæneklipperen i gang med at slå sig igennem en sorg.

– Det var Betiina, der ikke gad mere. Jeg ville gerne have fortsat. Det er fair nok. Man kan jo ikke tvinge folk til at være sammen med en. Jeg kan jo heller ikke bare sige til dig, at vi skal være bedste kammerater og drikke en bajer sammen i weekenden. Men altså. Selvfølgelig var det svært, siger Stig, inden han med et skævt smil tilføjer:

– Det hjalp selvfølgelig, at jeg mødte ”Verdens lækreste…”.

”Verdens lækreste” hedder Heidi. Stig mødte hende på en café i Aarhus nogle år efter skilsmissen. For ham var det kærlighed ved første blik. Det kan han sige uden at blinke. For Heidi krævede det lige lidt mere tid.

Men Stig er som bekendt ikke kun den frembrusende plæneklipper på en fodboldbane. Han er det også på alle andre fronter, og beskeden om, ”at han ikke lige var Heidis type”, var ikke nok til at stoppe ham. Så i nogle måneder kom han jævnligt forbi Heidis børnetøjsforretning bare for at sige hej. Eller for at aflevere en buket røde roser eller en friskpresset juice. Til sidst lykkedes projektet, og parret bor nu sammen med Heidis 14-årige datter og Stigs 12-årige Marcus.

Når man møder Stig, er det også tydeligt, at han er en 48-årig mand, der har det godt. Han er veloplagt. Og han er lige så hurtig i replikken som første gang, han dukkede op i medierne og begyndte at fylde en masse i spalterne på grund af sin kant, sin direkte facon og sin indsats på en fodboldbane. Hans berømte skridt ved siden af en gang imellem kom selvfølgelig også til at optage en del spalteplads.

Kroppen er måske blevet lidt større end dengang, karrieren var på sit højeste. Eller som hans selv siger, når han peger på sin legendariske tatovering ”No regrets” på maven under blusen:

– Jeg har sparet en masse penge på den tatovering. Hvis jeg skulle have lavet så store bogstaver dengang, havde den kostet mindst 5.000 kroner mere.

Modgang gør stærk

Humoren er der hele tiden, når Stig taler. Men sorgen sidder der også. Stig har oplevet tab, der er så voldsomme, at man ikke kan løbe fra dem, uanset hvor mange gange man drøner rundt om Brabrand Sø. Og uanset hvor lang tid, der går.

Jeg kender ikke mange, der har så meget med i bagagen som Stig. Og som er kommet igennem det uden at gå ned. Det er nok også derfor, hans bog fra 2005 blev revet ned af hylderne. Plæneklipperen har som professionel fodboldspiller udlevet den største drengedrøm. Men han har også to gange i sit liv været igennem det værste mareridt. Og selvfølgelig har det sat sine spor.

– Siger man ikke, at man bliver stærkere af modgang? Der er noget om det. Selvfølgelig er jeg ikke en maskine. Jeg kan sagtens ligge og tude over en film. Men hvis der bare ligger en bananskræl på gulvet, eller jeg bliver fyret i morgen, så går det nok. Problemerne skal være rimelige store, før jeg begynder at bryde sammen.

Stig lever stadig efter det motto, som har vokset sig lidt større hen over maven. No regrets. Dog er der en ting, som han fortryder omkring sin far.

– Selv om min far slog min mor ihjel, ville jeg ønske, at han ikke havde skudt sig selv. Jeg savner ham faktisk stadig, og jeg ville gerne have kunnet snakke med ham. Det kan selvfølgelig godt være, at sagen faktisk ville være anderledes, hvis han havde været i live. Så havde jeg måske tænkt: ”Du er sindssyg. Dig vil jeg ikke have noget med at gøre.” Men jeg tror, at man er parat til at tilgive mere, end man regner med.