Michaelas søn døde af en overdosis

Michaela beskriver sin søn som et hjemmemenneske. Han kunne altid fortælle mig, hvad han gik igennem og var altid velkommen herhjemme. Dennis havde flere diagnoser og et høretab. Stofferne blev hans måde at håndtere de mørke følelser på.

Familien havde netop fejret Dennis 22-års fødselsdag. Fremtiden så lys ud, og sammen glædede de sig over hans nye, stoffrie liv. Ingen vidste, at de snart ville begrave ham efter en overdosis af heroin og benzodiazepin.

- Det var ikke et valg for ham at blive misbruger - han forsøgte at have det godt. Livet blev mørkt, og i mange år kæmpede han med psykisk sygdom, selvmedicinering og afhængighed, fortæller hans mor 45-årige Michaela Lindqvist.

En glad dreng

Som barn var Dennis en glad, livlig og kreativ dreng. Han kunne godt lide at male, lave puslespil og opfinde ting. Nogle gange kravlede han rundt og ledte efter myrer. En anden interesse som fulgte ham siden barndommen var fiskeri – han elskede at fiske, og var god til det.

Som femårig fik han diagnosen ADHD og Aspergers syndrom. Michaela lagde mærke til, at han også havde et høretab, så året efter fik han et høreapparat.

– Han havde det hårdt med sine diagnoser og høretabet. Den medicin, han fik, virkede ikke, fortæller hun.

Dennis følte sig ikke forstået i skolen. De kunne ikke håndtere ham og de vanskeligheder, han havde. Det betød, at skolegangen ikke var et lykkeligt kapitel i hans liv. Han havde et par venner, men hyggede sig bedst derhjemme sammen med sin familie. Dennis begyndte at ryge almindelige cigaretter, men som 15-årig skiftede han til hash og diverse feststoffer. I begyndelsen, var det for at berolige sig, og han eksperimenterede med forskellige stoffer for at have det så godt som muligt. Næste skridt var amfetamin.

- Vi søgte hjælp, både hos BUP, Børne og Ungdomspsykiatrien og socialtilsynet, men uden held. Dennis har altid haft tryghed med hjemmefra og var både åben omkring dårligt helbred og afhængighed. Det er jeg taknemmelig for. Vi kunne altid spørge, og han ville svare os ærligt på det, siger Michaela.

Da Dennis var yngre, havde han en stedfar, Martin, som Michaela var gift med. Men Martin gik kort tid efter bort, og Michaela boede alene i nogle år, før hun giftede sig med Henrik. Både Martin og Henrik har haft et tæt forhold til Dennis. I dag bor Michaela og familien i en lejlighed på landet, i Skultuna, lidt uden for Västerås.

Stolt homoseksuel

Dennis var homoseksuel og blot elleve år, da han fortalte det til sin mor. Hun vidste det allerede, men syntes, det var godt, at han fortalte hende det. Han var stolt af sin seksualitet.

– Selvfølgelig er der folk, der gerne vil tryne andre, og Västerås er ikke nogen stor by, men han fandt venner her, siger Michaela.

Familien mente, at alt var på rette vej. Men da Dennis begyndte at være sammen med nogle folk fra hovedstaden, gik det ned ad bakke. For at få fat i stoffer indledte han et destruktivt forhold til en mand og betalte med sin krop.

– Dennis begik ikke indbrud, han skaffede pengene på en anden måde. Men han afskyede den mand, siger Michaela.

Festerne blev hyppigere, og stofferne tungere. Dennis udviklede angst og skar i sig selv på sine arme og ben. Alle de stoffer, han brugte, lindrede angsten, men førte ham dybere ind i afhængigheden. Det var et hårdt liv i Stockholm. Efter den første indsprøjtning af heroin kom tingene ud af kontrol. Han følte ingen smerte eller angst.

– Det gik helt galt. Vi kæmpede sammen med Dennis, men vi havde brug for hjælp, sukker Michaela.

Bad om hjælp

I perioder blev Dennis passet, både på åbne behandlingshjem og gennem tvangspleje. Familien forsøgte at få ham til at forstå, at et andet liv var muligt. De bønfaldt ham. Og en dag bad Dennis endelig om hjælp.

– Han kom og sagde: "Jeg vil ikke mere." Du må hjælpe mig. Jeg vil gerne gøre noget godt med mit liv,” husker Michaela.

Han ville ud af afhængigheden og havde en drøm om at hjælpe børn og unge ud af stoffernes onde spiral. Sammen talte han og familien om, hvor nemt det er at få fat i stoffer, og hvor afhængig man bliver. Han ville advare andre om at vælge det liv.

Dennis var glad. Han følte, at han havde en chance for at blive fri af stofferne. Efter et par måneder på et behandlingshjem fik han en frisk start med sin egen lejlighed. Kort tid efter rejste han til Stockholm for at fejre sit stoffrie liv. Hans mor tænker tilbage på den skæbnesvangre weekend.

Døde efter bytur

– Han tog i byen fredag, og søndag var han død. Vi ved ikke, hvad der skete. Han havde ingen stoffer med sig, da han gik, men lige pludselig var de på hotelværelset.

Den dag havde Michaela en fornemmelse af, at noget var galt. Hun og Henrik var taget til dans med deres datter, men tanken kunne ikke slippe hende: Hvad er der galt - og hvorfor svarer Dennis ikke?

Dennis var faldet i søvn på et hotelværelse efter en overdosis. Familien befandt sig efterfølgende som i en tåge. Set i bakspejlet, er Michaela taknemmelig for alle, der har støttet. Og som tiden gik, begyndte en tanke at spire: Familien ville virkeliggøre Dennis' drøm om, at andre børn aldrig skulle ende i samme situation.

Det er smertefuldt at tale om, men Michaela er fast besluttet på at hjælpe andre, så meget hun kan. Hun taler åbent om Dennis’ skæbne. Hendes yngste børn er 12 og 11, og deres venner ryger og drikker. Det gør deres søster bange. Hun ved, hvad det kan føre til og siger til sine venner: ”Tænk på min bror. Han ligger på kirkegården.”

Michaela er begyndt at lave smykker, lys og nøgleringe – dels som terapi, dels for at indsamle penge til organisationen: Mælkebøttebørn.

– De arbejder for børn som Dennis. Jeg har altid vidst, at de eksisterede. Jeg er selv mælkebøttebarn, og voksede op i en familie med afhængighed. For mig var det et oplagt valg at støtte. Jeg ved ikke, om mine små mængder gør en forskel, men det føles godt.

Hun arbejder også med et lokalt initiativ, en gruppe kaldet True Warriors, som nu består af over 800 mennesker. De håber at bidrage til et bedre samfund. Gruppen bestræber sig på at have lokaler til rådighed, hvor børn og unge kan komme, blive set og lyttet til.

– Vi skal have dem væk fra gaden, for lige nu står der 10-årige i byen og sælger stoffer. Mange børn bliver bedraget og udnyttet. Vi er nødt til at tale om dette problem.

Gruppen kan også støtte forældre til voldsramte unge. De skal vide, hvordan de skal handle, og hvad de kan gøre. Michaela fortæller, at nogle mennesker skammer sig over at have en pårørende, der misbruger – de skal have lov til at åbne op.

– Nogle smider deres barn ud. Det er utænkeligt for mig. Hvis du ikke er der, hvem så?

Ærer de døde

Hvert år deltager Michaela og familien i en lysdemonstration i Västerås. Sammen med byen og domkirken tænder de lys og ærer alle unge, der er døde på grund af afhængighed. Tidligere skrev de alle børnenes navne på lysene, men hun følte, at navnene ikke var nok – et billede siger mere end ord.

– Det er børn og unge, der er kommet på afveje, og vi skal vise dem frem. Nu har vi et billede af alle