Arbejdsulykke ændrede Mettes liv: Jeg ser på det mulige

Mette bukker sig ned, for at samle brillerne op. Idet hun tager fat i dem, rejser drengen sig og sparker hende i hovedet. Sparket rammer midt i hovedet. Mette er klar over, at hendes næse er brækket, hun har prøvet det før. Men hvad hun ikke ved, er, at sparket bliver et vendepunkt i hendes liv.

Mette var en travl kvinde, der skulle få en hverdag til at hænge sammen for hende og børnene. Dagligdagen kørte i højt tempo og bestod af, at få sendt drengene af sted i skole, lave mad og køre til fritidsaktiviteter. I weekenden stod programmet på koncerter, biografture og sociale arrangementer med veninderne. Som 49-årige Mette Isgaard fra Odense selv beskriver det, levede de et liv med fart over feltet.

Mette arbejdede fuldtid som pædagog på en specialskole og havde netop været til svømning med en af sine elever, en 11-årig dreng med lav IQ, da ulykken skete. I afmagt og vrede smed drengen sine briller, og Mette blev sparket i hovedet, da hun bukkede sig for at samle dem op. Hun tog straks en taxa til hospitalet.

– På Odense Universitets Hospital begynder jeg at få kvalme. Jeg kastede op to gange, men det eneste jeg tænkte på var, at en læge lige om lidt skulle kigge på min næse fyldt med rester af opkast. Det syntes jeg var ulækkert, så jeg satte mig mod væggen med hovedet opad, og så rettede jeg selv min næse ud.

Mette kom ind til lægen, som ganske rigtigt kunne konstatere, at næsen var brækket, og at hun havde fået hjernerystelse. Da Mette selv havde sat næsen på plads, kunne lægen ikke gøre mere for hende. Hun blev sygemeldt et par uger, hvorefter hun mødte på arbejde igen.

– Jeg gik med høreværn og solbriller, fordi jeg syntes, der var larm. Det var ellers i en ferieperiode, så der var næsten ingen børn. Det endte med, at jeg blev nødt til at tage hjem, fortæller Mette, der stædigt blev ved med at presse sig selv på arbejde.

Smerterne tog til

De følgende måneder prøvede Mette at genoptage sit arbejde, men måtte gentagne gange give op og tage hjem og lægge sig i sin seng bag nedrullede gardiner. Smerterne i nakken og hovedet var slemme, og hun var overfølsom over for lyd og lys. Hun opsøgte en kiropraktor, fordi hendes nakke ofte låste, men smerterne var kommet for at blive. Det lykkedes hende dog i løbet af et år at kæmpe sig tilbage på arbejde 25 timer om ugen.

Der blev afholdt et møde på hendes arbejdsplads med det formål at lægge en plan for, hvordan Mettes arbejdsliv skulle se ud. De 25 timer om ugen var for udfordrende. Hun havde ikke noget liv ved siden af arbejdet på grund af de mange smerter, så der skulle gøres noget. Under mødet fik Mette en dårlig mavefornemmelse. Og fornemmelsen talte sandt. Dagen efter blev hun fyret.

Mette var rasende, ked af det og skuffet over sin arbejdsplads gennem 18 år, men hun tog et valg.

– Der tænkte jeg, okay, godt så. Nu kan jeg vælge at lægge mig ned og græde og have ondt af mig selv, eller jeg kan gøre noget ved min situation. Der var ikke meget, jeg fysisk var i stand til, men jeg kunne gå. Så jeg gik kilometer efter kilometer hver dag. Totalt afskærmet med kasket, kæmpe solbriller og hørebøffer.

Mette var bekymret for, hvordan hverdagen skulle hænge sammen økonomisk for hende og sine to drenge. Hvordan ville hendes arbejdsliv blive fremover, og hvilken effekt ville det få for deres liv.

Hun begyndte at afprøve behandlinger, i håbet om at finde en, der hjalp på smerterne. På et tidspunkt, blev hun tilmeldt et hjernerystelseskursus i Odense Kommune, og her fik hun en åbenbaring.

– Vi følte os forstået og kunne spejle os i hinanden. Hvis man sagde, “jeg bliver lige nødt til at gå ud og holde fem minutters pause”, forstod de andre kursister det.

I september 2020 fik Mette bevilget fleksjob i 10 timer, hvilket var en stor lettelse. Den dreng, der havde sparket hende i hovedet, manglede et eftermiddagstilbud, og Mette, der stadig havde et stærk bånd til drengen, tilbød sig.

– Det var win-win for alle! Det var perfekt i forhold til støj og lys, fortæller Mette, der fik det arrangeret, så drengen kunne passes i hendes eget hjem.

For Mette betød det, at det økonomiske aspekt var sikret, og hun kunne nu fokusere på, hvordan hun kunne udholde smerterne og forhåbentligt vende tilbage til sit gamle liv. Hun var blevet tilknyttet en smerteklinik i Odense, men først efter et år, blev det hendes tur i køen. Hendes forventninger var tårnhøje!

– Jeg havde en samtale på cirka en time, og gik derfra stortudende. De mente simpelthen ikke, at de kunne hjælpe mig. De havde ikke andet at tilbyde end medicinsk cannabis, men det kostede 2.500 om måneden.

Meldingen ramte Mette hårdt. Hun indså, at hun selv blev nødt til at skabe det liv, hun ville leve.

– Jeg har selvfølgelig været både sur, træt og ked af det som mor – men jeg har også hanket op i mig selv, og er taget med til fodbold og har siddet med solbriller og total afskærmning og tænkt: Bare der ikke bliver forlænget spilletid, smiler Mette.

Mette arbejdede sig tilbage til en hverdag, hvor hun skulle lære at planlægge sin hverdag efter, hvad hun kunne overskue – også kaldt energiforvaltning. Samtidig tog hun medicin for at holde de værste smerter i skak. En dag fik Mette en idé.

– Jeg var blevet for tyk, og det ville jeg bare gerne ændre. Så jeg besluttede at bruge Instagram til at dokumentere mit vægttab, ligesom andre har gjort.

Livet skal leves

Mette fandt dog hurtigt ud af, at hendes tanker omkring livet som kronisk syg i højere grad bidrog positivt til hendes hverdag. Hun begyndte at være åben omkring sin sygdom og dele ud af sine erfaringer under navnet “Kursskifte”, hvor hun fokuserer på de gode ting i livet.

– Jeg fik den samme fornemmelse, som da jeg var på hjernerystelseskursus, at jeg oplevede et fællesskab. Det, at jeg kan dele ud af mine erfaringer, og at jeg kan suge til mig af andres erfaringer, er så givende, fortæller Mette, der har fundet flere stærke bekendtskaber gennem det sociale medie.

Ulykken har ændret Mettes liv. Hun har opgivet tanken om, at smerterne bliver bedre og accepteret, at den kroniske sygdom er et nyt livsvilkår. Hendes drenge er i dag 15 og 17 år, og hverdagen er på mange måder som de fleste. Mette har sine daglige rutiner, der består af træning, fleksjob og energiforvaltning, så hun har overskud til at være “mor Mette”, når de unge fyre skal køres til halfester, eller hun skal være sammen sine gode veninder. For nylig prøvede hun at tage til koncert, og selv om konsekvensen var tre dage på sofaen, var det det hele værd.

– Hvem skal definere, hvad et godt liv er? Jeg synes faktisk, jeg har et rigtigt godt liv, men det er ikke andre, der har skabt det for mig. Vi har det her ene liv, og man ved aldrig, hvornår det slutter, så det skal bare leves