Når livet gør ondt

Henriks misbrug ødelagde familien: Jeg havde mistet kontrollen

1. maj Af Cecilie Lunding Tolversen
Foto: Maria Fonfara
I 10 år var Henrik Halby afhængig af alkohol og stoffer. Gentagne forsøg på at blive ædru slog fejl, og det ødelagde ikke bare ham selv, men hele familien. Først da hans hustru og børn blev inddraget i behandlingen, forstod han, hvor alvorligt hans misbrug påvirkede dem.
Henrik Halby

Henrik tømte sine børns sparebøsser og brugte pengene på stoffer. Han var fuld, når han kørte sine børn og deres venner til sport, og han løb beruset ind på banen under sin søns fodboldkamp, fordi han ville tæve dommeren.

– Jeg satte alt over styr. Vi mistede vores hus og alt, hvad vi ejede, fortæller 63-årige Henrik Halby.

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Selv efter 21 års ædruelighed bliver han stadig ramt af skyld og skam, når han tænker tilbage på alle de ting, han udsatte sin familie for, mens han var afhængig af alkohol og stoffer.

– Jeg drak meget, og der var nætter, hvor jeg ikke kom hjem. Min hustru, Lisbeth, var ulykkelig og ville gerne flytte fra mig, men hun turde ikke. Hun var bange for, hvad jeg kunne finde på, siger Henrik.

Også parrets to børn, Julie og Kristian, var allerede som helt små klar over, at det var øllene, der gjorde deres far vred og utilregnelig.

Nogle gange gemte Julie flaskerne for sin far, og en dag fandt hun en tallerken med tre baner hvidt pulver. Hun troede ikke på sin fars forklaring om, at det var mel, så hun ville sige det til sin mor. Det fik Henrik til at gribe fat i hende og rive hende ud i bilen. Han kørte hende langt ud i en skov og sagde, at hun aldrig ville se sin lillebror, mor eller far igen. Midt i skoven efterlod han sin grædende pige, og han kom først tilbage, da det var kulsort udenfor.

– Det er noget af det værste, jeg har gjort, fortæller Henrik med en tydeligt berørt stemme.

Store mængder alkohol

Henrik begyndte at drikke alkohol sammen med sine venner i en ung alder. Med modsat de andre kunne han holde til store mængder sprut. Den gang vakte det respekt blandt vennerne, men i dag ser Henrik det som første advarselstegn.

Han uddannede sig som kunst- og klejnsmed, giftede sig og fik to børn, alt imens hans alkoholforbrug udviklede sig til et alvorligt misbrug, hvor der også indgik rigelige mængder kokain. Hans hverdag bestod af løgne, bortforklaringer og konflikter.

– Det var tydeligt, at jeg havde mistet kontrollen, men der var ingen, der greb ind. Hvorfor var der ingen, der stoppede mig, når jeg var fuld og hentede mine børn? Nogle har senere fortalt mig, at de ikke turde, fordi jeg var stor og muskuløs. Men hvorfor ringede de ikke til politiet? Det er berøringsangsten, der gør det let for sådan nogle som mig at fortsætte i et misbrug, forklarer Henrik, der klart opfordrer til at slippe berøringsangsten.

Han ville ønske, at nogle havde haft modet til at konfrontere ham eller spørge hans hustru og børn, hvordan de havde det der hjemme.

”Far, jeg hader dig”

Flere gange kom Henrik i behandling i det kommunale rusmiddelcenter, hvor han fik udleveret antabus og holdt sig ædru i perioder, men hver gang endte det med et tilbagefald og en kamp for at undgå at blive afsløret.

– Fysisk afholdenhed er ikke nok. Antabus fjerner muligheden for at drikke, men det fjerner ikke lysten. Der skal i høj grad også arbejdes med det mentale.

Efter fem år med mislykkede antabusbehandlinger fik hans familie nok. Lisbeth ville forlade ham, og hun stoppede med at hjælpe ham. Han måtte tage ansvar for sig selv.

– Hun stoppede med at give mig rene bukser på, når jeg havde tisset i sengen, og Julie havde mod til at kigge på sin far og sige: ”Far, jeg hader dig, når du er fuld”.

Det fik Henrik til at søge hjælp, og denne gang kom han i døgnbehandling. Her blev hans familie for første gang inddraget i forløbet, og det gik for alvor op for ham, hvor meget skade han gjorde på dem. Samtidig lærte familien, hvordan misbrugere tænker og hvordan, de skulle håndtere det.

Vejen til tilgivelse

Det blev vendepunktet for Henrik, der har været ædru siden 2002. Han har forsonet sig med sin hustru, som han bor med i Holbæk, og deres to børn, der i dag er 33 og 36 år.

– De var hurtige til at tilgive mig, men det tog tid, før de stolede på mig igen, fortæller Henrik, der også skulle lære at tilgive sig selv.

– Jeg havde så mange ting på samvittigheden og en kæmpe skyldfølelse. Man skal lære at gå gennem livet med de ting, man har gjort. Men det er også de ting, der gør, at jeg aldrig skal drikke igen.

I mange år kunne Henrik stadig spekulere på, om hans børn mon virkelig havde tilgivet ham. Det ændrede sig først, da hans barnebarn kom til verden.

– Den første jul er han kun få måneder gammel, og min søn vækker mig klokken fem om morgenen og spørger, om jeg ikke vil hjælpe dem ved at gå en tur med ham i barnevognen, fortæller han og fortsætter:

– Jeg springer op og går med barnevognen helt alene i de mørke gader. Så kigger jeg ned på den lille dreng, der ligger der, og det går det op for mig, at hvis der er én, der er tilgivet i den her verden, så er det mig.

Henrik Halby holder foredrag om alkoholmisbrug
Henrik Halby bruger i dag sin fortid som alkoholiker til at hjælpe andre. Han er uddannet afhængighedsterapeut og holder bl.a. foredrag, hvor han deler sine erfaringer.
Foto: Privat

Forbedring af alkoholbehandling

Henrik ved om nogen, hvor meget det går ud over hele familien, når man er i et misbrug. Han ved, hvor svært det er at komme ud af og hvor meget, man skal kæmpe for det. Derfor har han viet sine 21 ædru år til at hjælpe misbrugsramte familier.

Han er uddannet afhængighedsterapeut, og de seneste år har han bidraget med sin viden og erfaring til et udspil til finansloven. Det er nu mundet ud i, at der er sat penge af til et kritisk eftersyn af den offentlige alkoholbehandling.

– Jeg er glad og stolt, for behandlingen i dag er alt for dårlig. Det her er et godt skridt på vejen, siger Henrik.

Fakta

  • Ca. 402.000 danskere har tegn på moderate alkoholproblemer, mens cirka 67.000 danskere har tegn på svære alkoholproblemer.
  • Omkring 2.500 dødsfald om året kan relateres til alkohol
  • I 2015 meldte Sunshedsstyrelsen ud, at antabus ikke bør være førstevalg til behandling af alkoholafhængighed, da effekten er usikker. Sundhedsstyrelsen anbefaler familierettet terapi, og at medicinsk behandling altid er et supplement til samtalebehandling.
  • I 2015 udgjorde antabus 93 procent af den medicin, der blev udskrevet til alkoholafhængige.
Sundhedsstyrelsen, sst.dk

Sponsoreret indhold