Karin var shopaholic: Købte tøj hele tiden

Allerede som barn var det vigtigt for Karin at være pænt klædt på. Som ung syede hun sit eget tøj, og det var en hobby, som gjorde hende glad. Da hun blev voksen og fik arbejde, købte hun hellere sit tøj, men på et rimeligt niveau.

Det var først, da hun for otte år siden blev skilt, at shoppingen kom ud af kontrol.

– Jeg havde en god lærerløn og ingen dyre interesser i øvrigt, og som single var der ingen, der bestemte, hvad jeg brugte mine penge på. Jeg havde min datter hver anden uge, og at klikke sig til nyt tøj på internettet skabte en glæde i hverdagen, siger svenske Karin Larsson, 47.

Hver gang hun følte sig nedtrykt eller stresset, bestilte hun tøj, så hun for en stund kunne mærke glædesrusen over ”fundet”, hun havde gjort.

– Jeg hentede så mange pakker, at jeg til sidst ikke behøvede at vise legitimation, husker hun.

Skammede sig

Men ofte forsvandt rusen, når Karin var kommet hjem, og pakkerne kunne ligge uåbnede i flere dage. Det skete også, at hun kom til at bestille noget, hun allerede havde i garderoben.

– Det var jagten, som fangede mig, ikke tøjet. Jeg kunne tværtimod føle, at det var pinligt konstant at gå rundt i nyt tøj. Som om jeg var en overfladisk person.

Et eller andet sted var hun klar over, at hendes adfærd var usund, og at hun brugte tøjindkøb som en måde at udfylde en indre tomhed. Men hun kunne ikke lade være. Heller ikke, da shoppingen begyndte at give hende angst. Hun skammede sig.

– At være shopaholic betragtes ikke som et misbrug. Men mekanismerne er de samme som for alkoholikere og narkomaner. Den eneste forskel er, at man ikke bliver fysisk syg af at shoppe, konstaterer Karin.

Hun mener, at det er for let at shoppe på nettet. Det er som skabt til overforbrug – og det kan blive en gældsfælde.

– Vi lever i et samfund, som opmuntrer til shopping, og vi får budskaber om, at forbrug gør os lykkelige. Der er tilbud, rabatter og opfordringer som ”køb i dag – betal i morgen”. Hvis du én gang har klikket på en ting på nettet, dukker den hele tiden op i dit feed. Det er svært at skærme sig.

Kunne ikke stoppe

Sidenhen har Karin indset, at hun klikkede tøj hjem til den kvinde, hun gerne ville være. Ikke til den, hun var.

– Jeg købte tøj til en ”cool” kvinde, som gik i byen og datede. Gennem tøjet levede jeg en slags drømmeliv. Men det var et selvbedrag.

I sommeren 2019 besluttede hun at stoppe. Den vigtigste årsag var datteren, Maya, som nærmede sig teenagealderen.

– Jeg var nødt til at tage ansvar for hende og være en god rollemodel, siger Karin, som ville bruge sine penge fornuftigt og spare op. 2020 skulle endda være et shoppingfrit år. Hun havde jo tøj til alle sæsoner i skabet. Hvor svært kunne det være?

Det viste sig at være sværere end forventet. Hun troede, at hun kunne stoppe fra den ene dag til den anden, men allerede i dagene efter nytår faldt hun for en trøje på udsalg. Den kunne jo være en fødselsdagsgave til hende selv.

Karin fandt hele tiden på undskyldninger for, hvorfor det fortsat var okay at shoppe. Da hun var nødt til at afbooke en rejse, købte hun i stedet nogle cardigans som trøst. Da coronapandemien tog fart, og mange butikker var lukningstruede, ville Karin gøre en god gerning ved at ”støtte-shoppe”. Pandemien fik hende også til at tænke over livets forgængelighed: Hun kunne jo blive den næste, der døde af covid-19. Hvilken skade gjorde det så, at hun forkælede sig selv med lidt tøj?

Samtidig var hun skuffet over sig selv og sin manglende evne til at stoppe sit forbrug, og i sommeren 2020 søgte hun professionel hjælp.

– Min terapeut mente ikke, at det var rigtigt med et totalforbud mod shopping, men at det var vigtigt, at det ikke dominerede mit liv. Ved hvert indkøb skulle jeg tænke over, om det handlede om behov eller begær.

Dårligt selvværd

Karin fortæller, at hun altid har kæmpet med dårligt selvværd. Som ung var hun indadvendt og tænkte ofte over sin plads i livet. Hun beskriver følelsen som at gå rundt i et computerspil uden at ane, hvilke regler der gjaldt.

– At være pænt klædt på blev mit skjold. Men det var en tynd skal.

Efter at ”eksperimentåret” var slut, var hun fri til at shoppe løs igen – men hun ville ikke. Hun havde gennemskuet sig selv og forstod, at shoppingen aldrig ville give hende sand lykke. I stedet måtte hun arbejde med sit selvværd.

Indsigten trak hende ned i et sort hul.

– Det havde været så let at dulme mine følelser gennem nogle klik. Men for første gang lod jeg mig selv gennemleve føleleserne i stedet for at flygte fra dem, siger Karin, som også begyndte at skrive om sine oplevelser.

Jo mere hun skrev, desto bedre fik hun det. Når hun skrev, glemte hun tid og sted, og hun havde det sjovt i processen. Hun begyndte også at dyrke motion og passe bedre på sig selv.

Af de omkring 400 stykker tøj, Karin havde i sin garderobe, har hun i dag solgt det meste eller foræret det til velgørenhed.

– Kun det tøj, som jeg virkelig kan lide og bruger ofte, har jeg beholdt. Resten har jeg skilt mig af med, og det har faktisk ikke været svært. Snarere en lettelse.

Hun griber nu sin shopping an som en ædru alkoholiker.

– Jeg planlægger mine køb og overvejer, om det virkelig er noget, jeg behøver. Selvfølgelig snubler jeg indimellem, men nu er jeg mere bevidst om det. Samtidig er det en svær balancegang, siger Karin med henvisning til, at moden svinger konstant, og at ingen jo helt kan undvære tøj.

Til gengæld har hun indset, at folk generelt er ligeglade med, hvad andre har på.

– De fleste er optagede af deres eget, og man bliver ikke lykkeligere af flere stykker tøj. Jeg føler, at jeg har lært noget og fået en sundere indstilling til shopping. Det styrer ikke længere mit liv.