Min mand tog sit liv: Troede han ville få hjælp

Mellem klokken 8:00 og 8:30 blev der hver morgen serveret morgenmad for de indlagte patienter på den psykiatriske afdeling.

I weekenden ville personalet dog ikke vække patienterne, for de skulle have lov at sove længe. Derfor fandt de først Kasper Dacke klokken 9:00. Da var det for sent.

– Teleselskabet har oplyst, at Kasper var online sidste gang klokken 8:27, så da var han stadig i live. Hvorfor var der ingen, der så til ham, spørger Tine Dacke, 48.

Fortvivlelsen er stadig stærk, halvandet år efter at hendes mand tog afsked med livet på den psykiatriske afdeling, hvor han var indlagt.

Få uger tidligere levede Tine og Kasper et almindeligt liv med to børn og hunden Maggie i villaen i Søborg.

Kasper arbejdede i et medicinalfirma, og Tine som handicaphjælper. Deres datter, Nanna, var lige flyttet hjemmefra, mens sønnen Sofus stadig boede hjemme og gik i gymnasiet.

– Vi var en helt almindelig leverpostejsfamilie. Børnene var ved at forlade reden, og Kasper og jeg var begyndt at glæde os til, at vi skulle være os to igen. Vi skulle rejse og opleve verden. Vi skulle blive gamle sammen, fortæller 48-årige Tine. Tårerne, der har hvilet på kanten af de nederste øjenlåg, får lov at falde.

Var skrækslagen

Hverken Tine eller Kasper havde været i kontakt med psykiatrien, da Kasper fik stress. Det regnede de heller ikke med, at de skulle. Der var jo så mange, der fik stress, og Kasper skulle bare have tid til at komme ovenpå igen, troede de.

– Han havde svært ved at sove. Han sagde flere gange, at han ikke havde lukket et øje. Det er jo sådan noget, man siger, når man har sovet dårligt. Det gik først op for mig senere, at han bogstavelig talt ikke sov i flere uger, siger Tine.

Da Kasper blev paranoid og troede, at telefonerne blev aflyttet, stod det klart for hende, at den var helt gal. De tog på psykiatrisk afdeling, hvor Kasper fik medicin. Men han fik det værre og blev bange for at dø.

– Han skreg, fordi han troede, han skulle dø af et hjerteanfald. Han var rædselsslagen.

Indlagt akut

Tine tog med sin mand på psykiatrisk akutmodtagelse. Her blev han indlagt og fik sovemedicin. Men han sov kun lidt, og næste dag tog han hjem igen.

– Han blev tvangsindlagt på Psykiatrisk Center Ballerup ugen efter.

Indlæggelsen var et mareridt for dem begge. Kasper var bange for at være der, og Tine var bange for at gå fra ham. Derfor tog hun ham hjem på besøg, så ofte det kunne lade sig gøre. Men det var en overvældende opgave at tage sig af Kasper, der blev mere og mere psykotisk og havde vrangforestillinger.

Overladt til sig selv

Mens Kasper var på Psykiatrisk Center Ballerup, var han overladt til sig selv det meste af tiden, fortæller Tine.

– På afdelingen fik han bare medicin og blev indkvarteret på et værelse. Han var alene det meste af døgnet, og han hadede at være der, siger hun.

Kasper nåede at være indlagt i 12 dage.

Dagen før Kasper tog sit liv, besluttede lægerne, at han skulle have elektrochok behandling, fordi han var så forpint. Men fordi det var weekend, kunne det først ske om mandagen. Alligevel fik han lov til at tage med Tine hjem fredag eftermiddag.

– Først senere fik jeg at vide, at han skulle have haft elektrochok. Så jeg havde Kasper hjemme hele fredagen uden at vide, hvor skidt, lægerne havde vurderet, at han havde det. Han skulle jo have været på den lukkede afdeling, når han havde det så skidt.

Da det ringede på døren den morgen, havde Tine ikke ventet at se to uniformerede betjente udenfor. Hun havde en forventning om, at hendes mand ville blive rask og komme hjem.

– De spurgte: Er du Tine? Derfra oplevede hun alt, som om det foregik i et vakuum.

Til møde i chok

Politiet kørte Tine og hendes børn ud på Psykiatrisk Center samme morgen. Hun forventede, at de skulle tage afsked med Kasper, men da de kom derud, var der dækket op til kaffe og evalueringsmøde.

Mødet handlede om, at den psykiatriske afdeling ville evaluere på Kaspers selvmord. Eller ”hændelsen”, som de kaldte det. Det var en time efter, at Tine havde fået beskeden om, at hun aldrig skulle se sin mand igen.

– Jeg flippede helt ud. Jeg ville jo bare se Kasper, men han var allerede blevet kørt væk. Det endte med, at jeg kørte min arm hen over bordet og væltede det hele.

– Vi kunne ikke engang få krisehjælp, fordi det var weekend.

På kun fem uger gik Kasper fra at været et velfungerende menneske med kernefamilie og et godt job til at blive psykotisk og tage sit eget liv.

– Jeg kunne slet ikke forestille mig, at man kunne få det så dårligt psykisk på så kort tid, siger Tine.

En kendt bivirkning

Hun mener, der er sket flere fejl, der kan være med til at forklare, hvorfor det gik så galt.

– På skadestuen skrev lægen, at Kasper havde en psykose. Men på afdeling 11, hvor Kasper blev indlagt, sagde overlægen, at han ikke havde en psykose og gav ham angstdæmpende og antidepressiv medicin, fortæller hun.

Men nogle af de mulige bivirkninger ved den angstdæmpende medicin Sertralin, som Kasper fik, er netop angst, selvmordstanker og selvmordsadfærd.

Derfor anbefales det, at medicinen optrappes langsomt med højst 50 milligram om ugen. Men ifølge Kaspers journal, blev han trappet op til 200 milligram på kun otte dage. Oven i det fik han Mianserin mod depression.

Føler skyld

Selv om der er gået halvandet år, er sorgen stadig tung at bære. Spørgsmålet ”hvordan kunne det ske?” finder aldrig hvile, for der er ingen svar.

– Folk siger, at det ikke er min skyld, men det føles alligevel sådan. Jeg føler skyld over, at jeg fik ham indlagt. Dengang troede jeg jo, at man fik hjælp, hvis man blev indlagt, siger Tine.

Hun kæmper stadig med angst og flashbacks, der udløses af alt, hvad der minder om Kaspers død. Politifolk, vagter i uniform, ambulancer, lyden af dørklokken.

– Hver gang det ringer på døren, får jeg flashbacks til den dag, da politiet ringede på. Det var bestemt ikke sådan her, jeg havde troet, mit liv skulle blive.

Tine ønsker, at andre skal høre hendes historie, så de kan få indblik i, hvordan psykiatrien fungerer.

– Folk tror, at når man får psykiske problemer, kommer man på psykiatrisk afdeling og får hjælp og bliver rask igen. Det troede jeg også selv engang. Jeg vil have, at andre skal vide, hvordan psykiatrien i virkeligheden behandler mennesker, siger Tine.