Søster myrdet med 143 knivhug

Det gør ondt på Lena Tengerström, når hun taler om sin lillesøster, Åsa. Men smerten får hende ikke til at tie.

– Jeg vil have, at mindet om Åsa skal leve videre, forklarer den 63-årige kvinde fra Timrå i Sverige.

Hun og Åsa havde et tæt bånd. De talte i telefon med hinanden flere gange om ugen og sås jævnligt. Åsa boede i Sundsvall, blot 14 kilometer væk.

De to søstre plejede også at fejre nytårsaften sammen, men den skæbnesvangre dag i 2019 havde Åsa besluttet at holde festen hos en veninde. Der ville også dukke andre gæster op.

Lena hjalp sin søster med at købe ind til festen, og de talte om, at det var dejligt, at Åsa mødte nye venner. På selve dagen, om eftermiddagen, talte de igen sammen i telefonen.

– Jeg håbede, at Åsa ville få en hyggelig aften, siger Lena.

Da klokken rundede midnat, greb søstrene atter telefonen og ønskede hinanden et godt nytår. Åsa fortalte, at der havde været nogle diskussioner til festen, men at alt var godt igen, og at hun ville overnatte hos veninden.

– Jeg havde aldrig forestillet mig, at de diskussioner indebar fare for hendes liv. Så ville jeg have opfordret hende til at forlade stedet med det samme, understreger Lena, der alligevel er plaget af skyldfølelse over, at hun ikke så tragedien komme.

Politiet kom forbi

Nytårsdag ringede det på døren hjemme hos hende omkring frokosttid.

– Jeg tænkte, at det var en sælger, og jeg orkede ikke at åbne, husker hun.

Men dørklokken blev ved med at ringe, og da Lena endelig åbnede døren, stod der to politibetjente udenfor.

– Min første tanke var, at der var sket noget med min søn, som var i Stockholm. Jeg blev kold indeni, og tankerne fløj rundt i hovedet på mig.

Betjentene bad om at blive lukket ind og fulgte med Lena ind i stuen. ”Kan vi sætte os ned i sofaen? Vi har triste nyheder. Din søster, Åsa, er død”, sagde de.

– Min første reaktion var: ”Min søn lever!” Men da de sagde Åsas navn, forstod jeg ingenting. Jeg var i chok og sagde, at det ikke passede, for hun var hos en veninde for at fejre nytåret.

Lena ringede først til sin kæreste, som var på arbejde, og mens hun ventede på, at han kom hjem, ringede hun efter naboen.

– Da min nabo kom, brød jeg sammen. Jeg er så taknemmelig for, at han sørgede for, at politiet blev hos mig, indtil min kæreste kom hjem. Han stillede alle de spørgsmål, som jeg ikke selv magtede at stille i forsøget på at finde ud af, hvad der var sket.

Hørte Åsas skrig

Betjentene kunne ikke sige mere, end at Lenas søster var blevet myrdet. I den efterfølgende retssag kom det frem, at Åsa i løbet af natten var gået udenfor med sin veninde for at ryge. Da hun gik ind i lejligheden igen, blev veninden udenfor, og pludselig hørte hun Åsas skrig.

Da veninden løb ind, så hun, hvordan den tredje kvinde, som havde fejret nytåret med dem, sad oven på Åsa og huggede hende ihjel med en kniv. Veninden ringede straks 112.

I retssalen blev alarmopkaldet afspillet, og Lena hørte, hvordan Åsa skreg om hjælp og kæmpede for livet under de cirka 11 minutter, som opkaldet varede. 143 gange blev kniven hugget ind i Åsas forsvarsløse krop. Hun blev 53 år.

Kvinden, der myrdede Åsa, var den 52-årige Carina Askeroth. I retten forklarede hun, at hun havde følt sig mobbet og udstillet af værtinden og offeret, og at de ”tvang hende til at danse”. Da politiet ankom til lejligheden klokken 06.09 om morgenen, fandt de hende indsmurt i blod og med kniven i hånden.

Nægtede sig skyldig

Gennem hele retssagen nægtede Carina Askeroth sig skyldig. Hun hævdede, at det i stedet var en ”mørk, skyggelignende mand”, som havde myrdet Åsa. Dog forklarede hun også, at hun havde et hul i hukommelsen i forbindelse med mordet, og undersøgelser viste, at hun havde haft flere stoffer i blodet på gerningstidspunktet. Hun blev idømt livsvarigt fængsel for drabet.

Lena beskriver den første tid efter Åsas død som en tåge. Den første uge sov hun bare og kunne intet spise. Samtidig skulle hun forsøge at være der for Åsas voksne døtre. De ønskede at se deres mor og sige farvel inden begravelsen. Bedemanden frarådede det, men familien insisterede.

Det blev arrangeret, at de alle kunne tage afsked med Åsa på hospitalet. Hendes krop var pakket ind fra top til tå. Selv ansigtet var dækket af et hvidt blondeklæde. Det eneste, man kunne se, var hænderne, som hvilede på maven.

– Det gik det op for mig, hvor skadet hendes krop måtte være. Selv hendes hænder havde sår, siger Lena.

En dag ad gangen

Hun har stadig svært ved at acceptere, at Åsa er væk, og hun taler stadig med hende. På den måde føler hun, at hendes søster stadig er i nærheden. Lena tror på et liv efter døden, og det trøster hende, at Åsa er blevet genforenet med sine nærmeste på den anden side.

Selv tager Lena en dag ad gangen.

– Sorgen forsvinder aldrig. Jeg må lære at leve med den. Jeg savner at grine med Åsa, og jeg længes efter vores samtaler om livet. For Åsas skyld, og for hendes børn, skal jeg leve livet og forsøge at se glæden i det.

Lenas råd til andre, som har mistet en nær, er at tale om det, der er sket. Til omgivelserne har hun følgende budskab:

– Vær ikke bange for at spørge, hvordan en person i sorg har det. Heller ikke selv om der er gået et stykke tid.