Susanne bliver aldrig den samme: Min 12-årige datter blev skuddræbt

Inden Susanne mistede sin ældste datter, Adriana, levede hun med egne ord et ”normalt og stereotypt familieliv”.

– Vi havde travlt med børnenes skole, fritidsaktiviteter og venner, præcis som alle andre familier, siger 34-årige Susanne Yakes fra Stockholm.

Hjemme i lejligheden har hendes yngste datter, Natalie, 7, en veninde på besøg. I stuen hopper sønnen Alex, 5, højlydt rundt.

– Da Adriana forsvandt, blev alt så stille. Jeg har ikke noget imod, at børnene larmer. Jeg synes bare, det er dejligt, fortæller Susanne.

Det er snart tre år siden, at tragedien indtraf. I sommeren 2020 havde Susanne og familien planlagt to udlandsrejser. Den første til Mallorca og den næste til Grækenland. Adriana valgte at blive hjemme hos sin far, mens hendes mor, stedfar og de to yngre søskende tog af sted på den første rejse. Hendes forældre var blevet skilt, da hun var fem år.

– I den pågældende uge havde Adriana en masse aftaler med sine venner, forklarer Susanne.

Den 1. august landede hun, hendes mand og de to små børn på Mallorca, og trætte efter flyrejsen gik de hurtigt i seng på hotellet. Klokken tre om natten blev Susanne vækket af sin mand.

– Han sagde, at jeg skulle tage min telefon, for den blev ved med at ringe. En stemme i røret sagde: ”Jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige det. Men din datter er blevet skudt”, husker Susanne, som først ikke anede, om samtalen foregik i virkeligheden, eller om det var et mareridt.

Det måtte være en fejl, tænkte hun så.

Tog alene hjem

Susanne blev kontaktet af en politibetjent, som bad om 12-årige Adrianas personoplysninger og fortalte, at en ambulance nu var på stedet. Det gav Susanne håb. Så var hendes datter vel ikke død?

– Jeg blev fyldt af adrenalin og agerede per automatik. Min mand forsøgte at tale med mig, men jeg hørte ikke, hvad han sagde, og jeg græd ikke en eneste tåre. Jeg gik bare ind på min telefon og bookede en taxa og det første fly hjem, og så sagde jeg til min mand, at han skulle blive tilbage med børnene.

Susanne ønskede ikke, at de skulle vide, hvad der var sket. Hun var i gang med at uddanne sig til sygeplejerske og bad sin mand om at sige til børnene, at hun var blevet kaldt akut på arbejde hjemme i Sverige. Minutterne ved gaten i lufthavnen beskriver hun som de længste i sit liv.

Så ringede telefonen igen.

– Jeg fik at vide, at min datter var død af sine skudsår. Det føltes, som om mine trommehinder sprang. Alle lyde omkring mig forsvandt, og tilbage var der kun en summen. Jeg havde det, som om nogen havde slået mig hårdt med en knytnæve i maven, og jeg tabte pusten.

Det var under coronapandemien, og alle i lufthavnen skulle bære mundbind. Susanne tog sit af for at kunne trække vejret, men en sikkerhedsvagt beordrede hende til at tage det på igen. Så besvimede hun.

Derefter husker hun kun korte sekvenser. At hun vågnede i en sygestue i lufthavnen og fik en halv tablet beroligende medicin. At hun blev placeret i en kørestol og sat på flyet. Med sig fik hun den anden halvdel af tabletten, som hun tog under mellemlandingen i Tyskland. Hun sov resten af turen hjem, og da hun landede i Stockholm, indhentede følelserne hende.

– Da jeg blev taget imod af ti politibetjente og ambulancefolk med bøjede hoveder, brød jeg sammen. Synet af dem bekræftede min datters død. Lufthavnen var proppet med mennesker den dag, men da jeg gik forbi dem, blev der helt stille. Vidste de, hvad der var sket? Stod det i aviserne?

Voldsomme smerter

En ven hentede Susanne i lufthavnen og kørte hende hjem til en veninde, som hun boede hos de næste to uger, hvor resten af familien stadig var på Mallorca. Politiet spurgte, om hun ville se gerningsstedet, eller om hun ville identificere Adriana og sige et sidste farvel.

– Jeg havde set min far død, og det var ikke noget, jeg havde lyst til at opleve igen. Det var hårdt nok dengang. Hvordan ville det så ikke være at se sin datter? Jeg ville ikke kunne leve med det billede på nethinden, og jeg har aldrig fortrudt den beslutning.

I tiden, der fulgte, holdt Susanne op med at spise og tabte sig drastisk.

– Jeg fik voldsomme smerter i brystet, og det var umuligt for mig at sluge noget. Min veninde forsøgte at tvinge forskellige ernæringsdrikke i mig, siger Susanne, som til sidst knapt kunne holde sin rystende krop oprejst. Veninden sørgede for, at hun blev tilset af en læge.

– Lægen sagde noget, som jeg aldrig vil glemme. ”Du er stadig mor”. Og det er rigtigt. Jeg har to børn mere. Uden dem havde det været lettere at give op. Men fra den dag følte jeg, at jeg ikke havde noget valg. Jeg begyndte med en børneportion, som det tog mig en time at få ned, og sådan fortsatte jeg – en portion ad gangen.

Inden Susanne og familien vendte tilbage til deres hjem, bad hun veninden om at tage derhen, lukke døren til Adrianas værelse og fjerne hendes sko i gangen.

– Jeg kunne ikke se på noget, som mindede mig om hende. Adrianas værelse forblev lukket i to måneder. Jeg var skrækslagen for den dør, og jeg hadede at være derhjemme. Det føltes, som om nogen konstant kvalte mig.

Snart besluttede familien sig for at flytte. Da de havde tømt alle andre rum, var det kun Adrianas værelse, der manglede.

– Jeg lukkede af for mine følelser den første tid. Sorgen var for stor til, at jeg kunne bære den. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg stod i hendes tomme værelse. Jeg græd ukontrolleret, mens jeg rev tapetstrimler af, som jeg gerne ville beholde som et minde.

Ked af det konstant

Mordet på Adriana blev omtalt i medierne, men Susanne holdt sig væk fra al presse. Allerede på Mallorca slettede hun Facebook-appen i sin telefon. Hun magtede ikke at læse, hvad der blev skrevet om hendes datter.

I stedet ”kløede hun på”, og i januar 2022 blev hun færdiguddannet som sygeplejerske. De andre studerende fejrede deres eksamen, men Susanne var ikke det mindste glad. Få hundrede meter fra sygehuset lå kirkegården, hvor hun havde begravet sin datter.

– Det siges, at sorgen gennemgår faser, men jeg er bare ked af det konstant. Adriana var en kopi af mig. Vi hang sammen og havde samme humor. Hun var altid så glad og sprudlende. Jeg savner hendes latter og hendes kram. Der er en pande mindre at kysse godnat hver aften og en tallerken mindre at stille frem ved hvert måltid. Passagersædet i bilen, hvor hun altid sad, er nu tomt for altid.

Natalie løsriver sig et øjeblik fra legen med veninden. Hun har også nogle kærlige ord at sige om sin storesøster.

Susanne nikker og stryger sin syvårige datter over håret.

– Ja, hun var fantastisk. En lille pige i store sko. Hun ville være politiker og drømte om at ændre samfundet, tilføjer hun.

Natalie og Alex har været hendes redning.

– Jeg forsøger at leve i taknemmeligheden over, at jeg har to børn mere. De giver mig så megen kærlighed. Når jeg ikke har kunnet trække vejret, er det dem, der har blæst luft i mine lunger. De er grunden til, at jeg stadig lever. Jeg er nødt til at stå op hver morgen og give dem mad. Og jeg var nødt til at pynte grantræet den første jul for deres skyld, selv om jeg aldrig havde lyst til at holde jul igen uden Adriana.

Susanne tager i dag antidepressiv medicin og går i traumeterapi for at få værktøjerne til at håndtere, hvad der skete med hendes datter. Hun har fået at vide, at Adriana var blevet ringet op af en veninde ved midnatstid, og klokken tre om natten var hun taget på McDonalds sammen med to andre venner.

– De tog på restaurantens drive in for at bestille hamburgere. Adriana var lille af statur, men alligevel var det hende, der blev ramt af skud.

Trøst i troen

Susanne er overrasket over, at hun ikke føler et større had til gerningsmændene.

– Jeg tror ikke, at der er plads til flere følelser end den sorg, jeg bærer på. Politiet har hele tiden holdt mig orienteret om jagten på gerningsmændene, men jeg har ikke orket at lytte. Jeg vil ikke høre mere om dem.

Susanne har problemer med hukommelsen og arbejder nu på nedsat tid. Hun er en anden end før. Forholdet til hendes mand er også blevet påvirket.

– Min mand har sagt, at da han fra balkonen så mig gå mod taxaen den morgen på Mallorca, tænkte han: ”Jeg får aldrig min kone igen.” Han havde ret. Vi har det hårdt, men vi kæmper, siger Susanne, som finder trøst i sin kristne tro.

– Den får mig til at tro og håbe, at jeg en dag skal gense min datter. Jeg tror ikke, at Adrianas tid på jorden var forgæves. Jeg håber, at hun bliver politiker på sin egen måde. Jeg beder til, at politikerne skal gøre noget. Jeg har begravet min datter, men de må gøre noget, så ikke flere uskyldige mennesker dør i bandeopgør.

Ethvert land har mindst én forbrydelse, som har rystet nationen, og som indbyggerne aldrig glemmer. Podcast-serien ”Nationens mareridt" går helt tæt på de sager, der stadig hjemsøger et land. Lyt med i din foretrukne podcast-app.