Voksede op i sekt: Jeg skulle være ond mod min mor

– Jeg lærte at tro på det utrolige.

Sådan beskriver Linnéa Kuling sin opvækst i Knutby – det lille svenske samfund, der i 2004 kom i mediernes søgelys, da et mord blev begået i inderkredsen af den såkaldte Filadelfiasekt og fik skeletterne til at vælte ud af skabet.

Da Linnéa var fem år, var hun et uregerligt barn. Sådan et, som sloges og bed de andre i børnehaven. Hendes forældre forsøgte at kontrollere den udadreagerende pige. De besøgte psykologer og søgte hjælp hos kirken.

Flytningen til Knutby og sekten, de mødte dér, blev en velsignelse for dem. I hvert fald i starten. Linnéa fandt venner, et fællesskab og interesser at gå op i. Der var mennesker, som brød sig om dem.

I dag, mange år senere, ser Linnéa også de andre sider af det samfund, de stødte på. Og allerede som barn fornemmede hun, at der foregik noget underligt. Der var et særligt hierarki i sektens top, som også afspejlede sig blandt børnene.

Knutbys åndelige centrum havde til huse på ”bakken”, hvor også den kvindelige sektleder, Kristi brud, boede. Linnéa og hendes familie oplevede to sider af brudens nåde: Linnéa blev lukket ind i varmen, mens hendes mor blev smidt ud i kulden.

Ond mod sin mor

I sekten herskede en opfattelse af, at folk enten var rigtige eller forkerte, og Linnéas mor var forkert i lang tid. Det var en åndelig diagnose, som Kristi brud havde stillet. Linnéa blev behandlet som en datter i Kristi bruds hjem, mens hendes mor for eksempel skulle rydde ukrudt i haven.

Linnea forstod ikke på det tidspunkt, hvor meget hendes mor led under den ydmygende behandling. Hun kunne endda selv finde på at være ond mod sin mor, når hun viste svaghedstegn. Linnéa fortæller, at sekten opbyggede en væg mellem mor og datter, fordi hendes mor var forkert.

Det var en tid med blandede følelser. Linnéa fik lov til at bo på bakken, samtidig med at hun længtes hjem til sin rigtige familie. Hun følte sig velsignet og vred på samme tid.

Efter fem år blev hendes mor endelig ”rigtig” og taget til nåde. Hun fik endda lov til at følge med Kristi brud til Canada. En rejse, som blev begyndelsen på enden for sekten.

Under rejsen blev Linnéas mor udsat for vold af Kristi brud. Overfaldet er et af flere, som senere blev politianmeldt og førte til retsforfølgelse. Samtidig kom det frem, at en præst udnyttede sin position til at have sex med en 17-årig pige, en af Linnéas veninder.

Levede på en løgn

Tvivlen begyndte at nage Linnéa og andre sektmedlemmer. Hvordan kunne denne kærlighedsfulde kvinde, som påstod, at hun havde et unikt bånd til Jesus, være så fuld af vrede? Og hvordan kunne hun favorisere sådanne præster? Først Helge Fossmo, som blev dømt for tilskyndelse til mord, og nu dette.

Linnéa indså efterhånden, at en stor del af hendes liv var baseret på løgne.

– For udenforstående var det måske let at se. Jeg var for tæt på til at se, at det var en sekt.

Linnéa understreger, at hun og de andre i sekten langt fra gik med til hvad som helst. De var stærke individer og ikke lette at lede.

– Mennesker vil gerne placere andre i forskellige kasser – ond eller god, pæn eller grim, dum eller klog. Det er barnligt at tænke på den måde. Det er for nemt at pege fingre ad andre og sige ”idioter, dét var aldrig sket for mig”. Hvis man derimod sætter sig ind i, hvordan andre mennesker tænker og fungerer, kan man undgå at gøre de samme fejl selv.

Linnéas fortælling handler også om, hvordan hendes familie har forsøgt at læge sårene. Hun og hendes mor har fundet tilbage til hinanden igen. Selv om de begge er gået igennem meget i løbet af årene i Knutby, har der været et bånd, som ikke kunne brydes. De har kæmpet sammen i familien for at blive hele igen. Talt og lyttet til hinanden.

– Sammen har vi fået samlet brikkerne i et kompliceret puslespil.

Utilfreds med straf

Efter sekten gik i opløsning i 2004, har Knutby-sagen været for retten to gange. Den første gang handlede det om mord og mordforsøg, og sidste år om de forbrydelser, som sektpræsten Peter Gembäck politianmeldte. Kristi Brud blev her dømt for flere voldshandlinger og straffet med samfundstjeneste.

Linnéa mener ikke, at straffen står mål med synden.

– I Sverige betragtes psykisk vold tilsyneladende ikke som en grov forbrydelse. Jeg synes, det er for dårligt, at retssagen kun fokuserede på den fysiske vold, når den psykiske vold har gjort så megen mere skade. De spark og slag, jeg selv tog imod, er ingenting sammenlignet med, at jeg blev skilt fra min familie.

Linnéa er heller ikke enig i det billede, som mange andre har malet af Knutby, hvor alle er både gerningsmand og offer.

– Det er et forenklet billede af en kompliceret situation. Jeg er ikke et offer. Og heller ikke en gerningsmand. Jeg kan godt se, at jeg har gjort andre mennesker ondt, selv om jeg aldrig blev sadistisk. Men min ambition var aldrig at skade nogen. Jeg ville hjælpe og redde andre.

Se også: Mini-serie: Jeg forlod sekten

Er taknemmelig

For Linnéa er det vigtigt at understrege, at årene i Knutby også bød på lys, varme og glæde. Hun vil ikke gå med til at kalde det ”en stjålen barndom”.

– Jeg har ikke altid haft det let. Det skal jeg ikke lægge skjul på. Men jeg har meget at være taknemmelig over. At jeg blev født i Sverige med alt, hvad det indebærer. At jeg har en familie, som elsker mig. Jeg ved jo heller ikke, hvordan mit liv havde set ud, hvis jeg aldrig var kommet til Knutby, siger Linnéa og tilføjer:

– Selvfølgelig har jeg være trist og sørget over al den tid, som jeg kunne have brugt på andre ting. Men det er som om, at årene med undertrykkelse har været som at spænde en bue. Jeg har så utroligt megen livskraft i dag og vil så meget med mit liv.