Olgas flugt fra krigen: Jeg må beskytte min datter

Rejsetaskerne var pakkede i lejligheden hos Olga, da de første missiler ramte Kyiv. Få timer efter angrebet var Olga på vej vestpå med sin datter, intetanende om at en ulykke få timer senere ville bremse flugten.

Tirsdag, 3. maj 2022 - 15:00 - Ude og Hjemme i Polen. Tekst: Catja Klarskov. Foto: Martin Høien/Aller Foto & Video.

Det første Olga bemærkede, var lyden. Et hult dunk, der for hende overdøvede både bilhorn og småskænderier. Dernæst kom smerten. En smerte, der borede sig så dybt ned i hendes venstre side, at Olga krøb sammen i fosterstilling midt på asfalten.

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Få sekunder forinden havde hun småløbet tværs gennem den tætpakkede parkeringsplads foran supermarkedet, men nu lå de plastflasker med kildevand og tre ruller kiks, som hun netop havde provianteret til flugten og haft under armen, spredt rundt på jorden.

Alt var forberedt

Olgas flugt fra russiske missiler var kun få timer gammel, da hun blev påkørt af en personbil, og selv om hun var både forvirret, stresset og havde smerter, var det eneste, hun tænkte på, at komme tilbage til sin bil, hvor ægtemanden, Anton Ovdii, ventede på hende med deres toårige datter, Polina.

Det var et halvt døgn siden, familien var stået op til et Ukraine i krig. Fra soveværelsesvinduet havde Olga i de tidlige morgentimer set røgsøjler i horisonten, og lyden af luftsirener havde ubarmhjertigt revet lille Polina ud af nattesøvnen. En gennemborende lyd, som Olga ikke på daværende tidspunkt troede, hun skulle blive så bekendt med. For krigen var kommet til Kyiv, og for mor og datter betød det, at flugten, som Anton længe havde forberedt for sin familie, straks blev sat i værk.

Anton er født og opvokset i Donetsk, hvor der siden 2014 har været væbnede kampe mellem Rusland og Ukraine. Han har fulgt krigen tæt helt fra begyndelsen, og da de første meldinger om russisk militæroptrapning ved grænserne løb ind, begyndte han at forberede sin families flugt ud af landet.

– Den morgen spildte vi ikke tid på at diskutere, om vi skulle flygte eller ej. Det havde vi allerede aftalt, så inden solen stod op, var vi på vej væk fra hovedstaden, fortæller 43-årige Olga Ovdii.

Flugten var forberedt, men ingen havde forudset det uheld, der var skyld i, at Olga nu pludselig lå sammenkrøbet foran en kølerhjelm, ude af stand til at rejse sig igen.

– Jeg vidste instinktivt, at noget var gået i stykker. Jeg kunne hverken rejse mig, støtte eller gå. En venlig mand hjalp mig til min bil, og vi kørte mod det nærmeste hospital.

Selv om køreturen ikke var lang, husker Olga den bumlende tur på de hullede ukrainske landeveje som et sandt smertehelvede. Hun sad stift i passagersædet, fordi bagsædepladsen var proppet med både rejsetasker, klapvogn og ældre slægtninge.

– Da vi kom frem, blev jeg tilset af en læge, som, ligesom alle andre, var både stresset og bange, så han undersøgte mig ikke ordentligt. I hvert fald overså han det hoftebrud, jeg senere fik konstateret af en anden læge, forklarer Olga.

Sat på pause

Efter lægens konklusion forsøgte familien først at fortsætte flugtplanerne.

– Jeg var i store smerter, så da vi kom til storbyen Lviv, kontaktede vi en anden læge, som opdagede et brud på min hofte, og selv om jeg slap for operation, fortalte han, at min heling afhang af, at jeg var sengeliggende i seks til otte uger.

Flugten blev på et øjeblik sat ud af spil. I stedet indlogerede hele familien sig i et beskedent og billigt værelse i Skhidnytsia, en lille by i det vestlige Ukraine. Fra sin sygeseng fulgte Olga krigen i nyhederne, og for hver dag voksede frygten i hende. Ifølge planen skulle hun og Polina for længst have forladt landet, i stedet voksede knuden i maven. Hver gang sirenen hylede, blev Olga mindet om sin utilstrækkelighed som såret mor.

– Så længe jeg lå lænket til sengen, følte jeg mig ude af stand til at beskytte min datter. Jeg kunne ikke handle på det mest basale instinkt i en mor, og aldrig har jeg prøvet noget så skræmmende, fortæller hun.

Instinktet sejrede

Efter ulykken skete det sjældent, at Olga var alene med Polina, men den dag havde Anton et ærinde og efterlod mor og datter alene på værelset. Olgas hjerte havde galoperet af angst, men efter flere timer med leg på sengekanten uden grund til bekymring, slappede hun endelig lidt af. Kort efter skete det, hun frygtede. Luftalarmen lød.

– Jeg tænkte ikke. Jeg rejste mig fra sengen, tog min datter under armen og fik hende i sikkerhed i bygningens kælder. Jeg mærkede for første gang ikke mine smerter. Adrenalin, frygt og moderinstinkt tog over. Den form for handlekraft ved man først, man besidder, når man har prøvet det.

I heldets hænder

Det var et stort pres for Olga, at hele familiens flugt afhang af, hvornår hun kom til hægterne. Hendes elskede fædreland føltes nu som et fangenskab, og for hver dag hun ikke kunne forlade sin sygeseng, mærkede hun, hvordan bekymringer og spekulation tog til.

– Jeg havde alt for megen tid til at tænke, mens jeg lå i sengen. Min hjerne var konstant på overarbejde og forestillede sig alverdens ubehagelige scenarier.

Olga tænkte på familien i naboværelset, som på krigens første dag nåede at flygte ud af Kherson, den første storby russerne overtog. Hun tænkte på det faktum, at det kun var takket være handlekraft og held, at familien slap ud med deres kun ni måneder gamle datter i tide. Og så spekulerede Olga også på, hvordan det mon var gået både hendes egen familie og deres nye venner, hvis de alle havde været blot en smule mere tøvende inden afrejse.

– I krig handler overlevelse ofte om held. Både vi og vores nye venner slap ud i tide, men vi har nære venner i Butja, hvis skæbne vi endnu ikke kender. Hele verden har set billederne og hørt historierne derfra, så jeg beder til, at heldet også fandt dem.

Selv nægter Olga at lade sin datters skæbne hvile i heldets hænder. Hun kan ikke leve med den frygt og uvished, det er ikke at vide, om krigen næste gang rammer der, hvor hun tror, hendes dyrebareste er i sikkerhed.

– Siden krigens begyndelse har vi opholdt os i det vestlige Ukraine, alligevel følte jeg mig aldrig sikker. Jeg hørte luftsirener og mærkede frygten hver dag, så det var aldrig til diskussion, om flugten skulle fortsætte, når jeg kunne gå igen.

Tungt ansvar

Det var en besværet Olga, der haltede rundt på det lille værelse i Skhidnytsia, mens hun pakkede rullekufferter og plastikposer. Aften forinden var Polinas forældre blevet enige om, at Olga nu var mobil nok til, at flugten kunne fortsætte.

– Fem uger efter ulykken var jeg klar til at påtage mig ansvaret for min families videre flugt over grænsen til Polen.

Det var et tungt ansvar, der nu alene hvilede på hendes skuldre, da Anton, mandag den 4. april, kørte familien til den ukrainske grænseby Shehyni.

Bilen bumlede ad de slidte landeveje, mens Olga stirrede stift ud af bilruden. Her så hun sit land passere gennem glasset, mens hun på skødet holdt sin lille datter. Flere gange undervejs knugede hun hende tæt ind til sig, mens hun mindede sit indre jeg om, hvorfor det var nødvendigt om få timer at forlade sin mand og sit land.

– Havde jeg været barnløs, var jeg blevet i Kyiv, men som mor er min primære opgave at beskytte min datter. Jeg handlede på mit moderinstinkt, og det fortalte mig: løb, løb, løb, forklarer Olga.

Tid til farvel

Køreturen til grænsen tog to timer, og da Anton slukkede motoren i Shehyni, var tiden kommet til farvel. Det var en følelsesladet afsked, men forældrene formåede at holde tårerne tilbage.

– Det var både et farvel til mit livs kærlighed, mit barns far og vores familie, som vi kender den. Alligevel har jeg ikke grædt, siden krigen brød ud. Tårer er en luksus og en svaghed, jeg ikke har råd til lige nu. Jeg skal være stærk for min datter.

De ramte grænsekøen tidligt på formiddagen, og her blev Olga overrasket over, at den langt fra var så massiv, som hun havde troet. Kun et par timer senere fik familien blåstemplet deres status som krigsflygtninge.

– Det var bogstaveligt talt grænseoverskridende at forlade mit land, selv om jeg godt ved, vi alle kommer hjem igen, når krigen er slut. Alligevel føles det forkert at forlade det land, jeg kender og elsker, forklarer hun.

Fyrre dage forsinket krydsede familien den grønne jernlåge til sikkerhed. Haltende skubbede Olga klapvognen foran sig, og i den polske grænseby Medyka, blev familien taget imod med åbne arme af de mange frivillige, som har dedikeret deres tid til at hjælpe de ukrainske flygtninge.

– Målet er Berlin, der skal jeg finde husly og arbejde, der kan forsørge os alle. Jeg tror ikke, livet som flygtning er let, men min datter er i sikkerhed, og det er det vigtigste. Det gør, at jeg endelig kan tillade mig at være optimistisk omkring fremtiden.