Om pyromanbrande: Børnelægens grufulde hævn

I denne uge fortæller Rejseholdets tidligere leder, Bent Isager-Nielsen, om brandstiftere. Og han kommer ind på den rystende sag fra 1995, hvor børnelægen Elisabeth Wæver satte ild på sin gifte elskers hus – og slog elskerens to børn og kone ihjel.

Man hører jævnligt om pyromaner og pyromanbrande.

Får alle, der tænder ild til for eksempel bygninger, seksuel tilfredsstillelse ud af deres handlinger, eller er der andre grunde?

Kan du ikke fortælle lidt om brandsager og de personer, der antænder brande, og om der altid er tale om mænd?

Venlig hilsen OE

 

Hej OE

Et godt spørgsmål, for du har ret i, at man tit hører brandstiftere omtalt som pyromaner, især når der er tale om seriebrandstiftere.

Og seriebrandstiftere er der faktisk en del af – altså mennesker, der flere gange antænder brande.

Overraskende for mange er det faktisk ifølge flere undersøgelser og helt modsat den almindelige opfattelse sådan, at kun ganske få brandstiftere kombinerer det at sætte ild på med at opnå seksuel tilfredsstillelse i form af onani.

Læs også: Hjælper forbud mod bander?    

Det har man nok fejlagtigt ofte troet tidligere, især hvis brandstifterne psykisk var lidt tilbagestående.

Der er derfor ingen tvivl om, at man – og det gælder også politiet – gennem mange år har anvendt ordene pyroman og pyromanbrande på en uhensigtsmæssig måde.

Vil skabe frygt

I dag ser man sådan på det, at hvis der er nogen som helst anden grund end en helt uforklarlig lyst til at sætte ild på, undlader man at bruge pyromanbetegnelsen.

Og der er faktisk næsten altid en eller anden forklarlig grund til, at en gerningsmand sætter ild på.

Det kan være et spørgsmål om at få udbetalt en forsikring – altså et økonomisk motiv – skjule spor efter en forbrydelse, skabe frygt i lokalsamfundet eller lege kispus med politiet og brandvæsenet, lave hærværk ved at brænde noget af og få afløb for vrede.

Der kan også være tale om afmagt og frustration (noget, der ofte ses hos psykisk syge brandstiftere), mordbrand – altså hvor man vil brænde nogen inde eller i sjældnere tilfælde direkte sætte ild til nogen.

Uhyre sjældne

Så hvis man i dag overhovedet kan finde en grund til, at en person sætter ild på noget, vælger man at kalde det brandstiftelse og med det motiv, man anser for det sandsynlige.

Man vælger kun ordene pyroman og pyromani, hvis der ikke findes en anden og egentlig grund.

Og her er det altså, at der i ganske få og helt særlige tilfælde kan konstateres en sammenhæng mellem det at sætte ild på og det at opnå seksuel tilfredsstillelse.

Læs også: Dette er mine yndlings-krimier på tv       

Og selv i de tilfælde er det ikke altid så simpelt, at gerningsmanden onanerer, mens han kigger på flammerne.Der er også eksempler på brandstiftelse, hvor gerningsmanden opnår en seksuel ophidselse ved branden, som bagefter får ham til at begå en seksualforbrydelse.

Men disse sager er som nævnt uhyre sjældne.

Børnelægen tog livet af to børn

En kendt sag om en kvindelig drabsmand og brandstifter er fra Bornholm.

I 1995 havde børnelægen Elisabeth Wæver en affære med sin kollega, en mandlig læge.

Men da han ville afslutte forholdet, tog hun en grusom hævn.

Børnelægen Elisabeth Wæver berøvede tre mennesker livet. 

Børnelægen Elisabeth Wæver berøvede tre mennesker livet. 

Iført en paryk tog hun flyet fra København til Rønne, hvor hun bedøvede elskerens kone med en morfinindsprøjtning. Siden blokerede hun udgangene til huset og satte ild til.

Moderen og den yngste søn på fire år brændte inde, men den ældste søn på otte år slap ud. Han døde en måned senere af sine kvæstelser – han nåede dog at fortælle, at der havde været en anden kvinde i huset.

I 1996 blev Elisabeth Wæver idømt livsvarigt fængsel for de tre drab.

I 2003 blev hun gift i fængslet. Og efter at have afsonet i 15 år begyndte hun et udslusningsforløb.

Den i dag 66-årige kvinde lever ifølge B.T. med et nyt efternavn et sted i Danmark sammen med sin mand.

Venlig hilsen Bent