Pias store bekymring: Min søn er ludoman

Pia hører den velkendte biplyd fra sin telefon. Hun har modtaget en sms fra sin søn, Marcus.

Han har lige fået fri fra skole og er på vej på arbejde. I beskeden skriver han, at han er sulten, og spørger, om han må få 25 kr. til et stykke pizza.

– Det skriver jeg ja til. Han skulle ikke sulte. Derfor overfører jeg 25 kr. til ham, siger 51-årige Pia Mossalski fra Randers.

De aftaler, at Marcus skal sende et foto af pizzaen og et foto af kvitteringen for pizzaen.

Men hvad Pia ikke ved, er, at flere modtager præcis samme besked.

Marcus’ store appetit efter pizza går ikke ubemærket hen, og da hans kæreste fortæller, at hun også har lånt ham penge, opdager Pia bedraget.

– Det var hårdt, for jeg ville jo ikke have, at han var sulten. Det ramte mit moderinstinkt, husker Pia.

På den måde snød Marcus sig til et stykke pizza og 100 kr. til at oddse for.

Det var ikke unaturligt for familien Mossalski at spille på en fodboldkamp i ny og næ. Marcus’ far, Brian, havde ofte taget Marcus med på Randers Stadion, hvor de så en fodboldkamp sammen og spillede lidt på resultatet.

– Det var altid småpenge, og det var bare en del af oplevelsen at spille en tier på kampen, fortæller 53-årige Brian Mossalski fra Randers.

Og når de gik i kiosken for at spille lidt på en kamp, var det altid for Brians penge.

– Jeg gav ham også lov til at låne min spilkonto, men dengang vidste jeg ikke, hvilken konsekvens det ville få for ham senere, husker Brian.

Pengene forsvandt

Det har altid været vigtigt for parret, at Marcus lærte at tjene sine egne penge. Han skulle vide, hvor penge kom fra, for at han ikke skulle sløse dem væk på ligegyldige ting.

– Han havde altid sparet op til større ting, f.eks. en Playstation, og det havde han gjort, siden han fik sit første job som avisbud, fortæller Pia.

Men langsomt oddsene deres 15-årige søn mere og mere. Han fandt ud af, at han selv kunne gå i kiosken og spille, og de spil kunne Pia følge med i.

Det begyndte en dag, da Pia gik ind på sin netbank og så nærmere på familiens konti. Pludselig fik hun øje på en masse røde tal på sin søns konto.

– Pengene fossede ud. Jeg kunne se hans bankkonto, fordi han var under 18 år. Der var mange transaktioner nede fra kiosken, siger Pia.

Pia fik en knude i maven, og mærkede, at der var noget galt.

– Det undrede mig først, fordi det var atypisk, da han var en sparsommelig dreng. Han ville ikke bruge penge på sådan noget. Det var mærkeligt for ham at bruge så mange penge på sport.

– Jeg syntes, at det var en dårlig idé, at han spillede, og det fortalte jeg ham også. Han skulle ikke bruge sine sparepenge på spil, fortæller Pia.

Men Pia forstod snart, at Marcus var afhængig, og hun vidste, at han skulle have hjælp.

Ændrede opførsel

Marcus delte dog ikke sin mors bekymring, og han fortsatte med at spille.

Alting foregik på hans telefon. Da han var under 18 år, fik han nogle gange overtalt sin far til at låne hans spilkonto, indtil Brian lukkede den mulighed for ham. Men det betød bare, at Marcus fandt på andre muligheder. Det fik ham ud på et sidespor, og det kunne mærkes i hjemmet.

– Hans humør blev værre, og han spillede tit på sin telefon. Han fik kort lunte, og det fik os til at tænke, at der var noget galt. Noget, han ikke fortalte os, husker Pia.

Dagligdagen blev sværere for dem at leve i, og aftensmaden kunne ende i konflikt.

– Hvis vi havde sagt klokken 18, og maden først blev færdig kvart over, ramlede det hele. Hvis kampen, han skulle spille på, ikke passede med aftensmaden, skulle han ikke have noget at spise, siger Brian.

Mange konflikter

Den opførsel var ny for familien, som var vant til at spise aftensmad sammen.

– Der gik bølgerne højt, vi havde konflikter hele tiden, og da han blev 18 år, eksploderede det hele, fortæller Pia.

Pia vidste, at hun ikke længere kunne holde øje med Marcus’ konto via netbanken, når han fyldte 18 år. Så det var med blandede følelser, da hun fandt ud af, at banken ved en fejl stadig lod hende følge med i hans konto, efter Marcus blev myndig. Hun kunne bare ikke afsløre det, for så vidste hun, at adgangen ville blive lukket.

– Det var så sygt, jeg kunne tjekke hans konto 10 gange om dagen. Og når Brian kom hjem, fortalte jeg, hvor meget Marcus havde hævet, fortæller Pia.

Parret var uenige om, hvordan de skulle håndtere problemet. De prøvede flere gange at tale med deres søn om spilforbruget, men det endte altid i konflikt. Til sidst opgav de.

– Vi var bekendt med misbruget, men vi undlod at konfrontere ham. Vi havde prøvet mange gange før. Nogle ville måske kalde os konfliktsky, men vi vidste godt, hvad vi ville få ud af det, hvis vi begyndte at tale om hans spillemani, siger Brian.

Opsøgte hjælp

I efteråret 2018 var familien i overlevelsestilstand.

– I den periode var min største frygt, at der ville stå én med en boltsaks ude foran vores hjem og vente på ham. Tænk, hvis han skyldte penge til de forkerte mennesker, husker Brian.

Frygten blev Pias drivkraft, og hun ville ikke længere være vidne til, hvad spillet gjorde ved hendes søn.

– Der var ingen anden udvej end at søge hjælp, fortæller Pia, der søgte på nettet og fandt et behandlingstilbud, som ville tage Marcus, når han var klar.

Endeløs gæld

Det var ikke nemt at få Marcus i behandling. Den ene dag var han klar, den næste dag ville han intet. En dag fortalte Marcus, at han ikke kunne tage i skole, fordi han skyldte for mange penge væk. Pia var klar med hjælp.

– Vi sad en aften og udfyldte et regneark, som Marcus havde lavet: hvem han skyldte, og hvor meget. Langsomt fik vi sendt penge til dem, men næste dag kunne jeg se på hans bankkonto, at han var ude at låne penge igen, selv om han lige havde betalt alt tilbage. Det kunne jeg bare ikke afsløre, at jeg vidste, fortæller hun.

Frygtede for hans liv

Den næste gang, Marcus bad om hjælp til sin gæld, stillede Pia derfor et ultimativt krav: Han skulle gå i behandling for sin ludomani.

Herefter fik forældrene lukket hans MobilePay og NemID, og de fik råderet over hans økonomi.

Marcus fik tilbudt en behandlingsplads, men han var ikke klar. Det gjorde Pia ude af sig selv.

– Jeg ringede flere gange til dem og fortalte, at han ikke var klar. De sagde bare, at det blev han, hvilket jeg havde svært ved at tro på, siger Pia.

– Vi frygtede, at han måske ikke ville nå det, inden han gjorde skade på sig selv, fortsætter Brian.

Dagen kom, og Marcus blev klar. Han ville dog ikke have, at Pia eller Brian tog med ham ind til samtalen – kun sin søster. Og sådan blev det.

Pia var urolig på dagen, hvor hun sad i et venteværelse, mens Marcus og hans søster var til den første samtale.

– Jeg ventede bare på, hvornår Marcus ”trak stolen tilbage”, men det skete heldigvis ikke, og det var en lettelse, husker Pia

Marcus har ikke spillet, siden den dag.

Spilfri i dag

Marcus er i dag 23, og han er dybt taknemmelig for, at forældrene fik ham på rette vej, Han tager i dag selv ansvaret for sin spilafhængighed, det var ikke hans forældres fejl, understreger han, selv om Pia og Brian længe følte, at det var dem, som måtte være skyld i hans ludomani.

– I lang tid tænkte vi, hvad vi mon havde gjort galt, siger Pia.

I dag er Marcus i gang med at uddanne sig til ludomanibehandler og har udgivet bogen ”Ludoman – Alt på spil” med et ønske om, at andre kan spejle sig i hans historie. For det var den største gave i hans forløb, da han kunne spejle sig selv i andre, og se, at han ikke var alene.

– Vi er i dag stærkere som familie, og vi blev ret hurtigt enige om, at hvis vi bare sammen kunne hjælpe én anden familie ud af de problemer, som vi har været i, så er det det hele værd, siger Brian.