Plejehjem med skønhedssalon: Livet er smukt

Sosu-assistent Linda Karlsson fik ideen til skønhedssalonen, da hun så nogle borde med plexiglasruder stå stablede foran personalrummet. De var blevet indkøbt, så beboerne på det svenske plejehjem Roma kunne tage imod besøgende på sikker vis under corona-pandemien.

– Jeg tænkte, at de kunne blive til gavn igen, hvis vi tog dem ind i fællesrummet og skabte en lille skønhedssalon. Før brugte vi køkkenet til at smukkesere beboerne, men det er jo ikke lige så sjovt som at gå på ”salon”, siger hun.

Personalet malede et af bordene og placerede det i hjørnet, så det er adskilt fra de andre aktiviteter. I depotrummet fandt de et gammelt fyrretræsspejl, som de piftede op med guld, glimmer og en lyskæde.

– Vi vil gerne give beboerne lidt Hollywood-glamour, forklarer Linda.

– Vi skal jo huske, at de ikke bor på vores arbejdsplads – det er os, som arbejder i deres hjem. Og vi må gøre alt, hvad vi kan for, at de skal have det så behageligt som muligt, både når det gælder indretningen, maden, omsorgen og aktiviteterne, understreger afdelingschef Jenny Lindgren.

Plejehjemmet, der ligger på øen Gotland midt i Østersøen, åbnede sin skønhedssalon i starten af marts, og den blev straks populær.

– Jeg føler mig yngre, hver gang jeg sidder her, fortæller Kerstin Ryström, som er ved at få ordnet håret. Hun plejede selv at krølle det, men med alderen er det blevet hårdt at holde armene oppe så længe, og hun er taknemmelig for, at andre nu gør det for hende.

Linda tager spolerne ud af hendes hår, og lokkerne falder smukt rundt om ansigtet. Så er det tid til at farve pandehåret blåt! Salonens ”kunder” synes, det er skønt med en frisk farveklat mellem alle de grå hår.

De to kvinder joker med, at Kerstin skal have lavet en hanekam næste gang. Deres hjertelige latter er balsam for sjælen.

Herlig håndmassage

Så står neglene for tur. Mange af de ældre har ikke fået manicure før.

– De har arbejdet med deres hænder hele livet, inden for omsorgssektoren eller på en bondegård, og hænderne har været deres værktøj. Nu får fingrene en helt anden slags opmærksomhed. De synes, det er herligt med berøringen, og de bliver glade af at se deres velplejede og farverige negle, siger Jenny.

– Jeg har aldrig set så fin ud før, udbryder Dagmar Wedin, som netop har fået malet neglene i en sart rosa nuance. Den 94-årige dame boede tidligere på en gård og tog hånd om både mand, børn, hjem og kreaturer. Dengang var der ikke tid til at tænke på malede negle.

Nu har hun masser af tid, så da neglelakken er tør, takker hun ja til en afslappende omgang håndmassage.

– Det er dejligt! Jeg er så glad for salonen, siger hun.

Salonen hedder ”Görsigfin”. Navnet skulle være kønsneutralt, da de mandlige beboere også er velkomne til for eksempel at få trimmet skægget eller lagt en ansigtsmaske.

Plejehjemmet arrangerer også fine middage flere gange om året. Her serveres der trerettersmenuer ved langborde pyntet med smukt porcelæn og sølvbestik. Damerne får hjælp med sminken og håret, og alle har deres fornemmeste tøj og smykker på.

– Der skal være meget blingbling. De, som ikke har noget glitrende, får lov til at låne af mig og min kollega. Sidste gang lånte en af beboerne min tiara med blå sten, og hun var så fin, at hun ville passe ind i den rigtige Nobel-middag, siger Linda.

I dag drikker damerne flødelikør med jordbærsmag i champagneglas, mens de bliver puslet om i salonen eller morer sig med at spille brætspil.

– Det startede med, at en af dem fik en flaske Madeira i julegave. Hun bad om at få nogle ekstra glas, fordi hun ville ”byde de andre tøser”. Og så udviklede det sig til en tradition, fortæller Linda.

Wall of Fame

I korridoren er den ene væg fyldt med indrammede portrætter. Det er sort-hvide billeder af beboerne i deres livs forår.

– Det er vores ”Wall of Fame”. Det er vores damer, da de var unge. Jeg synes, det er fint at se, hvem de var engang. Det er så let at glemme, at en person har været ung, og at der bag rynkerne gemmer sig et helt liv og et interessant menneske. Vi har alle været forelskede, måske fået børn – alle har en unik skæbne, siger Linda og vender sig mod sin ”kunde” i salonstolen.

– Når man flytter ind her, kan det godt være, at man er gammel og rynket, men man føler sig ung indeni, eller hvad, Kerstin?

– Jo, det gør man! Jeg føler mig som en 15-årig, smiler Kerstin.

Når nogen flytter ind på plejehjemmet, får de mulighed for at udfylde et dokument med deres livshistorie. På den måde kan personalet danne sig et billede af det liv, man har levet, hvad man har arbejdet med, og hvilke interesser man har.

– Det er rart for os at vide, hvem vi har foran os, og det er en god måde at komme ind på et andet menneske. ”Okay, du kan lide at sy, du har arbejdet med landbrug og så videre”, siger Linda.

I denne afdeling er der mange livsglade damer – og kun én mand.

– Ja, ham slås vi om alle sammen, griner Kerstin og tilføjer:

– Han virker ikke til at have noget imod at være den eneste herre her. Han holder af os alle.

Efter en herlig formiddag på skønhedssalonen er det blevet tid til at spise frokost. Der er hjemmelavet stikkelsbærtærte til dessert. Stemningen er god og løssluppen, og damerne betragter deres skinnende negle, mens de venter på maden.