Skulle vælge mellem sit ufødte barn og sig selv

Ann Louise var få uger henne, da lægerne opdagede en tumor i hendes hjerne. Pludselig stod hun i sit livs dilemma. For lægerne rådede hende til grundigt at overveje at afbryde graviditeten.

Jordemoderen trykker scanneren ned på det blottede maveskind, og på skærmen kommer konturerne af et lille menneske til syne. Lyden af det bankende hjerte fylder rummet. Men den ellers så glædelige lyd, får Ann Louise til at vende hovedet væk fra skærmen. Hun stirrer i stedet ind i den hvide væg, mens den dårlige samvittighed kryber ind over hende. For tanken om, at hun måske ikke skal sidde med sit barn i armene, dufte til den lille barnekrop og høre de små grynt, kan hun ikke bære.

Ønskebarn

– Det var virkelig et ønskebarn, og jeg var så lykkelig, da jeg fandt ud af, at jeg var gravid. Men da jeg var til ultralydsscanning, vidste jeg stadig ikke, om jeg ville beholde det, for lægerne havde sagt, at jeg meget grundigt skulle overveje, om jeg ville beholde barnet eller afbryde graviditeten for mit helbreds skyld, fortæller 33-årige Ann Louise Simonsen fra huset i Dianalund.

Ann Louise var netop færdig som sygeplejerske og havde fået en drømmestilling som operationssygeplejerske. Huset i Dianalund var hver dag fyldt med glade barnestemmer fra datteren Sofie og sønnen Silas, og da hun i starten af 2021 fandt ud af, at hun ventede sit tredje barn, som hun inderligt ønskede, var hun lykkelig.

Men et par uger efter den positive graviditetstest begyndte hun at få ondt i hovedet og blive mere træt. Hun skød det væk med tanken om, at det ikke var unormalt, når man var gravid, og hun havde også haft travlt i en længere periode.

Gik i kramper

Men en nat blev hun vækket af sin mand, der forskrækket kiggede på hende. Han fortalte den intetanende Ann Louise, at hun var gået i kramper, havde sagt mærkelige lyde, havde vendt det hvide ud af øjnene og bidt sig voldsomt i tungen. Da han sagde, at han havde ringet 112, grinede hun ad ham. For Ann Louise kunne ikke huske noget. På hospitalet var der ikke umiddelbart noget at se, så efter hun var blevet observeret i et stykke tid, blev hun sendt hjem. Men senere samme dag udspillede samme scenarie sig igen, da hun faldt i søvn på sofaen i stuen.

– ”Mor okay?”, hørte hun sin dengang toårige datter, Sofie, spørge hende.

Endnu engang kom en ambulance med udrykning kørende ind på gårdspladsen. Med Sofie på fars arm, vinkede de farvel til mor, der blev kørt til Holbæk Sygehus og senere Roskilde Sygehus.

Da Ann Louise slog øjnene op på sygehuset, blev hun mødt af alvorlige blikke fra Jacob og personalet. Hun nåede ikke at tænke de alvorlige scenarier igennem, før hun fik den besked, der sidenhen skulle sætte hende i sit livs dilemma.

Stor tumor i hjernen

– Da de sagde, at jeg havde en tumor i hjernen, forstod jeg det nok ikke helt. Jeg havde jo ikke mærket noget til den, så jeg var faktisk ikke særlig nervøs, forklarer Ann Louise, der på det tidspunkt ikke kunne vide, om den var godartet eller ondartet.

Hun fik hurtigt en tid på Rigshospitalet til samtale om operationen, og her kunne de fortælle, at tumoren var seks centimeter lang. Lægerne forklarede, at den nok havde siddet der i flere år, og at graviditeten havde fået den til at røre på sig.

– Du skal nok overveje meget grundigt, om du vil fortsætte din graviditet. Det er hårdt at blive mor med en hjernetumor, og en graviditet kan få tumoren til at vokse, sagde lægen til Ann Louise.

Den efterfølgende tid kørte tankerne rundt i hendes hoved. Hun følte sig egoistisk, uanset hvilken beslutning hun tog, og hun blev ved med at udskyde den. Når hun kiggede på sin dengang toårige datter, Sofie, og 12-årige søn, Silas, gjorde det ondt i hjertet ved tanken om, at hun ikke skulle være der for dem.

Stort dilemma

Den dag Ann Louise lå på briksen og fik scannet sin mave, føltes det hele uretfærdigt. Men lyden af det bankende hjerte begyndte efterfølgende at frembringe en styrke i hende, og med støtte fra sin mand vidste hun til sidst, hvilken beslutning hun skulle tage.

– Jeg kunne ikke lade være med at tænke, at der var en mening med, at jeg blev gravid midt i det her kaos. At det på en måde var meningen, at det skulle hjælpe mig igennem det her, så det ikke kun var sygdom der fyldte. Så til sidst var jeg slet ikke i tvivl om min beslutning. Jeg skulle fortsætte graviditeten, fortæller Ann Louise, der skulle have opereret tumoren ud ved en vågen operation.

Da hun lå på operationsbordet, var hun rolig, og da de efterfølgende sagde, at de havde fået opereret det meste ud, men måtte lade en lille rest være tilbage, var hun fortrøstningsfuld.

Stor mavepuster

De efterfølgende dage var Ann Louise påvirket af operationen. Hun kunne kun lave én ting ad gangen, men bivirkningerne var alligevel ikke så slemme som først antaget. 14 dage senere gik hun ned ad hospitalsgangen for at få resultatet af den vævsprøve, de havde taget af tumoren.

– De sagde, at jeg havde kræft i hjernen. Det føltes som en mavepuster. Jeg havde troet, at den var godartet. Jeg havde jo en baby i maven og to børn, som jeg skulle være der for. Lige der kunne jeg ikke lade være med at tænke, om det var min egen skyld, fordi jeg havde fortsat graviditeten, fortæller Ann Louise.

I den efterfølgende tid gik hun rundt som i et underligt vakuum. Hun havde læst, at folk med hendes diagnose i gennemsnit levede i ti år. Så når hun så på sine børn, kunne hun ikke lade være med at tænke, at Sofie ville være 12 år, når hun døde, og Silas 22 år. Fra radioen hørte hun ofte sangen ’I morgen er der også en dag’ med Andreas Odbjerg, og hver gang måtte Ann Louise slukke.

– Jeg følte, at min udløbsdato kom alt for tæt på, og jeg syntes, at det hele var så uretfærdigt. Jeg havde alt det, jeg havde drømt om; hus, børn og en dejlig mand, der virkelig støttede mig, og pludselig føltes det, som om det blev taget fra mig, forklarer Ann Louise.

Velkendt lykkefølelse

Men når hun mærkede efter, fortrød hun alligevel ikke beslutningen om at beholde barnet i maven, og som tiden gik, begyndte den gamle kampvilje at vise sit ansigt. Når hun kiggede på sine børn, gjorde det hende glad, og når hun cyklede af sted med Sofie om morgen til vuggestuen, kunne hun igen mærke den velkendte lykkefølelse. Langsomt begyndte sygdommen at træde i baggrunden, og i stedet begyndte hun at glæde sig over livet og det lille barn i maven.

Lægerne tilbød efterfølgende Ann Louise at blive behandlet med protonstråler for at få bugt med resten af kræften. Det betød, at hun kunne blive behandlet uden at skade det spirende liv i maven.

Som månederne gik, voksede maven, og Ann Louise kunne finde glæde i at forberede lillebrors ankomst.

Tre uger før termin blev fødslen sat i gang, og da Ann Louise fik sin søn i armene, føltes det som et mirakel.

Mirakel-baby

– Lige der vidste jeg, at det havde været det hele værd. Han var sund og rask, og han blev symbolet på den kamp, jeg havde kæmpet.

I dag sidder den syv måneder gamle Nohr med et kæmpe smil i sin mors favn, uvidende om at hans mor har kæmpet for livet, mens han voksede sig stærk inde i hendes mave. Ann Louise skal gå til kontrol resten af sit liv, og hun får stadig kemoterapi via tabletter, men, til trods for at hun stadig har en kræftdiagnose, har hun aldrig følt sig mere lykkelig.

– Førhen gik jeg nok lidt mere op i, at tingene skulle være lidt mere perfekt, men nu bruger jeg min tid på det, der betyder noget. At være sammen med min mand og vores dejlige familie. Det kan måske virke paradoksalt, at man kan have kræft og være lykkelig, men det er faktisk sådan, jeg har det. De små ting har fået mere værdi, og jeg er blevet mere skarp på, hvad der vigtigt, og det er det her, siger hun, mens hun kigger på lille Nohr.

 

Nohr er det hele værd, siger Ann Louise, der har fået sin gamle kampvilje igen.

Nohr er det hele værd, siger Ann Louise, der har fået sin gamle kampvilje igen.