Søens dystre hemmelighed: Jægere fandt parteret lig af kvinde

I september 1985 fandt en gruppe jægere det højre ben fra et menneske i en sø i Thy. Jagten på en udspekuleret morder kunne begynde. Her skriver Ude og Hjemmes krimiekspert Bent Isager-Nielsen om sagen.

Jeg er i gang med at lave tv-dokumentarudsendelser om danske drabssager, hvor enten gerningsmanden eller offeret er tysk.

En af sagerne i den tyske serie handler om det parterede lig i Roddenbjerg sø i Thy i 1985. Jeg var ikke med til opklaringen, da jeg var optaget af en anden drabssag i Jylland på det tidspunkt, men jeg kender sagen.

Andejagten var gået ind søndag den 1. september 1985, da en gruppe jægere fandt det højre ben fra et menneske i kanten af søen.

Politiet fra Thisted blev tilkaldt og en større eftersøgning iværksat, hvorefter en højre arm blev fundet. Politiet i Thisted bad straks om assistance fra Rejseholdet.

En tilkaldt retsmediciner kunne fastslå, at der formentlig var tale om en 30-45-årig kvinde. Senere samme dag fandt politiet et andet sted i søen kvindens venstre ben, hvilket gjorde, at man kunne udvide beskrivelsen af kvinden til cirka 170 centimeter høj og kraftig af bygning.

Ligdelene var tydeligvis skåret fra kroppen, og knoglerne delt med en sav. Kvindens overkrop, torsoen, blev fundet den 6. september i en anden sø i nærheden, Ørum sø. Efterforskerne kunne derfor konkludere, at gerningsmanden havde smidt ligdele i begge søer.

Øde havneområde

Efterforskningen var omfattende og involverede udover Danmark flere nabolande. Men ingen savnede kvinder, der matchede de fundne dele.

Det var, som man også har set efterfølgende i andre makabre parteringssager, en sag med maksimal opmærksomhed fra befolkningen og medierne, også i Tyskland.

Tysk politi kunne efter et stykke tid meddele, at en tysk styrmand på baggrund af medieomtalen havde henvendt sig og fortalt, at han den 21. august samme år havde ligget med sin båd i Hanstholm havn, da han bemærkede en tysk indregistreret bil på det øde havneområde.

Hoppede i vejret

Føreren af bilen tog noget op af bagagerummet og smed det i havnen. Styrmanden blev mistænksom og kontaktede manden, der var helt uvidende om, at han var blevet iagttaget, for han hoppede forskrækket i vejret.

Føreren var også tysk, så de to mænd talte tysk sammen. Styrmanden skrev bilens registreringsnummer ned og beskrev bilen som en “Mercedesagtig, elfenbensfarvet personbil”. Et vigtigt vidne, som fik afgørende betydning i sagen.

Fandt papir med navn

Men endnu et tysk vidne fik betydning, nemlig en mand, der henvendte sig til politiet og fortalte, at han under sin ferie i Danmark den 21. august havde bemærket brand i en affaldscontainer på en rasteplads ved Vorupør.

Han fandt her et delvist brændt stykke papir med navnet Helga Casu samt en adresse i Braunschweig. Det lagde han mærke til, fordi han selv var fra Braunschweig.

Tysk politi fandt ud af, at Helga Casu (billedet øverst) eksisterede, men var forsvundet, efter at hun kort forinden havde mødt en tysk sælger og rådgiver ved navn Hans Günther Stumpe, der skulle hjælpe hende med økonomiske forhold.

50-årige Stumpe, der var gift, var indehaver af en elfenbensfarvet Mercedes med det registreringsnummer, det første tyske vidne havde fortalt om. Under en afhøring bekræftede han at kende Helga, men vidste angiveligt intet om, hvor hun var.

Nettet strammedes om Stumpe under den intensiverede efterforskning, og han blev anholdt. Det kom frem, at Stumpe og Helga havde et forhold, som Stumpe ville ud af efter at have snydt hende økonomisk. Måske truede hun også med at afsløre ham overfor hans kone.

 

Forretningsmanden Hans Günther Stumpe kom i politiets søgelys.

Forretningsmanden Hans Günther Stumpe kom i politiets søgelys.

 

Stumpe fik Helga under forskellige påskud lokket med til Danmark, hvor han havde lejet to sommerhuse i Thy. De huse fandt politiet frem til, og i det ene fandt man tekniske spor, der underbyggede, at der var sket et drab.

Drabet og parteringen var formentlig foretaget med redskaber fra et campingsæt bestående af spade, økse og sav. Sådanne campingsæt solgte Stumpe.

Nægtede sig skyldig

Retssagen mod ham foregik i Braunschweig i Tyskland, hvor Stumpe blev idømt livsvarigt fængsel for overlagt drab. Den hidtil mest udspekulerede parteringsdrabssag i danmarkshistorien var opklaret.

Stumpe har altid nægtet sig skyldig, men blev dømt med baggrund i et overvældende indicie-materiale efter et meget imponerende stykke dansk-tysk efterforskningsarbejde af en grov, planlagt og velgennemført forbrydelse, der er blevet kaldt “et næsten perfekt drab”.

Hænderne og hovedet af liget er i øvrigt aldrig blevet fundet.

Venlig hilsen Bent