Sophies barske opvækst: Pigen på den onde gård

Sophie voksede op på en af Sveriges mest berygtede rideskoler. Hendes far blev dømt for seksuelle overgreb mod fem af gårdens staldpiger, og Sophie slap heller ikke fri af hans kløer.

Et af de første minder, Sophie har om sin far, er fra fængslet.

– Jeg var vel fem eller seks år. Mor tog mig og min søster med til ”fars arbejde”, som de kaldte det. Jeg husker, at vi sad og gravede i en sandkasse, og at manden, som kaldte sig for min far, kom ud til os, satte sig på hug og snakkede. Jeg kan ikke huske, hvad han sagde, men efter nogen tid kom en stor, muskuløs og tatoveret mand for at hente far. Så sagde mor, at vi var nødt til at gå igen, for far skulle arbejde videre, fortæller 33-årige Sophie Jahn fra Stockholm.

Hendes far havde fået en dom på to år for en række seksuelle overgreb begået mod fem piger, der var elever på hans rideskole i 90’erne. Han blev løsladt før tid, og da han vendte tilbage til familiens gård, blev der holdt en stor fest for at fejre, at han var en fri mand.

Dengang vidste Sophie ikke noget om overgrebene, men der gik ikke lang tid, før hun indså, at hendes far skilte sig ud fra andres fædre. Klassekammeraterne sagde, at hun havde en ulækker far.

Der begyndte snart at ske mærkelige ting på gården. Fængslet havde ikke gjort hendes far til et bedre menneske.

– Så snart man gjorde noget, som far ikke brød sig om, fik man en lussing eller hårde ord med på vejen. Han drak en hel del, og jo fuldere han var, desto mere aggressiv blev han. Han var meget udadreagerende.

De to søstre støttede hinanden og gør det stadig i dag. Sammen med forældrene tog de rundt til ridestævner, hvor Sophie sigtede efter at blive en fremtidig stjerne inden for ridebanespringning. Hendes far var kendt i hele Sverige som en dygtig rytter, der især havde et godt tag på problemheste. Heste, som skulle tæmmes.

– Han havde en stor præcision, og som barn ville jeg gerne være lige så dygtig som ham. Jeg var nok også ret dygtig, men aldrig god nok i fars øjne. Gjorde jeg ikke, som han ville have det, under ridningen, blev jeg straffet. Ofte satte han mig og min søster op mod hinanden som rivaler.

Stoppede med at kalde ham far

Farens raseriudbrud eskalerede for hvert år, og han begyndte også at gøre andre mærkelige ting. Sophie fortæller om et tilfælde, hvor han kom ind på hendes værelse midt om natten og lagde sig ind til sin datter i sengen.

– Han var helt nøgen under sin morgenkåbe og tog på mig på en upassende måde, siger Sophie, som væmmedes ved ham og begyndte at forstå, hvad klassekammeraterne havde snakket om.

Det var på hendes 13-års fødselsdag, hvor han solgte hendes elskede pony, Lucky Luke, at hun holdt op med at kalde ham far og i stedet begyndte at bruge hans navn.

Sophie beskriver, hvordan alle i familien hver dag skulle udfylde en kolonne på en stor sort tavle, der stod midt i køkkenet. En ad gangen blev de tvunget til at stå foran hendes far og skrive fem ting op, som de havde gjort forkert i løbet af dagen.

– Det kunne være noget, jeg havde sagt forkert, at jeg ikke havde fået en god karakter, eller at jeg ikke havde redet korrekt. Det fik mig selvfølgelig til at føle en enorm skam og angst, og det gik ud over min selvtillid.

Sophie fortæller også, hvordan faren slog sine børn. Lussingerne blev med tiden til knytnæver, og Sophies mor gik heller ikke fri. Sophie husker, at hun plejede at sidde på trappen og se på, når moren blev slået.

– Jeg frygtede konstant, hvad han ville gøre ved hende, og jeg var rædselsslagen for, at mor skulle dø.

“Natteridning”

På spørgsmålet om, hvordan Sophie havde det med sin mor, svarer hun:

– Min mor var kun 14 år, da hun mødte min far. Hun blev mor tidligt, og under min opvækst føltes hun ikke som en mor, men snarere som en søster. Ligesom os børn havde hun det utroligt svært, og hun var desuden den, som havde ansvaret for hele gården og alle staldpigerne.

Sophie mindes en anden episode, hvor faren kastede hende og søsteren i poolen med tøjet på, selv om det var minusgrader. De var helt nedkølede.

– En anden gang vækkede han os midt om natten og sagde, at vi skulle rengøre huset, og han tvang os barfodede ind i vores store kølerum og sagde, at vi ikke måtte komme ud igen, før der var afrimet, fortæller Sophie og husker, hvordan isen skar i hendes bare fødder.

At ting skulle ordnes midt om natten, blev efterhånden en regel snarere end en undtagelse. Sophie husker særligt de såkaldte ”natteridninger”.

– Det var, som om noget sadistisk tog over i ham. Han tvang mig ud i stalden og beordrede mig til at sætte mig op på de vildeste heste og hoppe over forhindringer, som lå langt over både min og hestenes kapacitet. Det var forbundet med livsfare, og jeg faldt tit af og fik blå mærker over hele kroppen.

En skytsengel

Sophie har udgivet lydbogen ”Pappas flicka på hästgården” (Fars pige på hestegården, red.), hvor hun fortæller om sin barske opvækst. Her omtaler hun også de frygtede natteridninger, hvor søstrene skulle ride på uberegnelige hingste uden tøjler. I stedet måtte de styre med deres lette vægt mod hestenes sider og ryg.

”Så kom tårerne. Jeg sad som paralyseret. Når vi tog tøjlerne af, begyndte de to hingste at slås, og vi havnede mellem dem. Hingste slås, indtil en af dem vinder, hvilket kan føre til den enes død. De går til angreb, når de føler sig truede, og hvis ingen styrer dem, overtager de kommandoen,” fortæller Sophie i bogen.

Mange gange tænkte hun, at hun måtte have en skytsengel, som vågede over hende. Nede på jorden var hestene hendes største tryghed.

– De var mine bedste venner. Hos dem blev jeg rolig, og jeg kan huske, at jeg plejede at synge for dem. Jeg følte, at de accepterede mig for den, jeg var, og af dem fik og mærkede jeg kærlighed. Jeg havde min helt egen måde at kommunikere med dem på.

Sophies far havde tilsyneladende endnu bedre kontakt til hestene. Han var ”manden, som kunne tale med heste”.

– Præcis ligesom vi var bange, så snart han var i nærheden, så var hestene det også. De havde enorm respekt for ham, og han kunne tæmme de vildeste heste.

Farens kontrol over hestene gik så vidt, at han nogle gange tog dem med ind i huset, op ad trappen og ind i soveværelset.

– Mor var skrækslagen og sov ikke i samme rum som far de nætter. Hestene kunne jo sparke dem ihjel, mens de sov. Far derimod var slet ikke bange. Han lå og snorkede og sov fredsommeligt. Om morgenen måtte mor lukke hestene ud og rengøre gulvet efter deres afføring.

 

Hestene var Sophies største tryghed, da hun var barn, og hun var en dygtig rytter.

Hestene var Sophies største tryghed, da hun var barn, og hun var en dygtig rytter.

 

Mentalt ustabil

Sophie ved ikke, hvilken diagnose hendes far led af, men hun mener, at han helt tydeligt var mentalt ustabil. Alkoholen gjorde det værre og påvirkede hans adfærd endnu mere.

– Hans humør kunne skifte ufatteligt hurtigt. Jeg udviklede med tiden et indre kompas, hvor jeg hele tiden kunne stille ind på ham. Jeg vidste, hvordan han blev, når han drak hård spiritus, og jeg vidste, hvilket humør han kom i efter nogle glas vin. Det føltes som at gå rundt på æggeskaller.

Sophies far døde i 2018 efter at have kæmpet med både kræft og lungesygdommen kol. Indtil den dag levede Sophie et liv, hvor hun konstant kiggede sig over skulderen.

– Jeg havde på det tidspunkt levet med en beskyttet identitet i flere år, og på sit dødsleje ville han ikke se nogen af os. Han var vred på os til det sidste. Han nægtede alt – sexforbrydelserne, han blev dømt for, og alt, han udsatte familien for.

Inden hans begravelse tog Sophie og hendes familie afsked med ham. Hun fortæller, at han lignede en på 80 år snarere end en på 65, som han lå der. Han, som havde været den store ”kejser” og ”diktator”.

– Jeg følte ingen bitterhed, og det gør jeg heller ikke i dag. Jeg tror ikke på had. I stedet har jeg arbejdet med at acceptere. Jeg kan huske, at jeg sagde: ”Jeg vælger at se på dig med kærlighed, at fokusere på de 10 procent af tiden, hvor du var sød. De sidste 90 procent vil jeg bare slippe. Og nu føler jeg mig endelig fri”.

Føler ingen bitterhed

Både Sophie og hendes mor har fået professionel hjælp til at bearbejde det, der skete.

– Vi har i dag en mor- og datterrelation. Jeg føler heller ingen bitterhed mod hende. Jeg havde en slags forsinket teenageoprør, da jeg blev 30 år, og havnede i en identitetskrise, hvor jeg blev tvunget til at bearbejde mine følelser om min mor.

I dag ser Sophie på både sig selv, sin søster og sin mor som overlevere. Hun håber, at hendes bog kan få andre til at turde tale om problemer i hjemmet, og nu, hvor bogen er færdig, kan hun se, at den også har haft en selvterapeutisk effekt.

– Jeg troede, at jeg allerede havde renset mit indre og bearbejdet mine oplevelser, men jeg har i løbet af skriveprocessen lært mig selv at kende på et højere og dybere niveau, siger hun.

Sophies far ødelagde noget af glæden ved at ride, men en dag ønsker hun atter at eje en hest. Og så vil hun ride på sine egne vilkår.

Forkæl en du holder af med et gaveabonnement til Ude og HjemmeDet stopper automatisk igen - læs mere her