Stinnas gribende afsked: Farvel mor

Stinna var 15 år, da hun skrev det smukke digt til sin mor og lagde det ned i hendes kiste. Hun har beholdt en kopi, så hun selv kan læse ordene, når sorgen bliver for stor. Stinna vidste længe, hvor det bar hen, men ingen kan helt forberedes på at miste den, man elsker.

Allerede som 8-årig fik Stinna at vide, at hendes mor skulle dø. Hun kan ikke huske meget fra den dag, men hun husker, at hun sad i haven hos sin farmor og farfar, som hun opholdt sig en del hos i den periode. Det var hendes far, der gav hende den sørgelige besked.

– Min far har altid været ærlig om min mors sygdom og forklaret mig alt, hvad der er foregået. Han sagde, at hun højst sandsynligt ikke ville blive særligt gammel, og at det kun ville gå ned ad bakke herfra. Min reaktion var ikke stor, som jeg selv husker det. Jeg tror ikke, at mit 8-årige jeg forstod det. Men jeg kan huske, at alle de voksne omkring mig var rigtigt kede af det, fortæller den nu 21-årige Stinna Revald fra Sulsted.

Hendes mor, Gitte, fik konstateret sklerose et par år inden Stinnas fødsel, og i datterens første leveår kunne man ikke mærke på hende, at hun var syg. Men så fik sygdommen for alvor tag i hendes krop.

– Først fik hun en stok, så en rollator og til sidst en kørestol, siger Stinna og fortæller, at hendes mor med tiden også mistede evnen til at tale. Indlæggelserne på hospitalet blev flere, og derhjemme måtte hun have hjælp af plejere.

– Hun var meget påvirket af medicin. Hun var en grøntsag til sidst, kan man godt sige.

Lægerne kunne ikke sige præcist, hvor lang tid Gitte havde tilbage. Men Stinna kunne tydeligt se, at der var sket en forværring i morens tilstand, da hun kom hjem fra hospitalet.

– Det er hårdt at se en person, man har en så tæt relation til, blive næsten spist op af en frygtelig sygdom. Det var hårdt at sidde oppe i skolen og ikke vide, om min mor nu skulle indlægges igen snart. Specielt fordi min mors sygdomsforløb var fyldt med op- og nedture. Det var en rutsjebanetur, hvor vi flere gange fuldt og fast regnede med, at nu ville hun dø, men hvor hun så faktisk fik det bedre og lyste op for en stund. Man vidste aldrig helt, hvad der skulle ske, eller hvordan og hvornår hendes liv ville ende. Uvisheden var hård at leve med.

Stinna husker ikke noget fra tiden før sygdommen, men hun har stadig gode minder om sin mor.

– Hun var en glad person. Uanset hvor dårligt hun havde det, var hun altid glad. En virkelig omsorgsfuld og sød person. Hun betød meget for mig. Hun var der altid for mig.

Sygdommen skræmte

Til gengæld trak Stinna sig i en periode væk fra sin mor.

– Jeg var ret sur på hende, da jeg var yngre. Det var, som om jeg ikke helt turde at have et virkelig godt forhold til hende, fordi hun var syg. Sygdommen skræmte mig væk. I starten følte jeg, at jeg svigtede hende, men efter at jeg har tænkt mere over det og er blevet ældre, synes jeg, at det er okay. For på det tidspunkt havde jeg ikke lyst til at være der. Jeg havde mere lyst til at flygte fra det. Jeg kunne ikke være i det, og jeg syntes, det var ubehageligt at være på sygehuset.

22. februar 2016 åndede Stinnas mor ud på hospitalet. Hun blev 52 år. Stinna havde vinterferie fra 8. klasse og var hjemme hos en veninde, da det skete.

– Jeg var helt uvidende om, at det var min mors sidste dag. Vi havde nemlig to dage forinden fået at vide, at min mor ville komme hjem fra hospitalet snart. Da jeg kom hjem fra min veninde, stod min far og mormor i køkkenet, og jeg kunne se, at de så helt mærkelige ud i hovedet. Jeg nåede faktisk ikke engang at tage mine sko og jakke af, før de fortalte mig, at min mor var død, siger Stinna og tilføjer:

– Da jeg fik det at vide, begyndte mit hjerte at banke rigtig hurtigt, og jeg gik faktisk ud ad døren igen. Jeg gik en tur og satte mig på en bænk en halv kilometer væk fra vores hus.

Sorg og lettelse

Selv om Stinna længe havde vidst, at morens liv lakkede mod enden, forstod hun ikke lige med det samme, at det nu var slut.

– Det var først, da alle hendes ting – hendes kørestol, tøj, lift og seng – blev fjernet, og huset kom til at se tomt ud, at jeg virkelig indså, at hun var død.

Sorg var ikke den eneste følelse, som skyllede ind over Stinna. Hun mærkede samtidig en lettelse, fordi hendes mor ikke skulle lide længere. Men også en utryghed ved at skille sig endnu mere ud fra de andre i klassen. Nu var hun ikke bare ”hende med den syge mor”, men ”hende uden en mor”.

– De andre havde jo alle sammen en normal kernefamilie med små hverdagsproblemer, mens mit liv var meget anderledes. Når man er 15 år, er man ekstra sårbar, og det, jeg helst ville dengang, var bare at gå i ét med tapetet og ligne alle de andre. Og det gjorde jeg jo ikke.

Én ting, Stinna til gengæld nægtede – og stadig nægter – at føle, er dårlig samvittighed over, at hun ikke var ved sin mors side, den dag hun døde.

– Der var ingen, der kunne vide, at hun lige præcis skulle dø den dag, og jeg vil ikke banke mig selv oven i hovedet over, at jeg ikke var der til at sige farvel. Jeg er sikker på, at min far og mormor fik sendt hende godt af sted, understreger hun.

Giv et gaveabonnement til Ude og HjemmeJulegaven, der glæder igen og igen

De sidste ord

Stinna føler, at hun fik taget afsked med sin mor i en anden forbindelse.

– Cirka et år inden hun døde, fik jeg at vide, at jeg skulle gå ind og sige farvel til hende på sygehuset. Det var en af de gange, hvor vi troede, at det var lige oppe over. Jeg snakkede til hende, men fik ikke rigtigt noget tilbage – kun ”hmm” og ”ja”. Det var sidste gang, jeg havde en samtale med hende. Jeg sagde, at jeg elskede hende, og jeg er ret sikker på, at hun stadig var til stede mentalt. Så på en måde tog jeg afsked med hende allerede dér, siger Stinna, som også lagde et smukt farvelbrev ned i kisten til sin mor, da hun blev begravet.

Nu du bor et andet sted, nu din sjæl har fundet fred, smiler du deroppefra, smerten fra mit hjerte ta’r. Ude i det fjerne blinker en stjerne. Den blinker til mig som et minde om dig. Elsker dig, mor, lød Stinnas sidste ord til hende.

Ønsker kontakt

Selv om Stinna føler, at hun fik taget afsked og sagt, hvad hun ville, håber hun, at hendes mor stadig er i nærheden. Savnet går nok aldrig helt væk.

– Jeg savner hende især på mærkedage. Specielt på hendes fødselsdag og dødsdag, for det er der, man bliver mindet om, at hun ikke er her længere. Jeg savner hende også på min egen fødselsdag, fordi det minder mig om alt det, jeg kommer til at gå glip af resten af mit liv. Min mor kommer ikke til at se mig blive ældre og fejre de gode ting i livet sammen med mig. Jeg blev student i sommer, og det er jeg sikker på, at hun ville have været stolt af. Hun kommer heller ikke til at være der i de svære og hårde tider i livet, hvor man bare godt kunne bruge en mor. Det er uretfærdigt, at jeg ikke får lov til at have sådan en basal ting i livet som en mor. Det burde være en selvfølge at have en mor som ung.

Ønsket om at føle sin mors nærhed igen har fået Stinna til at søge hjælp hos Ude og Hjemmes clairvoyant, Selma Ambirk. Stinna håber, at Selma kan skabe kontakt til hendes mor og bekræfte, at hun stadig er der et sted.

I videoen øverst i artiklen kan du se, hvordan seancen forløb.

FÅ EN SEANCE MED SELMA

Ønsker du kontakt med en afdød, der stod dig nært, og vil du have Selma Ambirks hjælp til at skabe kontakten? Så send en mail til [email protected] med dine kontaktoplysninger. Skriv også kort, hvem du ønsker kontakt til. 

Seancen vil foregå hjemme hos dig, og den er gratis. Du skal dog være indforstået med, at der bliver lavet en artikel om seancen til Ude og Hjemme samt videooptagelser til brug på vores hjemmeside i forbindelse med Selmas besøg.