Tævet i Guds navn

Som 6-årig skulle Jenny banke på døre for at hverve medlemmer til Jehovas Vidner. Hjemme levede hun og hendes søskende i skræk for deres alkoholiserede og voldelige far og hans overgreb.

I foråret 2017 modtager Jenny Küttim en æske, som hun har fået tilsendt anonymt. Hun har tidligere været med til at afdække skandaler og er en gravende journalist på svensk tv. Men æskens indhold har forbindelse til hendes fortid og får hende ikke bare til at skrive en bog – den får hende til at åbne døren til sin barndom, en dør som hun lukkede for længe siden.

Opfyldt af sin tro

Som det sjette barn i en søskendeflok på ni vokser Jenny op blandt Jehovas Vidner, og den strenge sekts verdensbillede er den eneste sandhed, hun kender. Fra en tidlig alder er hun opfyldt af sin tro, og som seksårig bliver hun udøbt prædikant – en af de yngste i Sverige. I Jehovas Vidner bliver man først døbt som voksen, men som prædikant måtte hun begynde at banke på døre for at sprede menighedens budskab og forsøge at hverve nye medlemmer.

Når journalisten i dag tænker på sin barndom, er hun skuffet over, at ingen voksne i hendes omgangskreds uden for sekten reagerede på, hvordan hun opførte sig.

– Når jeg ser tilbage på det nu, kan jeg se, hvor lille og hjernevasket jeg var. Det gør ondt i maven, at ingen voksne i min omgangskreds reagerede. Jeg var et anderledes barn. Derfor ønskede jeg at skrive en bog, så lærere og folk i socialforvaltningen kan læse den og få perspektiv.

Tæsk og trusler 

Det er ikke kun, fordi Jenny er med i en sekt, at hun er et udsat barn – inden for hjemmets fire vægge lever hun og hendes søskende i skræk for deres alkoholiserede og i stigende grad voldelige far. Jenny har hele sit liv lært, at det er vigtigere at elske Gud end at elske sin familie, men hvor var Gud, når Jenny blev udsat for seksuelle overgreb af faren, eller når hendes storesøster blev truet med at blive kastet i floden, fordi hun havde forsøgt at alarmere forholdene i familien til folk uden for menigheden?

Trods tæsk og trusler, står storesøsteren fast, og sagen bliver til sidst taget op i retten. Faren bliver dømt, men på grund af flere tidligere selvmordsforsøg får han en betinget dom med krav om psykisk behandling i stedet for fængsel.

Storesøsteren kommer i familiepleje, men de andre børn skal blive hjemme hos den voldelige far.

– Nu forstår jeg, hvor vigtigt det var, at min søster anmeldte det til politiet, selv om jeg syntes, det var afskyeligt gjort, da jeg var lille. Jeg syntes, at hun ødelagde vores liv. Hun var så utroligt modig, siger Jenny Küttim.

 

Jenny som 4-årig levede i skræk for sin voldelige far.

Jenny som 4-årig levede i skræk for sin voldelige far.

 

På sygehuset 

Der skal gå yderlige et stykke tid, inden søsterens valg bliver forståeligt for Jenny. Da hun er 10-11 år gammel, bliver hun indlagt på sygehuset – hun har problemer med, at hun tisser i bukserne, men lægerne kan ikke finde nogen forklaring på det. Fordi hun har så mange søskende, som forældrene skal tage sige af, kommer Jennys mor og far kun på sygehuset, når der er samtaler med lægen. Det bliver begyndelsen på hendes vej ud af sekten – for første gang i sit liv tilbringer hun tid med folk, som ikke er i Jehovas Vidner.

– Det var første gang, at vi blev skilt, og jeg var væk fra dem og bevægelsens litteratur i længere tid. Jeg blev tvunget til at snakke med almindelige mennesker hele tiden og var på en eller anden måde fri. Jeg kunne gøre, som jeg ville.

På sygehuset begynder Jenny at læse bøger, som ikke tilhører Jehovas litteratur, og en ny verden åbner sig for hende. Ved at læse Anne Franks dagbog indser hun, at Holocaust ikke primært handlede om Jehovas Vidner, noget hun havde fået fortalt igennem hele sin opvækst.  

– Jeg havde fået fortalt, at vi var de vigtige, og at Gud greb ind for at redde os, at det var derfor, Hitler døde. De havde sat hele Holocaust ind i en sektdramaturgi. Det var det samme med evolutionsteorien – man lever i en pseudovidenskabelig boble.

Forlader menigheden

Da Jenny senere kommer hjem fra sygehuset til sin dysfunktionelle familie, stiller hun et krav til sin mor: Hvis hun ikke forlader sin mand, vil Jenny tage sine yngre søskende og flytte på egen hånd. Jenny har endnu ikke tanke på at forlade religionen, det er kun volden og overgrebene, hun vil væk fra.

At familien faktisk flytter væk fra faren, er dog det, som gør, at hun får øjnene op for, hvor kontrollerende menigheden er. Som enlig kvinde bliver Jennys mor overvåget af de ældste brødre, og de destruktive strukturer eksisterer fortsat.

– Min mor tillod min storebror at fortsætte med at slå os, som far havde gjort, så laget af ære og kontrol forblev. Det fik mig til at indse, at jeg ikke kunne blive i menigheden. Da var jeg knap 13 år.

Hvis du vælger at forlade Jehovas Vidner, kan du regne med, at den del af familien, som stadig er en del af menigheden, vender dig ryggen – selv dine forældre. Men fordi Jenny endnu ikke var døbt, får hun lov til at bo hjemme og fortsat have kontakt med sin familie. Selv storesøsteren har kontakt til sin mor, da hun også forlod menigheden, før hun blev døbt.

 

Jenny som 16-årig, hvor hun var trådt ud af sekten.

Jenny som 16-årig, hvor hun var trådt ud af sekten.

 

Sandhedsbærerne

I begyndelsen af maj udgav Jenny Küttim sin bog Sanningsbärarna (Sandhedsbærerne, red.), hvor hun både beskæftiger sig med sin egen opvækst og større systematiske problemer inden for Jehovas Vidner. Det er en bog, hun selv havde brug for at læse, da hun var barn, mener hun.

– Hvis jeg havde fundet en bog, som gav mig et perspektiv på det lukkede miljø, havde jeg lettere kunnet træde ud. Mange børn, som stadig lever i menigheden, kan vælge at låne den på biblioteket. De må ikke læse hvad som helst i organisationen og fremfor alt ikke se hvad som helst. Bogen lever et længere liv, end en tv-dokumentar havde gjort.

I æsken sendt til “journalisten Jenny Küttim” lå hundredvis af hemmelige breve, som var sendt fra Jehovas Vidners skandinaviske kontor til ledere i de svenske menigheder. Kilden, som sendte brevene, havde brudt alle regler inden for Jehovas Vidner, for at Jenny skulle kunne afsløre de farlige strukturer inden for sekten. Men for at kunne gøre det var journalisten tvunget til at gøre op med alt det, hun troede, hun vidste som barn.

Giv Ude og Hjemme i gaveKlik her og læs hvordan!

Filterboble

– Jeg indså, at jeg var vokset op i en filterboble. Det var virkelig ubehageligt. Jeg var blevet indoktrineret som barn og påvirket af det, og nu skulle jeg vende tilbage og faktatjekke alle deres løgne. Det var tungt for mig.

I Sanningsbärarna (Sandhedsbærerne, red.) graver Jenny Küttim ned i, hvordan børn, som udsættes for seksuelle overgreb inden for menigheden, efterlades uden hjælp, da der inden for Jehovas Vidner er en “tovidners-regel” – alle forbrydelser skal have to vidner, for at medlemmerne skal kunne dømmes.

– Jeg forsøger at forklare hele Jehovas Vidners absurde verden ved at forklare, hvordan de her seksuelle overgreb håndteres og vise, hvor hjernevasket folk kan blive uden at stille spørgsmål. I sådan et miljø holder man til sidst op med at tænke og følger ordrer, det er min konklusion.

Overgreb og vold

I arbejdet med bogen har hun interviewet over 200 personer, som har berettet om egne erfaringer med overgreb og vold inden for Jehovas Vidner. 79 personer vidner om, at de blev seksuelt misbrugt som børn, og 40 af dem deler samme mandlige gerningsmand – en mand som kunne fortsætte år efter år i menigheden.

– Selvfølgelig er der ikke vold i alle Jehovas-familier, men det er et vældigt kontrollerende miljø, hvor man kan slippe af sted med ting, og der er aldrig nogen, der bremser en. Som barn og kvinde skal man aldrig stille spørgsmål, siger Jenny og fortsætter:

– Der findes ikke noget sted i Helvede, der er lige så ondt, som det er at udnytte et barn. Det er svært at vokse op i. Som voksen kan man jo selv vælge, hvad man vil være en del af, men ikke som barn.  

Jennys familiemedlemmer er blevet tilbudt at læse bogen på forhånd – nogle af hendes søskende har gjort det, andre ikke. Men hendes mor har takket nej. I dag er det kun journalistens forældre og hendes ældste søster, som stadig er en del af Jehovas Vidner, resten er trådt ud.

– Det er afslørende at komme ud som sektbarn, men det er vigtigt ikke at tro, at de, som er med, er dumme mennesker. Det handler om gruppemekanismer, som enhver kan blive fanget og blændet af.