Tina blev voksen allerede som 5-årig

Fra Tinas værelse kan hun høre gråden gennem væggene. Den ulykkelige hulken fra hendes lillebror, der ligger i tremmesengen ved siden af. Gråden bliver ved, og den søvnige Tina rejser sig, går ind på værelset og sætter sig på hug.

Hun er endnu ikke høj nok til at tage den ulykkelige dreng op af sengen. I stedet prøver hun at berolige ham med kærlige strøg gennem lamellerne i sengen. Men den insisterende hulken vil ikke stoppe.

Så hun går i køkkenet og laver havregrød, mens resten af nabolaget ligger og sover tungt. Gennem tremmerne får hun vristet den våde ble af, og endelig falder den lille dreng til ro. Tina er 5 år gammel.

– Da jeg var helt lille, så tog min mor i byen, når vi sov. Eller troede, vi sov. Jeg kan egentlig ikke huske, at jeg var bange. Jeg tror bare, at jeg var vant til, at det var sådan. Og når min lillebror græd, skulle jeg bare give ham noget mad eller en tør ble. På det tidspunkt anede jeg jo ikke, at jeg som barn ikke skulle have det ansvar, fortæller den nu 30-årige Tina Bæk Guul fra huset i Århus.

Skiftende adresser og 10 forskellige folkeskoler var en realitet i Tinas barndom. De klareste erindringer er fra rækkehuset i Malling, hvor hun boede i et hyggeligt kvarter, og hvor der altid var børn, der legede på vejen.

Men den uskyldsrene barneleg måtte hun ofte nøjes med at betragte fra vinduet. I stedet passede hun sin lillebror, når hendes mor ikke var der.

– Jeg har aldrig kendt min far, men jeg kan huske, at jeg syntes, at jeg havde den smukkeste mor i hele verden, og da jeg var lille, syntes jeg ofte, at hun var ret sej. Hun var jo en ung mor, så hun var ofte frisk på at arrangere cykelløb på vejen, og når hun kom beruset hjem fra byen, vækkede hun mig, og så lavede hun alt muligt mærkeligt mad, fortæller Tina, der ikke er i tvivl om, at hendes mor udadtil fremstod veltalende og charmerende.

Men bag rækkehusets vægge herskede der også en stor usikkerhed og kaos. Allerede da Tina var omkring 4 år, begyndte hendes mor at tage i byen, når Tina og hendes bror var lagt i seng, og som årene gik, og der kom endnu en lillebror til, blev timer til dage, hvor Tina ikke så sin mor.

Ofte fik hun stukket 500 kroner i hånden, så hun kunne købe mad, og mens klassekammeraterne legede hos hinanden eller på gaden, stod Tina i køkkenet, hvor succeskriteriet var, at alle kogeplader var i gang.
 
Fra kommunens sagsakter:
07-07-99: ”Det fremgår af sagsakter, at der gennem årene – siden 1988 – har været adskillige henvendelser til forvaltningen i de områder (navn på Tinas mor. red.) bor vedr. bekymring for børnenes udvikling og trivsel.

Det drejer sig om omsorgssvigt af børnene på det fysiske, psykiske og sociale plan. Underretninger vedr. bekymringer for børnene er blevet hyppigere inden for det sidste år, ligesom de to ældste børn selv har givet udtryk for, at de ofte er overladt alene, og at det er det ældste barn på 13 år, der drager omsorg på alle planer både for sig selv og for de mindre søskende.
 
– Jeg kan huske, at jeg tænkte, at jeg var god til at lave mad, hvis jeg brugte alle kogeplader. Hvis der kun var penge til pasta, brugte jeg kun en, og så var det jo ikke særlig god mad, husker Tina, der som tiden gik blev som en mor for sine brødre.
Hun sørgede for morgenmad, afleverede dem i børnehave og skole, og først da hun selv satte sig på sin stol i klasseværelset, kunne hun for en stund ånde lettet op.

– Skolen var mit fristed, og det eneste sted, hvor jeg følte, at jeg blev anerkendt. Mine lærere så mit potentiale, og det betød også, at jeg gjorde mig umage. Det var et sted, hvor jeg var noget og skilte mig ud på den gode måde, fortæller Tina, der var uvidende om, at der igennem tiden kom mange underretninger fra skole og naboer.

Læs også om Line fra TV"-programmet 'De brændte børn'

På børnehjem

Men en dag, da hun var i skole, fik hun at vide, at hun skulle tage sin taske og gå med inspektøren. Sammen med sin ældste lillebror blev hun placeret på bagsædet af en bil. Spørgsmålene om, hvad der foregik, fik hun ikke svar på.

– Jeg fik bare at vide, at jeg ikke skulle bekymre mig, men jeg vidste, at min mindste lillebror var i børnehave, og jeg frygtede, at vi ville blive skilt ad. På det tidspunkt følte jeg jo, at jeg havde ansvaret for mine brødre, fortæller Tina, der blev kørt til et børnehjem, hvor hendes mindste lillebror kom kort tid efter.

– Jeg kan huske, at jeg om natten kunne høre min lillebror græde. Jeg var jo vant til, at jeg stod op og trøstede ham, men jeg blev stoppet af en pædagog, der holdt fast i mig og førte mig tilbage til mit værelse, mens jeg kunne høre hans gråd. Det var forfærdeligt, for han kunne ikke forstå, hvorfor jeg ikke kom og trøstede ham.

I flere måneder boede Tina sammen med sine brødre på børnehjemmet, og en dag besluttede hun at fortælle om alt det, der var foregået derhjemme.

De mange drukture, dagene alene med sine brødre og den manglende mad, men bare fem minutter alene med sin mor fik Tina til at skifte mening. Hun ville hjem og bo.

Fra kommunens sagsakter:
”(…)børnene har været overladt til sig selv i flere dage, ikke fået mad, været usoignerede og forsømte i tøjet. Gennemgående har der været/er der bekymring for det ældste barn Tina, der igennem hele sit liv har været ansvarlig omsorgsperson for sine mindre søskende. Endvidere er der gennem hele forløbet tale om, at (navnet på Tinas mor. red) har haft et alkohol- og til tider også stofforbrug/misbrug”.

Hjemme hos mor var forholdene dog ikke blevet bedre. Tina havde stadig et stort ansvar, men da teenagetiden begyndte at banke på døren, begyndte hun at ses med sine venner. En dag, da hun kom hjem fra en tur, fandt hun sine brødre hos naboen.

– Jeg havde naivt troet, at når jeg ikke var der til at passe dem, ville hun gøre det. Det gjorde hun ikke, og den dag fik jeg nok. Jeg kunne ikke leve sådan mere, fortæller Tina, der pakkede sine ting og tog ned til den aflastningsfamilie, hun havde været hos hver anden weekend i et års tid.

Her blev hun taget imod med åbne arme, men den dårlige samvittighed over for sine brødre gnavede i hende.

– Jeg havde følelsen af, at jeg selv var kravlet op i en redningsbåd, men jeg kunne se mine brødre synke, mens jeg sejlede væk. Det var den mest forfærdelige følelse, og flere gange pakkede jeg også mine ting for at tage tilbage. Når jeg ser tilbage, er jeg i dag glad for, at jeg blev stoppet, for så var det hele bare fortsat, som det altid havde gjort.

Kort tid efter blev Tinas brødre fjernet. Tina fik mere ro på hverdagen, men opkaldene fra moren betød, at Tina konstant var i alarmberedskab, og da hun en dag efter skole fik besked om, at hendes far var død, brød hendes verden sammen.

– Jeg følte, at universet prøvede at få mig ned med nakken. Hver gang jeg rejste mig, fik jeg endnu et slag. Til sidst kunne jeg ikke mere.

Læs også: Slået og truet af elever - Charlotte vil stadig være lærer

Fik fri fra ansvaret

I en måned lå Tina i sengen. Hendes plejefamilie gav hende ro, og langsomt begyndte hun at vende tilbage til dagligdagen.

– Det var den første gang, at jeg bare slap ansvaret. Lod mig selv være et barn, og andre lod mig gøre det.

Gennem årene holdt Tina fast i sit frirum i skolen, og da hun var færdig med gymnasiet med et højt gennemsnit og blev gravid, blev interessen for jordemodergerningen lagt.

– Jeg har altid troet, at der var en mållinje, som jeg skulle over, og så ville jeg være tilfreds. Men hver gang jeg gennemførte noget, blev jeg rastløs og følte, at jeg skulle nå noget mere. Sådan har jeg det nok stadigvæk, men jeg har fået en erkendelse af, at den mållinje ikke eksisterer, fortæller Tina, der i dag prøver at bruge sin turbulente barndom konstruktivt.

– Jeg har været heldig at have nogle lærere, der troede på mig. Vi har alle sammen brug for et frirum og at blive anerkendt, og det blev jeg i skolen. Havde jeg ikke haft den ventil, er jeg ikke sikker på, at jeg havde været her, hvor jeg er i dag, fortæller Tina, der har to børn og snart skal giftes.

– Jeg har altid tænkt, at det med at være lykkelig var en luksus, andre havde, men de sidste par år har jeg haft den følelse. Det er ret vildt, for det havde jeg nok aldrig troet skulle ske for mig.