Tit drevet af hævn og jalousi: Når kvinder slår ihjel

Det ryster mange mennesker, når kvinder begår drab, fordi kvinder normalt forbindes med at udvise omsorg. Ikke desto mindre er 139 kvinder blevet dømt for drab eller drabsforsøg de seneste 25 år, skriver Rejseholdets tidligere leder, Bent Isager-Nielsen.

Hej Bent

Det er vist sådan, at langt de fleste drab i Danmark bliver begået af mænd. Kan du ikke fortælle lidt om det, og især hvorfor det er sådan.

Har det altid været sådan, og er der en forskel på den måde, kvinder slår ihjel på i forhold til mænd?

Venlig hilsen AB

Hej AB
Du har helt ret i, at langt de fleste mordere er mænd.

Men alligevel er 139 kvinder blevet dømt for drab eller drabsforsøg de seneste 25 år. 

Og en helt ny undersøgelse, der er lavet af retsmediciner Asser Hedegård Thomsen, viser, at kvinders andel af drab frem til 1970’erne var omkring 32 procent, men at deres andel af drab siden er faldet til det nuværende, nemlig cirka 12 procent.

Forklaringen på det fald ligger nok i, at mange nyfødte børn tidligere var blandt drabsofrene, og i de sager var kvinder ofte gerningsmænd. Adgangen til fri abort har givetvis medvirket til, at børn i dag sjældnere end tidligere ender som drabsofre.

Jeg er klar over, at nogle mennesker mener, at abort er en form for mord, men det er det altså ikke ifølge lovgivningen her i landet.

Begår nærdrab

Når kvinder slår ihjel, er det oftest et nærdrab, og i langt de fleste tilfælde er det ægtefællen eller partneren, hun slår ihjel.

Nærdrab er den hyppigst forekommende form for drab i Danmark og karakteriseret ved, at der er en sammenhæng mellem offer og gerningsmand i modsætning til fjerndrabet, hvor denne sammenhæng ikke findes.

Motiverne til drab er hævn, jalousi, begær, profit, spænding og fanatisme, nogle gange kombineret med visse æres- og skambegreber.

Læs også: To kvinder blev myrdet i Randers   

De få gerningsmænd, der er sindssyge, har ikke altid et ”normalt” motiv.

Alkohol, narko, ophidselse, afmagt, udnyttelse og meget andet kan selvfølgelig rykke grænserne for, hvornår man begår drab – men et eller flere af de syv motiver vil i stort set alle tilfælde være til stede.

Begreber som hovmod, vrede, misundelse og andre af de syv dødssynder kan også indvirke på, hvorfor drab begås. Personlighedstype og karaktertræk ligeså.

Når kvinder begår drab, skyldes det næsten altid en blanding af hævn og jalousi.

Udspekulerede metoder

Det ryster mange mennesker, når kvinder begår drab, fordi kvinder normalt forbindes med at udvise omsorg, at nurse og passe på andre. 

Men rent faktisk er nogle drab begået af kvinder udført med stor kynisme, brutalitet og på baggrund af nogle mekanismer, vi normalt forbinder med mænd.

I langt de fleste parforhold er manden kvinden overlegen rent fysisk.

Det giver ham den mulighed at udøve vold og også drab, alene fordi han kan. 

Det er nok en meget afgørende grund til, at flere mænd end kvinder begår drab. Der er måske også andre biologiske, som jeg ikke skal gøre mig klog på her.

Klar forskel

Men et faktum er jo nok, at mænd generelt er mere fysiske, voldsparate og udadreagerende end kvinder.

Der er faktisk en tydelig forskel på, hvordan mænd og kvinder slår ihjel.

Læs også: Dagmar slog små børn ihjel  

Kvinder bruger ofte våben, som er ved hånden. Det kan være en køkkenkniv eller en tung genstand fra hjemmet. Meget sjældent anvender kvinder skydevåben.

Det kan dog forholde sig anderledes, hvis der er tale om et planlagt drab.

Her er der adskillige eksempler på, at kvinder kan være særdeles udspekulerede, for eksempel ved at bruge gift over for offeret.

Giftmord er sjældne og svære at opdage (og opklare).

For den kvindelige gerningsmand har giftmetoden den fordel, at den ikke indebærer fysisk nærkontakt, vold og blod. En lignende metode er at sætte ild til sit offer eller brænde det inde.

De sager har der også været nogle stykker af.

Venlig hilsen Bent