Jette mistede sin datter i ulykke: Pludselig blev der stille

Jette havde sin datter Helena i telefonen, da forbindelsen pludselig blev afbrudt på en mærkelig måde. Instinktivt forstod hun, at der var sket noget slemt, og følelsen blev bestyrket, da hun kort efter hørte lyden af udrykning fra hovedvejen.

– Det sidste, jeg ville sige var ”pas på dig selv”, men jeg nåede ikke at sige mere end ”pas”, før forbindelsen røg.

Helena havde ringet til sin mor via bilens håndfri telefonsystem for at fortælle, at hun havde glemt sit træningstøj og ville vende om for at hente det, inden hun skulle møde ind på arbejde og derefter til træning. Jette Pedersen nåede aldrig at sige sætningen færdig, før der blev helt stille i den anden ende. Der vidste hun, noget var sket. Hun vidste ikke hvad, men hun havde den fornemmelse, en mor kan have.

– Jeg ringede til mine dagplejebørns forældre og bad dem hente deres børn, jeg fik ringet til min mand, Bent, og til hendes søster og fortalte, at jeg troede, der var sket noget, fortæller Jette.

Der gik et kvarter, så hørte Jette sirener ude på hovedvejen, og Jettes frygtelige fornemmelse kom tættere på. Ikke lang tid efter ringede hun 114.

– Jeg sagde, at jeg havde på fornemmelsen, at min datter havde været involveret i en ulykke. Da jeg fortalte, at hun kørte i en hvid Peugeot, blev der helt stille, og jeg blev stillet om til den vagthavende betjent på ulykkesstedet. Der fik jeg at vide, at hun var blevet påkørt af en lastbil.

En stærk pige

Helena var en pige med krudt i røven.

– Så længe jeg husker tilbage, har der altid været knald på. Hun kunne slet ikke sidde stille, fortæller Jette.

Helena elskede sine heste og gik til ridning efter skole. Da skolen blev til gymnasiet, blev ridning byttet ud med crossfit. Hun elskede sin hund, Chiko, var i militæret for at tage sin værnepligt, og nu arbejdede hun i en børnehave, indtil hun skulle flytte til Aarhus for at studere.

Jette fortæller, at Helena var sådan en, der sørgede for, at andre havde det godt. Hun var tit den første til at tage imod nye mennesker, hvad enten det var i skolen eller i crossfitklubben. Ingen skulle føle sig uden for. Hun arbejdede hårdt, men også var god til ikke at tage tingene for tungt. Ordet ”pyt” var hun god til at bruge, når tingene ikke gik som planlagt.

– Hele hendes liv skulle jo først virkelig til at begynde nu. Hun havde fået en lejlighed i Aarhus, hun skulle til at studere, og hendes drøm var at blive politibetjent, fortæller Jette.

– Og alt det, hun skulle til at opleve, blev taget fra hende på et splitsekund. Og hun blev taget fra os.

Den værste besked

Den 17. juni 2020 mistede Helena livet, da hun overså en lastbil og kørte ud foran den. Lastbilchaufføren kunne intet have gjort for at undgå det.

Da Jette fik politiet i telefonen, fik hun at vide, at Helena var ved bevidsthed og var blevet fløjet med lægehelikopter til Aalborg Sygehus.

Jette og Bent begav sig straks mod Aalborg, det samme gjorde Helenas søster, Sandra, som var i praktik som sygeplejerske.

– Selv om køreturen tog to timer, føltes den som en evighed. I de timer stod alt stille for mig. Vi vidste ikke, hvor slemt det stod til, fortæller Jette.

Desværre var det den værst tænkelige besked, Jette, Bent og Sandra fik, da de kom til Aalborg. ”De kunne ikke gøre mere for hende,” fortalte en læge familien.

– Jeg kunne ikke forstå det. Selv da vi kom ned for at se hende, kunne jeg ikke forstå det. Hun lå jo bare der og var så utrolig smuk, som hun altid var.

Men det var den barske sandhed. Helena var død, to dage før hun fyldte 21, og nu skulle familien leve videre med et stort hul hjertet.

– Der sker noget med en, når man skal lægge sit eget barn i graven. Det er jo den forkerte rækkefølge. Og jeg havde svært ved at tro, at noget nogen sinde ville blive godt igen, fortæller Jette.

Orkede intet 

Det første lange stykke tid var det umenneskelig hårdt for Jette og resten af familien bare at være til. Jette kunne ikke samle sig om at lave aftensmad eller vaske tøj, og hukommelsen var ikkeeksisterende. Hun sad bare dag ind og dag ud, ligesom resten af familien. Selv hunden Chiko begyndte at blive dårlig, og hos dyrlægen fik de at vide, at hunden var blevet ramt af sorg og stress.

En ting var, at hjemmet var blevet stille. En anden var, når Jette var ude i byen. Der mærkede hun også en stor forandring. Der var også helt stille, når hun mødte bekendte i Brugsen, eller så nogle, hun kendte, på det modsatte fortov.

– Jeg kunne se frygten i deres øjne for at tale med mig. Jeg tror, de var bange for at sige noget forkert eller gøre mig ked af det. Men uanset hvad de sagde, kunne de ikke gøre det værre. Jeg blev mere ked af, at de undgik mig, fortæller Jette.

For hun havde brug for at snakke om Helena. Både om, hvad der var sket, og om, hvordan hun havde det.

Har hende med

Familien har nemlig stadig Helena i deres tanker. Hun er stadig en del af familien, selv om hun ikke sidder på sin faste plads ved spisebordet eller hænger sin jakke i bryggerset og kommer ind og leger med Chiko.

Rundt om Jettes hals hænger en engel. Den symboliserer Helena, så hun altid er tæt på. I stuen har Helena fået en mindeplads.

– Jeg forventer jo stadig somme tider, at hun en dag vil komme tilbage, men jeg ved også godt, at det ikke sker. Det tager bare tid for mig at acceptere. Jeg tager det i mit tempo.

Det er måske også derfor, at Helenas værelse et år efter ulykken stadig står, som da hun forlod det. Jette er ikke klar til at give slip på alt endnu.

– En psykolog fortalte mig, at jeg kunne tage det én ting ad gangen. Så jeg begyndte med at fjerne hendes jakker fra bryggerset, så fjernede jeg fodtøjet, og nu har jeg også taget tandbørsten fra badeværelset. Det er det, jeg kan overskue, fortæller Jette og fortsætter:

– Det kan for nogle måske virke som kun lidt, men når jeg tænker tilbage på, hvordan jeg de første mange uger bare sad og stirrede ud i luften og ikke engang kunne lave aftensmad, synes jeg, jeg er kommet langt. Dengang troede jeg aldrig, at jeg ville komme videre, men jeg har lært at leve med sorgen. Og den lever jeg med ved altid at huske på min Helena og tænke på alt det, vi nåede at gøre sammen i hendes alt for korte liv.