Anne-Mette blev enke som 36-årig: Jeg gav min mand et sidste løfte

Anne-Mette og Troels havde alt. De var lige blevet forlovet og havde fået sønnen Anders Emil, og snart skulle de flytte ind i deres drømmehus. Fremtiden tegnede lys for den unge familie, men så begyndte Troels at kaste blod op.

Troels var ikke til at skyde igennem, da han i 2019 blev far til lille Anders Emil.

– Det var det største i livet for ham, og han var den bedste far. Sjov og fuld af kærlighed, omsorg og tryghed, siger 37-årige Anne-Mette Gilholt Glendorf.

Med tårer i øjnene retter hun forsigtigt på de to vielsesringe, der nu hænger i en kæde om hendes hals. Ringene, som hun og Troels engang bar på hver sin finger som et tegn på deres evige kærlighed til hinanden.

– Vi holdt bryllup og barnedåb samme dag, og jeg er så glad for, at vi nåede det. Troels var bange for, at jeg kun giftede mig med ham på grund af hans sygdom, og han gav mig mange gange en smutvej ud. Men jeg sagde ja, da han friede til mig som rask, så det var også det nemmeste ja at sige i kirken, understreger Anne-Mette og fortæller, at Troels gik på knæ for hende midt under statsministerens første pressemøde om coronanedlukning i marts 2020.

– Han var det dejligste menneske og min bedste ven, siger hun.

Nu er der kun Anne-Mette og toårige Anders Emil tilbage i landejendommen i Melby, som skulle have dannet ramme om den lille families liv sammen i mange år frem. Troels var allerede syg, da de flyttede ind i drømmehuset i november 2020, men han og Anne-Mette bevarede håbet til det sidste om, at han ville vinde over kræften. Fire måneder senere gik han bort – 41 år gammel.

 

– Det var det nemmeste “ja”, siger Anne-Mette om dagen, hvor hun blev gift med Troels, som hun beskriver som den dejligste mand og sin bedste ven.
Foto: Privat

– Det var det nemmeste “ja”, siger Anne-Mette om dagen, hvor hun blev gift med Troels, som hun beskriver som den dejligste mand og sin bedste ven.

 

Hentet af ambulance

Anne-Mette beskriver, hvordan hun og Troels befandt sig i en lykkelig ”barselsboble” som nybagte forældre, da Troels pludselig fik problemer med sure opstød.

– En aften vågnede han fra en lur og følte sig utilpas. Han gik på toilettet for at kaste op, og da han kom tilbage, så han helt mærkelig ud i ansigtet og sagde: ”Jeg kaster altså blod op”. Jeg gik i panik og sagde, at vi var nødt til at ringe 1813. Og så blev han hentet med blå blink.

Efter en række undersøgelser fik Troels den værst tænkelige dom: Lægerne havde fundet en tumor i hans spiserør.

– Vi fik at vide, at oddsene var svære, men vi var alligevel ved godt mod, og han kom i behandling, som virkede godt. Vi var faktisk der, hvor vi stod med hænderne over hovedet og tænkte ”Yes! Nu er vi igennem kemoen, og nu kan han blive opereret”. Men så valgte kirurgerne at sige nej til en operation, siger Anne-Mette og fortæller om en lang og opslidende kamp, hvor hun og Troels var uenige i mange af lægernes beslutninger.

Kæmpede for sit liv

I marts 2021 blev Troels indlagt på hospitalet med et blødende mavesår.

– Hans hjerte var overbelastet, og jeg fik at vide, at jeg skulle sige farvel og skynde mig at ringe til al anden familie, der skulle nå det. Og det gjorde jeg så. Det var surrealistisk. Fordi han var erklæret uhelbredelig, ville man ikke forsøge at genoplive ham, så de næste tre døgn brugte vi på at se min mand kæmpe for sit liv. Han røg ind og ud af bevidsthed. Om lørdagen vågnede han og sagde, at han var sulten, og han fik antibiotika, blod og væske. Men så om søndagen kunne hans krop ikke mere, siger Anne-Mette, mens tårerne triller ned ad hendes kinder.

Troels var omgivet af sine brødre, forældre og sin kone, da han trak vejret for sidste gang. Anne-Mette fik sagt, hvad hun ville sige til sin mand, og hun er sikker på, at han hørte det.

– Jeg fortalte ham, at jeg allerede på vores første date kunne mærke, at det var ham jeg ville være sammen med resten af mit liv. Og jeg lovede ham, at jeg ville være stærk og kæmpe videre. Troels elskede livet, så jeg skylder ham og vores søn, at jeg lever. Jeg er stadig der, hvor jeg har svært ved at finde mening og motivation. Men jeg gør mit bedste.

 

– Troels er lige så vigtig nu, som da han levede, og jeg har ham med i alt, hvad jeg gør, fortæller Anne-Mette, der besøger ham på kirkegården hver dag.

– Troels er lige så vigtig nu, som da han levede, og jeg har ham med i alt, hvad jeg gør, fortæller Anne-Mette, der besøger ham på kirkegården hver dag.

 

For Anne-Mette er det vigtigt, at Troels stadig fylder i hendes og sønnens hverdag. De kigger på billeder af ham og snakker om ham, så de på den måde holder mindet om ham i live.

Anders Emil var kun halvandet år, da han mistede sin far, så det er begrænset, hvad han kan huske. Men Anne-Mette vil sørge for, at han ikke glemmer det, som han trods alt husker, og resten skal hun nok fortælle ham om.

– Anders Emil skal huske, at hans far elskede ham over alt på jorden, og at de havde det sjovt, fjollede og legede. Troels er lige så vigtig nu, som da han levede, og jeg har ham med i alt, hvad jeg gør, understreger hun.

Ønsker kontakt

Anne-Mette håber inderligt, at Troels stadig er til stede i mere end blot hendes og sønnens minder. Hun har derfor kontaktet Ude og Hjemmes clairvoyant, Selma Ambirk, med ønsket om, at Selma kan skabe kontakt til Troels og bekræfte, at han fortsat er i nærheden.

Se seancen i videoen i toppen af artiklen.

Få en seance med Selma

Ønsker du kontakt med en afdød, der stod dig nært, og vil du have Selma Ambirks hjælp til at skabe kontakten? Så send en mail til [email protected] med dine kontaktoplysninger. Skriv også kort, hvem du ønsker kontakt til. 

Seancen vil foregå hjemme hos dig, og den er gratis. Du skal dog være indforstået med, at der bliver lavet en artikel om seancen til Ude og Hjemme samt videooptagelser til brug på vores hjemmeside i forbindelse med Selmas besøg.