Børnene holder mig oppe

Tøjet hænger på hende, og datinglivet er sat på pause. Der er ikke meget tilbage af den veltrænede, sprudlende Putte fra Kanal 4’s Singleliv, for livet har taget en voldsom drejning.

Foto: Gregers Kirdorf

Tøjet hænger på hende, og datinglivet er sat på pause. Der er ikke meget tilbage af den veltrænede, sprudlende Putte fra Kanal 4's Singleliv, for livet har taget en voldsom drejning.

For et år siden stod Annelise Thomsen, som Putte egentlig hedder, i badet en søndag morgen efter endnu en festlig bytur. Det var her, hun mærkede knuden første gang. Den sad i den ene side af maven og føltes mest af alt som en stor tennisbold.

- Da jeg var hos lægen, kunne jeg godt se på ham, at der var noget helt galt. Han sagde:

- Nu må du ikke blive bekymret, men du bliver kaldt til scanning, og det kommer til at gå lidt stærkt. Så vidste jeg jo, at han var bange for, det kunne være en kræftknude.

Selv var Putte rædselsslagen. Ikke mindst da en CTscanning afslørede, at hun havde en stor knude ved leveren, som skulle fjernes.

Når Putte i dag sidder i sin stue hjemme i Skjern og fortæller om det sidste år, har hun svært ved at holde tårerne tilbage. Alligevel skynder hun sig at tørre øjnene, hver gang hendes to børn, Emma på syv og Sebastian på fem, kommer ind.

- Hej Supermand og Smuk-sak, siger hun og beder dem gå ind på deres værelser et øjeblik, mens mor taler færdig. Som hun siger: - De skal ikke høre det hele. De har været igennem rigeligt.

Putte var på operationsbordet i seks og en halv time for 10 måneder siden for at få fjernet knuden. Den var heldigvis ikke ondartet, men Putte havde voldsomme smerter bagefter. Hendes mor passede børnene, mens hun lå alene i sin hospitalsseng og hviskede efter hjælp, for hun kunne hverken råbe eller tale. Til sidst ønskede hun bare, at det hele skulle slutte.

- Smerterne var ubeskrivelige. Som at få stukket en kniv i maven, hver gang jeg trak vejret. Putte måtte have fire morfinsprøjter, før hun kunne rette sig ud fra sin sammenkrøbne fosterstilling og bare være til. Og smerterne blev ved. Hun var på hospitalet i tre uger, og i flere måneder derefter fik hun så meget morfin, at hun nærmest svævede ind og ud af bevidstløsheden.

Putte var slet ikke sig selv. Morfinen gjorde hende sløv og ukoncentreret, mens vægten gik længere og længere ned på den i forvejen slanke Putte. Når hendes mor havde hende i bad, måtte hun til sidst duppe hende forsigtigt med håndklædet, fordi der stak så mange knogler ud.

De unge mødre: Det bedste og værste i år

Indlagt i to måneder
Putte gik med en nagende følelse af, at noget var helt galt. Lægerne mente ellers, at operationen var gået godt, men Putte følte sig alt andet end rask. Hendes krop var nede. Den reagerede anderledes, end den plejede.

F.eks. fik hun bumser for første gang i sit liv, og en dag påpegede hendes stedfar, at hun snart havde samme hudfarve som Sidney Lee.

Kiggede Putte sig selv i spejlet, kunne hun godt se, at huden var blevet lidt gul, men det var først, da en veninde pludselig konstaterede, at Putte også havde gule øjne, at hun for alvor indså, at den var gal.

Lægerne måtte give hende ret. Hendes levertal steg og steg, og konklusionen var, at Puttes galdeveje var stoppede. Lægerne forsikrede hende dog om, at det kunne fikses ved et lille indgreb.

- Mor er hjemme igen i morgen, lovede Putte børnene, da hun afleverede dem hos mormor og tog op på hospitalet. Men Putte kom ikke til at holde sit løfte. Da lægerne kiggede ind i hendes mave, opdagede de, at det hulrum, hvor hun havde haft knuden, nu var fuld af galde.

Hun vågnede derfor op på hospitalet med tre dræn fra maven og udsigten til at blive på hospitalet i flere uger igen. Beskeden var næsten ikke til at bære.

- Det var rigtig hårdt for børnene, for det var første gang, de oplevede, at mor løj. Særligt for Emma, som jo forstod lidt mere, siger Putte og trækker vejret dybt, når hun fortæller, hvordan de i skolen nu har taget ekstra hånd om Emma, fordi hun pludselig begyndte at få problemer med at koncentrere sig.

- Emma var nærmest panikslagen, da jeg skulle indlægges. Hun var virkelig bange. Skal mor dø? Hun kunne jo godt se, hvor dårligt, jeg havde det. Børnene havde jo heller aldrig prøvet at undvære mig mere end en weekend, når de var hos deres far, fortæller Putte, som sammenlagt har ligget på hospitalet i to måneder.

En dag insisterede hun dog på at komme hjem. Hun ville ikke gå glip af Sebastians femårs fødselsdag.

Dea Louise: Samværet med Rosa betyder alt

Har lært meget
Den dag kæmpede hun for at holde humøret højt, men ugen efter tudbrølende hun igen, da hun fik besked om, at hun skulle igennem endnu en stor operation, hvor lægerne ville fjerne 25 procent af leveren.

Da dette indgreb var overstået, begyndte det langt om længe at blive bedre. Det er nu tre uger siden, at det sidste dræn blev taget ud. Levertallene er langsomt på vej ned - og vægten op.

- Hen over maven har jeg et 23 cm langt ar, og jeg synes ikke, det er fedt at se mig selv i spejlet. Nogle siger også til mig: "Ej, hvor er du tynd. Skal du ikke snart til at spise igen." Det gør så ondt. Jeg vil så gerne have mine runde kinder igen, siger Putte.

Hun er dog helt overbevist om, at hun nok skal komme ud på den anden side og både flirte og træne mavemuskler som før. Det sidste år har da også været godt for noget.

- Jeg er begyndt at leve livet på en anden måde. F.eks. nyder jeg børnene mere. Det er helt sikkert dem, der har holdt mig oppe igennem alt det her - og jeg har i hvert fald lært, at man aldrig ved, hvad der kan ske i morgen.