Charlottes mand forsvandt sporløst

Charlotte ventede deres andet barn, da Pierre forsvandt sporløst natten til den 5. marts i år. Men efter seks uger i uvished blev Pierre fundet død.

Charlotte med datteren Isadora

Pierre forsvandt i marts i år. Seks uger senere, den 18. april, blev han fundet død i havnen. Nu har Charlotte født deres datter. Lille Isadora, som ligner den far, hun aldrig kommer til at møde.

- Det er hårdt at tænke på, at hun skal lære sin far at kende gennem historier. At hun ikke selv kan se og mærke ham, fortæller 26-årige Charlotte Wendesten og fjerner en tåre fra øjenkrogen.

LÆS OGSÅ: Læste om sin datters død på facebook

- Det var seks forfærdelige uger. Alle spekulationerne. Avisartiklerne. Folk, der skrev på nettet og stillede spørgsmål. Clairvoyante, som ringede og sagde, at de kunne hjælpe med at finde ham. Det var uvirkeligt. Som at befinde sig i en boble, som pludselig brast, da han blev fundet, fortæller Charlotte, som stadig bor i huset på den lille ø Hälsö ud for Göteborg i Sverige.

Pierre fundet død

Hvad der er sket, vides ikke. Man ved blot, at han forlod festen, der blev holdt i det kombinerede værtshus og spisested "Slakthuset" i den gamle bydel, ved 01.45-tiden. Det sidste signal fra Pierres telefon er opfanget klokken 03.01.

Pierres lig bar ikke tegn på skader efter slagsmål eller et uheld. Politiet mener derfor, at han er faldet i vandet ved et uheld, og betragter sagen som afsluttet.

En forfærdelig tanke

- Det er forfærdeligt at tænke på, at han har ligget der alene i det kolde vand, siger Charlotte og ryster let på hovedet. Det var hendes mor, der ringede ved 7.30-tiden om morgenen og fortalte, at der var blevet fundet en mand i vandet ved Lindholmen i Göteborgs havnebassin. Politiet identificerede hurtigt manden ved hjælp af tandkort.

Senere fik Charlotte lov til at se ham. Hun kunne genkende vielsesringen og hans halskæde.

LÆS OGSÅ: Overfaldet af ukendt mand i eget hjem

Ingen ord kan beskrive det

Som dagene gik, blev det en lettelse for Charlotte, at Pierre endelig var fundet. Hun skal ikke længere spekulere på, hvad der er sket. Men både under og efter graviditeten kæmpede hun med sine følelser.

Det kan ikke beskrives med ord, hvordan det føles at vente sin døde mands barn. Men sorgen i hendes ansigt, de blanke øjne og den bekymrede rynke i panden fortæller alt.

Må leve i uvished

På trods af situationen var det en glædens dag, da Isadora kom til verden. Hun var sund og rask og kiggede ret hurtigt rundt på sine omgivelser med et nysgerrigt blik.

Og Pierre Nilsson - han forsvandt sporløst på et af de lykkeligste tidspunkter i Charlottes og hans liv. Hun vil aldrig få svar på, hvad der præcis skete den nat. Men nu er han et sted. På kirkegården.

LÆS OGSÅ: Maria fandt sin datters ukendte far