Mandag, 20. december 2021 - 12:00 - Af Signe Fage. Foto: Martin Høien/Aller Foto & Video og privat.
Hvert snit var et råb om hjælp
Skåret i med knive. Syet sammen af læger. Låst inde og spændt fast med bælter. Arene på armene vidner om Anne Mettes kamp. Først nu føler hun sig stærk nok til at vise dem frem.
Print– Jeg havde aldrig tænkt, at jeg ville leve længe. Jeg har altid troet, at jeg nok ville ende med at tage livet af mig selv, inden jeg blev 18.
24-årige Anne Mette Staun Navntoft sidder i sin stue i Mønsted og klapper hunden Chica. Der er en ro i huset, men kigger man på hendes arme, giver det et sug i maven. Huden på armene er ujævn og fyldt med ar. Ar, der fortæller en historie om et liv, som ikke altid har været lige så godt.
Anne Mette har i mange år kæmpet med psykisk sygdom som spiseforstyrrelse, angst og paranoid skizofreni. Sygdommene gjorde, at hun i de sværeste tider tyede til selvskade. Hun var kun 12 år, da hun første gang skar sig selv i armen.
– Jeg ville bare prøve det, og jeg skar ikke dybt første gang, men jeg fandt ud af, at når jeg blødte, var smerten indeni nemmere at holde ud, fordi jeg kunne fokusere på den fysiske smerte, fortæller hun.
Hørte stemmer
Så længe Anne Mette kan huske, har hun været syg. Hun har altid hørt stemmer.
– De fortæller mig, at der er nogen efter mig, og at jeg er tyk, dum og grim. Som barn troede jeg, at alle havde det sådan, og at stemmerne talte sandt, fortæller Anne Mette.
Stemmerne blev voldsommere, og da hun var omkring 12 år, begyndte hun at udvikle anoreksi, fordi stemmerne blev ved med at fortælle hende, at hun var for tyk.
Over for andre benægtede hun, at hun sultede sig, men en lærer bemærkede, at hun blev undervægtig, og tog affære. Så som 13-årig kom Anne Mette for første gang i kontakt med psykiatrien.
I 7. klasse var hendes selvskade så slem, at hun måtte stoppe i skolen og indlægges på psykiatrisk afdeling. Som 15-årig blev hun diagnosticeret med paranoid skizofreni.
Indlagt med tvang
Anne Mette husker sin første indlæggelse som voldsom. Hun var 14 år og indlagt i 3 måneder.
– Jeg kan huske, jeg var enormt bange og savnede mine forældre. Selv om de tit var på besøg, var jeg jo pludselig væk fra alt det, jeg kendte, fortæller Anne Mette.
Da hun blev udskrevet, blev hendes forældre og kommunen enige om, at det ville være bedst for Anne Mette, at hun kom til at bo på et bosted, hvor der var flere, der kunne passe på hende, og mens de ventede på en plads, tog hendes far orlov for at være sammen med hende, så hun ikke var alene hjemme.
– Min far har været en enorm støtte igennem det hele. Han har været der altid og passet på mig. Han har altid sat mig først.
Der kom en plads på et bosted til Anne Mette, og selv om det var dejligt og trygt, var det også svært. Hun tog ikke sin medicin, fordi stemmerne fortalte hende, at den var farlig. Selvskaden tog til, og på et tidspunkt var hun næsten dagligt en tur på skadestuen for at blive syet sammen.
Det var ikke længe, hun nåede at være på bostedet, før hun igen måtte tilbage på psykiatrisk afdeling. Denne gang med tvang, overvågning og bæltefikseringer, fordi hun var selvmordstruet.
– Det er forfærdeligt at opleve tvang, men på det tidspunkt var det nødvendigt.
Mor døde
Situationen skulle blive værre. Da Anne Mette var 15 år, mistede hun sin mor, mens hun var indlagt på en lukket afdeling. Moren havde i flere år haft kroniske sygdomme, og i 2013 blev hun ramt af en aggressiv cancer, som hun døde af, en måned efter hun fik den konstateret. Pludselig havde Anne Mette kun sin far, der også var i sorg over at miste sit livs kærlighed.
– Da min mor døde, var jeg bæltefikseret. Til bisættelsen fik jeg lov til at komme med, men da den var færdig, kom jeg direkte tilbage i bælte igen, fortæller Anne Mette, der var fikseret hver dag i over et halvt år.
Efter morens død havde hun svært ved at se, hvad der var at leve for. Hun kunne ikke finde glæden i noget.
– Det eneste gode, jeg kunne komme i tanke om, var min far. Min far var der for mig igennem det hele, selv om han også havde det svært. Jeg kunne ikke byde ham, at jeg også forlod ham, fortæller Anne Mette. Hun var blevet ringet op af sin mor hver dag præcis klokken 19.27. Efter morens død overtog hendes far den rolle. Her talte de to om løst og fast, og deres samtaler var i lang tid det eneste, der holdt hende oppe, ellers gik dagene med at græde og sidde på en sofa og stirre ud i luften.
Fandt kærligheden
Tiden gik, og i løbet af fire år var Anne Mette indlagt over 20 gange på psykiatrisk afdeling. Til sidst kom hun på en ny medicin, og så begyndte hun at få det bedre.
Bæltet blev løsnet, og hun begyndte at finde gejsten igen. Hver ny dag var en sejr for både hende og familien, og en dag var hun blevet så stabil, at hun kunne komme ud og bo i en lejlighed, der var tilknyttet et bosted. Nu var hun klar til en ny begyndelse.
Lige så stille blev Anne Mettes liv bedre, hun stoppede med at skade sig selv, og hun mødte en person, der skulle få stor betydning for hende: En ung mand ved navn Kristian. Han havde boet i hendes lejlighed, før hun flyttede ind.
Først var det bare hverdagssnak, de to skrev med hinanden om. Det handlede om, hvilken musik de godt kunne lide, hvilke film de elskede, og hvordan deres dage var gået. De fandt ud af, de havde flere ting til fælles. Blandt andet at de begge kæmpede med psykisk sygdom. Ligesom Anne Mette havde han også en form for skizofreni.
– Jeg fandt hurtigt ud af, at Kristian forstår mig på en helt anden måde end så mange andre, fordi han går igennem meget af det samme. Det var dejligt pludselig at finde en, hvor jeg kunne fortælle alt uden at være bange for ikke at blive forstået, fortæller Anne Mette.
Der gik ikke lang tid, før venskabet udviklede sig til kærlighed. Hvilket også har været med til at hjælpe Anne Mette, for nu er der også en kæreste og en svigerfamilie, der vil Anne Mette det bedste.
Vil ikke skamme sig
Det er nu seks år siden, Anne Mette kom til lejligheden på bostedet, og meget er sket siden. Hun og Kristian er flyttet sammen. Først i en lille lejlighed, som Kristian boede i, og bagefter i et hus, hvor de kunne bo sammen med Anne Mettes hund Chica. Kun arrene på hendes arme vidner om en mørk tid i hendes liv.
– Jeg har før i tiden altid gemt mine ar væk. Både fordi jeg ikke selv kunne lide at blive mindet om det hele, og fordi jeg var bekymret for, hvad folk ville tænke, fortæller hun.
Men nu er det slut med at skamme sig. Kristians arme fortæller også nogle historier, og han har truffet en beslutning, som Anne Mette bakker op.
– Han bad mig om at tage en T-shirt på, og så skulle vi to gå med hinanden i hånden igennem gågaden. Så måtte folk jo kigge, fortæller Anne Mette, mens hun trækker på smilebåndet og fortsætter:
– Jeg tænkte, at det ville være grænseoverskridende, og troede ikke, at jeg kunne gøre det. Men det hjalp, at han holdt mig i hånden, så jeg ikke var alene. Bagefter var det en kæmpe lettelse. Jeg fandt jo ud af, at der ikke var noget at skamme mig over.
Siden den dag har Anne Mette ikke haft problemer med at vise sine arme. Hun har lært, at historien ikke kun fortæller, hvor langt hun har været nede, men også hvor langt hun er kommet. Især på grund af to personer.
– Hvis ikke min far og kæreste havde været der for mig så meget, var den her historie ikke endt godt. Jeg er dem evigt taknemmelige for at vise mig, at sådanne kampe, som jeg har haft, behøver man ikke gå igennem alene.
Har du brug for støtte eller rådgivning vedrørende spiseforstyrrelser eller selvskade, kan du ringe til Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade på 7010 1818. Her kan du dele dine bekymringer og tanker.
