Jeg legede med mors heroin-sprøjter

Liv voksede op med en mor, der var narkoman og altid på flugt fra snavs, myndigheder og regninger. Men Liv elskede sin mor, der til sidst døde af en overdosis.

Når Liv som lille pige legede læge, brugte hun de brugte sprøjter, der altid lå og flød på badeværelset. For Liv var det hverdag, at moderen var påvirket og svær at komme i kontakt med. Hun vidste også godt, at hun skulle ringe 112, hvis hun ikke kunne vække sin mor.

– På et tidspunkt tog mor en overdosis på banegårds-toilettet i Aarhus og var død i flere minutter, fortæller 34-årige Liv Louise Philipsen Mørk, der bor i Herlev sammen med sin kæreste og datter.

Hun er Channel Manager hos Unicef Danmark og arbejder for at forbedre vilkårene for alle verdens børn.

– Det er vores pligt at passe på børnene. Desværre er der mange forældre verden over, der ikke har mulighed for at give deres børn tryghed, beskyttelse og skolegang, og derfor må organisationer som Unicef hjælpe, for børn i hele verden har ret til en god barndom, understreger Liv.

Barndom uden tryghed

Selv om der er langt fra krig og sult til familielivet i Herlev, ved Liv alt for godt, hvad det gør ved et barn at vokse op uden tryghed. Hendes forældre gik fra hinanden kort før hendes fødsel, og sammen med sin mor flyttede hun til Djursland for at begynde på en frisk – langt væk fra stofferne i Istedgade. Selv om Liv og hendes mor både boede hos en plejefamilie og på forskellige behandlingssteder, lykkedes det ikke hendes mor at kvitte stofferne.

– Så snart behandlerne begyndte at kradse i overfladen, stoppede min mor behandlingen, og vi flyttede igen, husker Liv.

Hun formoder, at moderen blandet andet finansierede sit misbrug gennem prostitution, for hun husker, hvordan hun blev slæbt rundt til ulækre lejligheder på Vesterbro i København, hvor hun pænt måtte vente i stuen, mens hendes mor forsvandt ind i soveværelset med en fremmed mand for “at lave babier”.

– Hun tænkte ikke på, hvor utrygt det var for et barn. Jeg kan forestille mig, hvordan jeg havde det, men jeg kan ikke huske, om jeg var ked af det eller bange. Når jeg tænker på det nu, er det som at se en spillefilm uden lyd, siger Liv.

Hun mindes alligevel sin mor som en god og kærlig mor.

– Hun lod mig aldrig være i tvivl om, at hun elskede mig, og jeg var et ønskebarn. Hendes behov gik bare forud for mine. Der skulle være penge til stoffer, så måtte maden, stabiliteten og trygheden komme i anden række, fortæller Liv.

Hun blev sendt til købmanden for at købe kartofler på glas og medisterpølse på klos, og damen i Brugsen havde svært ved at sige nej til et barn, der kun lige var begyndt i skolen.

– Det var en utryg hverdag, og jeg påtog mig i en tidlig alder et alt for stort ansvar over for min mor. Det var ren overlevelse, understreger Liv.

Drak og tog stoffer

Ofte havde moderen kærester, som hun drak og tog stoffer med, og det medførte voldsomme skænderier og slagsmål. Der kom indberetninger på Liv, men mor og datter nåede igen og igen at flytte til en ny kommune, før myndighederne forstod, hvor galt det stod til.

– Der var så mange gange, hvor vi gemte os på badeværelset for de sociale myndigheder. Andre gange fik min mor mig til at tage en tisseprøve for hende, så hun kunne bevise, at hun var clean, husker Liv.

Hun har kun sin egen erindring at støtte sig til. Hendes mor døde i 2010, og sagsakterne fra hendes barndom forsvandt, da kommunerne blev lagt sammen. Gennem sine første syv år havde hun ikke så megen kontakt til sin far, der boede i København.

– Han vidste ofte ikke, hvor vi boede, og han kunne ikke få fat på os, da telefonregningen ofte ikke blev betalt. Min mor så ham også lidt som en trussel, da hun var bange for, at han skulle tage mig fra hende, fortæller Liv.

Da hun var syv år, stod det dog klart, at hendes mor ikke kunne tage sig af hende, og hun gik med til en frivillig anbringelse af Liv på et børnehjem.

– Det er absurd at tænke på, at jeg kunne leve med min mor, som havde et voldsomt heroinmisbrug, i syv år, uden nogen greb ind. Hun flyttede rundt med mig, som om jeg var en rygsæk. I lange perioder var jeg ikke i skole, og min tidligere plejemor forsøgte også at råbe vagt i gevær, siger Liv, der stadig har kontakt til den plejefamilie, som hun og moderen boede ved det første år på Djursland.

Ingen psykolog

Liv tilbragte et år på børnehjemmet, før hendes far fik forældremyndigheden, og hun flyttede hjem til ham.

– Jeg burde have haft en børnepsykolog, men der var aldrig nogen, der spurgte ind til alt det, jeg havde oplevet. Jeg har altid været en åben person, så jeg talte meget om mine oplevelser i skolen, og det hjalp mig, for mine klassekammerater var nysgerrige og lyttede til mig, siger Liv, der som voksen har været i terapiforløb.

Studievejlederen i skolen mente, at hun hellere skulle blive parkeringsvagt, da hun luftede ønsket om at blive politibetjent.

– Det gik lige ind i selvværdet, men jeg fik vendt det til, at jeg nok skulle vise dem. Jeg ser mig selv som en rotte, der er svær at slå ihjel, for i dag skal der meget til, før jeg bliver slået ud af kurs, siger Liv.

Efter folkeskolen kom hun på en kristen efterskole, da hun var “lidt af en møgunge” i sine teenageår. Her oplevede hun faste rammer og disciplin og kom så godt efter sit skolearbejde, at hun senere tog en universitetsuddannelse i kommunikation og virksomhedsstudier.

For halvandet år siden blev Liv mor til Cleo, og det fik hende til at se sin barndom i et nyt lys.

– Jeg har brugt mange år på at undskylde min mor, men efter at jeg selv er blevet mor, ved jeg, at en tragisk barndom ikke er nogen undskyldning for at svigte sit eget barn. Jeg er vred på min mor over, at hun ikke gav mig fra sig noget før, men jeg var hele hendes liv. Når jeg ser på min datter, er det tydeligt, hvad jeg ikke selv har fået, siger Liv.

Stoffri i otte år

Da Liv var teenager, lykkedes det faktisk hendes mor at blive stoffri og tage en uddannelse, men efter otte år faldt hun i igen og døde af en overdosis i en alder af 48 år.

– Det var trist at se hende få tilbagefald. Hun blev utilregnelig og kunne være ret modbydelig over for mig, hvorefter hun var dybt ked af, at hun havde skældt mig ud, fortæller Liv.

Hun var 24 år, da hun mistede sin mor.

– Det var både en kæmpe sorg og en lettelse, fordi jeg ikke længere skulle være bekymret for hende, siger hun.

Nu gælder det fremtiden med hendes kæreste og barn.

– Jeg har skabt min egen familie og brudt den sociale arv. Jeg vil give min datter den trygge opvækst, som jeg ikke selv fik. Sammen med Cleo får jeg udlevet nogle af de ting, som jeg manglede i min egen barndom, og gennem mit arbejde kan jeg være med til at hjælpe nogle af verdens mest udsatte børn, siger Liv.