Johanne fra “Den store bagedyst” er ordblind: Jeg følte mig dum

Når Johanne toner frem på skærmen i den bedste sendetid, er hun smilende og farverig. Men de første år af folkeskolen følte hun sig usikker og havde konstant en knude i maven, når hun trådte ind i klasselokalet.

Johanne kigger i bogen fra sin plads i klasselokalet. Siderne er fyldt med bogstaver, som for alle andre er nemme at sætte sammen til ord. Dernæst til sætninger. Til sidst til mening. Men for Johanne giver det ikke mening. Når hun lader øjnene glide ned ad siderne, ser hun ikke andet end en sort plamage, og hun kan mærke, hvordan knuden i maven vokser, mens nervøsiteten får hendes hjerte til at banke hurtigere.

Græd hver dag

– Jeg græd hver dag, når jeg skulle i skole. Jeg følte mig dum, fordi jeg ikke kunne læse og skrive. Samtidig havde jeg ikke rigtig nogen at snakke med, så skolen blev hurtigt forbundet med nederlag, fortæller den nu 18-årige Johanne Gormsen fra Odense, som i øjeblikket kreerer farverige og smukke kager i det populære bageprogram “Den store bagedyst” på DR1.

Selvtilliden til at stå foran rullende kameraer i den bedste sendetid har ikke altid være en naturlig del af Johanne. Allerede i de små klasser følte hun ikke, at hun hørte til i klassen. Hun havde altid været omgivet af sine ældre søskende, så hun havde altid følt sig ældre end sine jævnaldrende. I skolen blev det hurtigt tydeligt, at hun var bagud i forhold til læsning og stavning, og allerede i 1. klasse fik hun ekstraundervisning.

– Når jeg vidste, at jeg skulle læse noget højt i klassen, havde jeg altid en klump i maven. I engelsk skulle vi ofte læse noget op fra bogen, og jeg sørgede altid for at kunne det udenad. Min lærer troede i starten, at jeg var vildt god til engelsk, men faktisk kunne jeg slet ikke finde ud af det, forklarer Johanne.

Når klokken ringede ud til frikvarter, føltes de ofte lange, og hun mærkede en stor lettelse, når skoledagen endelig var overstået. Hjemme var hendes trøst hunden Marla, som hun gik tur med, mens hun dagdrømte om noget bedre end den virkelighed, hun stod i.

– Mine dagdrømme var lidt mit frirum. Jeg drømte tit om at rejse Jorden rundt. Men mine dagdrømme kunne være alt muligt, og det var et rart sted at søge hen, når jeg havde det skidt, fortæller Johanne.

Hun brugte også en stor del af sin fritid sammen med sin søskende og sin mor. Men hun savnede venner i dagligdagen. I skolen følte hun, at hun ikke passede ind, og det gjorde hende usikker.

– Jeg manglede en base. Nogle venner, som jeg kunne være sammen med. Jeg kunne i en kort periode snakke med nogen, men så var det, som om jeg blev uinteressant, og så var jeg alene igen. Derfor troede jeg oprigtigt, at der var noget galt med mig, og jeg havde svært ved at vide, hvordan jeg egentlig skulle være, for at nogen kunne lide mig, forklarer Johanne.

De kunne lide mig

Først i 5. klasse fandt man ud af, at hun var ordblind. Hun fik hjælperedskaber til at klare undervisningen, men den grundlæggende følelse af at føle sig forkert forsvandt ikke.

Johannes redning blev efterskolen, som hun begyndte på i 9. klasse. Hun havde brug for et sceneskift, men i starten var det svært at omstille sig til en ny virkelighed.

– Jeg kan huske, at mit største ønske var at få gode venner, fortæller Johanne.

I begyndelsen gik hun for sig selv, som hun var vant til. Men modsat tidligere gik det ikke ubemærket hen. De andre spurgte ofte, om hun ikke ville med et sted hen eller lave noget.

– Der var en, der spurgte, om vi ikke skulle lave noget efter skole. Jeg måtte gå lidt væk, fordi jeg bare begyndte at græde af glæde, husker Johanne, der langsomt begyndte at finde ud af, at folk kunne lide hende, som hun var.

Eleverne imellem gav hinanden komplimenter, og hvis hun havde det svært, kunne hun altid få støtte og opbakning. For Johanne var det en helt ny virkelighed.

– Jeg fandt ud af, at der faktisk ikke var noget galt med mig. Jeg skulle bare være et andet sted med nogle andre mennesker. Jeg var ikke grim og uinteressant. Så jeg begyndte langsomt at få selvtillid, fortæller Johanne, der gik på efterskolen i to år.

Med den nyvundne tro på sig selv sad hun i juledagene sidste år og så fjernsyn, hvor der blev søgt efter deltagere til “Den store bagedyst”. Hun havde bagt en del under coronanedlukningen, men hun var i tvivl om, hvorvidt det var nok til at dyste med de altid dygtige deltagere, som hun troligt havde fulgt i årenes løb.

– Jeg havde egentlig droppet det, mens så fortrød jeg i sidste øjeblik og skrev en ansøgning. Den gav jo ingen mening med alle stavefejlene, så jeg fik min dygtige veninde til at rette den igennem, forklarer Johanne.

 

- Min skolegang blev hurtigt forbundet med nederlag, husker Johanne.

- Min skolegang blev hurtigt forbundet med nederlag, husker Johanne.

 

Bagte hele natten

Kort tid efter blev hun indkaldt til casting. Hun havde bagt hele natten, og med bare en times søvn skabte hun en kage, der skulle imponere dommerne. Når hun kiggede rundt, så hun en masse smukke piger med kagedrømme, og hun troede, at hun aldrig ville komme igennem nåleøjet.

– Jeg var sindssyg glad, da jeg fik at vide, at jeg skulle være med i programmet. Det var jo en kæmpe drøm, forklarer Johanne, der har en liste med ting, hun gerne vil nå i sit liv.

Se den kage Johanne gik til casting med i videoen herunder

Ud over at rejse Jorden rundt, stå på vandski og paraglide stod deltagelse i “Den store bagedyst” også på listen.

– Det var ret fedt, at jeg kunne krydse den af, griner hun uden dog at røbe, hvor langt hun kommer i programmet.

Når Johanne tænker tilbage på årene i folkeskolen, er det hverken med sorg eller bitterhed.

– Det har været med til at gøre mig til den, jeg er, og det har helt sikkert givet mig en robusthed. Jeg har fundet ud af, at jeg kan klare rigtig meget. Når jeg vågner om morgenen, siger jeg til mig selv, at jeg er sej, i stedet for at tænke negative tanker om mig selv. Det kan godt være, at jeg aldrig bliver god til det klassiske skolearbejde, men så er jeg god til så mange andre ting, fortæller Johanne, der håber, at hendes historie kan være med til at hjælpe andre unge, der kæmper med dårligt selvværd og ordblindhed.

– Jeg ved godt, at det er svært at se sig ud af, når man står i det, men det er højst sandsynlig ikke dig, der er noget galt med. Du passer måske bare ikke ind, dér hvor du er, og så kan det være rigtig godt at rykke sig et andet sted hen, forklarer Johanne, der stadig kæmper sin ordblindhed. Men hun har fundet ud af, at det ikke er det vigtigste at være god til at læse og skrive.

Slut med skolen

– I bund og grund handler det bare om at være glad. Det er faktisk mit mål for livet. Når jeg er færdig med Handelsgymnasiet, som jeg går på nu, skal jeg ikke gå i skole mere, fortæller Johanne med et smil og retter på det lyse hår, mens hun tilføjer.

– Okay. Måske hvis det har noget med kage at gøre.