Kommunen ville fjerne børnene: Charlotte bestod som mor

For to år siden mødte Bubber Charlotte, mens hun boede på et familiecenter i håb om at få lov til at beholde sine tre børn. Ellers ville kommunen tvangsfjerne dem. Nu har han besøgt hende igen for at få svar på spørgsmålet: Klarede hun den som mor?

Det er godt to år siden, jeg sidst sagde farvel til Charlotte. Hun smilede, da hun vinkede til mig i døren, og jeg vinkede igen, mens jeg håbede på én ting: Bare hun klarer den.

Dengang besøgte jeg Charlotte og hendes tre børn på familiecentret Vibygård ved Viby Sjælland, hvor de havde boet de sidste 10 måneder. Det var bestemt ikke med Charlottes gode vilje, at hun var flyttet ind. Faktisk var hun kun gået med til det, fordi hun ikke kunne leve med alternativet: Hvis hun ikke gjorde det, ville kommunen tvangsfjerne hendes børn.

Charlotte var groft sagt i lære som mor, da jeg mødte hende første gang. Ikke fordi hun manglede kærlighed til sine børn. Men hun manglede overskud. Det erkender hun selv i dag.

– Tidligere var jeg i min egen lille boble og sad det meste af tiden ved computeren. Når børnene kom hen til mig, sagde jeg bare: Skrid med jer og hold kæft.

Carsten er allerede meget mere end bare ”mors kærste”. Han er en del af familien, og 8-årige Danni kalder ham far.

Blomstrede op

På Vibygård fik Charlotte ikke lov til at sidde i sin egen boble. Hun blev revet ud og sat i et terapilokale, og selv om hun startede med korslagte arme og kun svarede ”fint”, hver gang terapeuterne spurgte, hvordan hun havde det, endte hun alligevel med at åbne op. Da hun først gjorde det, var der meget, der kom ud. En gruppevoldtægt i teenageårene, et lavt selvværd og en række ekstremt dårlige forhold til mænd. Der var egentligt ikke noget at sige til, at Charlotte manglede overskud.

Men langsomt fik Charlotte kræfterne som mor tilbage på Vibygård, og imens kunne personalet se, hvordan hun blomstrede op og tog sine børn til sig, både når de prøvede grænser af, og når de bare trængte til et langt kram.

– Jeg har faktisk aldrig haft det så godt, som jeg har lige nu, sagde hun til mig. Med en anelse frygt i stemmen sagde hun bagefter, at hun snart skulle flytte ud og klare sig selv igen. Jeg kunne godt mærke, at hun frygtede den dag. Ville hun bestå som mor ude i virkeligheden? Kunne hun holde fast i sit nye selvværd og overskud, når hun stod alene med madpakker, mørke morgener og eftermiddage med overtrætte børn?

Jeg har selv tænkt over det spørgsmål, efter jeg forlod Charlotte. Derfor møder jeg hende igen i hendes rækkehus i Sorø, hvor hun bor i dag.

Hvordan var det at flytte fra Vibygård for to år siden?

–Altså, da vi skulle af sted, tog det mig en halv time at gå fra hoveddøren ud til bilen, hvor børnene sad og ventede, smiler 39-årige Charlotte Jørgensen.

Hvorfor tog det så lang tid?

– Fordi jeg hele tiden vendte om… Jeg havde svært ved at skulle væk. Det var så skræmmende.

I dag byder Charlotte indenfor i en stue, hvor der er hjemmebagte småkager på bordet og kaffekopper med håndmalede hjerter og ”Mor” skrevet med sirlig skrift. Jeg kan næsten mærke, at det går godt, inden hun selv siger noget

– Jeg er slet ikke den samme person som for tre år siden, starter hun.

LÆS OGSÅ: Jeg kunne ikke redde far

Hvad er forskellen?

– Jeg har ikke det der kaos indeni, og jeg sidder faktisk ikke ret meget ved computeren mere. Hvis der er noget galt med mine børn, kan jeg mærke det med det samme. De får ikke lov at slippe, før vi har talt om det.

Kommunen taler ikke længere om at fjerne Charlottes tre børn. Hun er heller ikke bange for, at de vil gøre det. Familien har nemlig fået det endnu bedre takket være et nyt familiemedlem.

Charlotte var enlig mor i et år, efter hun forlod Vibygård. Hun havde ikke ligefrem haft held med mænd tidligere, så troen på kærlighed og parforhold var stort set væk.

Men for et år siden skete der noget. Det begyndte som et lille uskyldigt klik på Facebook. En rødskægget mand, hun ikke kendte, havde ”prikket” til hende. Det var der godt nok så mange andre, der også gjorde. Venner, bekendte og Charlottes mor gav hende dagligt et lille tryk på ”prik-funktionen”.

Den rødskæggede mand gjorde det så vedholdende, at Charlotte til sidst skrev: Hvorfor prikker du til mig?

Så var kontakten skabt, og den har fortsat lige siden.

Det var Carsten, som sad ved sin computer og prikkede til Charlotte hver aften, når han havde fri fra sit arbejde som håndværker på et byggeprojekt på Fanø.

Mødtes på Facebook

På det tidspunkt var det december, koldt og lidt ensomt, og Carsten var faldet over Charlottes profilbillede, hvor hun smilede iført, nissepige-kostume. Hvem der gemte sig bag billedet og den røde kjole, anede han ikke, men det lyste op i mørket.

– Jeg tror, min intuition sagde mig, at hun var noget særligt, siger Carsten, som også sidder omkring kaffebordet, da jeg møder Charlotte. Det er nemlig også hans hjem.

Da de to havde skrevet lidt sammen, blev de enige om at mødes i virkeligheden.

– Når man har nået en vis alder, gælder det om at finde ud af ret hurtigt, om tingene fungerer, som Carsten siger. Han tog derfor toget til Slagelse dagen inden nytår, hvor han blev hentet af ikke bare Charlotte, men også af hendes mor.

Carsten trådte i bogstaveligste forstand direkte ind i Charlottes liv. Der var ingen kejtede første dates, hvor de hver især prøver at vise deres pæneste sider. Derimod startede Charlotte med at tage Carsten med i Bilka, hvor hun skulle købe ind til nytårsaften – og hvor Carsten fik et ærligt indblik i, hvem hun var.

– Hun var jo som en sneplov derinde. Hun stormede frem, og folk skulle bare flytte sig, griner Carsten, som kunne lide, hvad han så. Følelserne var gengældte, og for en måned siden fik Charlotte en gigantisk buket langstilkede røde roser. Det var Carstens tak for deres første år sammen.

Selv om Charlotte er blevet brændt mange gange, valgte hun alligevel at tro på kærligheden, da hun mødte Carsten.

Ønsker barn sammen

Charlotte, hvordan turde du gå ind i et nyt forhold efter alle de gange, du er blevet brændt?

– Jeg tænkte, at der for pokker måtte være en, der ikke var et råddent æg. Så jeg valgte at tage chancen. Hvis han ikke var i orden, var jeg også klar til at give ham sparket. Det var jeg ikke tidligere, hvor jeg bare sad og ventede på, at fyrene gav mig en lille krumme af kærlighed.

Med Carsten har det ikke bare været krummer. Det har været et helt brød. Carsten har nemlig ikke bare givet Charlotte kærlighed. Han har også spillet en vigtig rolle i børnenes liv. Først og fremmest fordi hans rolige jyske gemyt har været lige, hvad de havde brug for. Men også fordi han professionelt vidste, hvad han snakkede om, da han kom ind i familien og tog del i opdragelsen.

Carsten er uddannet brolægger, men da han på et tidspunkt fik knæproblemer, valgte han at uddanne sig som familieterapeut og i flere år hjalp han familier med problemer.

Nu er han selv havnet hos en af de familier, der har haft brug for hjælp.

LÆS OGSÅ: Jeg gav min datter væk

Hvordan er det?

– Det har aldrig afskrækket mig. Jeg var ikke gået ind i det her, hvis jeg følte, at jeg var kommet på arbejde som familieterapeut. Ret hurtigt kunne jeg selvfølgelig se, at der havde været nogle problemer, men der var styr på dem, og de var ikke større end i så mange andre familier.

I dag er Carsten tilbage som brolægger og har startet sit eget firma på Sjælland. Det er nemlig her hos Charlotte, han hører til. De tror begge så meget på en fremtid sammen, at de jublede, da de fandt ud af, at Charlotte var gravid. Lykken varede dog kort. Efter få uger aborterede hun.

– Det var selvfølgelig hårdt, men vi må op på hesten igen, og forhåbentlig bliver jeg gravid igen.

Hvorfor vil du have et barn mere?

– Fordi Carsten og jeg elsker hinanden, og så arbejder vi godt sammen om børnene. Vi er utrolig gode til at give hinanden med- og modspil. Det kunne bare ikke være anderledes.

45-årige Carsten har allerede en voksen søn, men han er klar til at starte forfra igen. Han er allerede godt i gang med at være småbørnsfamilie hjemme i Sorø, hvor han er meget mere end bare ”mors kæreste”. 8-årige Danni kalder ham faktisk allerede far. Også 13-årige Natascha og 11-årige Marcus holder tydeligvis meget af Carsten, som har givet en ro i familien, som Charlotte altid har drømt om.

– Nogle gange kan jeg tænke tilbage på, hvordan mit liv så ud før. Det er helt utroligt så meget, der er sket, siger hun.

Charlotte er dybt taknemmelig for, at hun valgte at flytte på Vibygård i stedet for at give slip på sine tre yngste børn. For hun har prøvet at give slip.

LÆS OGSÅ: Min mor gav mig bort

Slap sin datter

For mere end 10 år siden flyttede hendes ældste datter på døgninstitution, fordi familiens liv på det tidspunkt var dramatisk.

– Som mor vil man jo gerne være sammen med sit barn, men jeg føler også, jeg reddede hende ved at sende hende væk. Hvor havde hun ikke været i dag, hvis hun ikke var flyttet? siger Charlotte, som ikke tror, at datteren kommer fast hjem og bo igen. Afstanden mellem mor og datter har været for stor, som hun selv siger.

Charlotte har langt fra været en perfekt mor. – Jeg har ikke levet op til mit ansvar som mor, og jeg har også undskyldt over for mine børn, sagde hun første gang, jeg mødte hende.

Ingen er selvfølgelig perfekt. Charlotte har begået mange fejl. Men hun har også kæmpet for at gøre det godt igen i stedet for at give op. Jeg er imponeret over, hvordan Charlotte har ændret sit liv og taget ansvar de sidste par år. Og så er det fantastisk, at hun fandt kærligheden igen. Og endnu mere fantastisk, at hun turde tro på den.