Lene mistede sit livs kærlighed

Efter 33 års samliv mistede Lene for fire måneder siden sit livs kærlighed til kræften. Først kom chokket, så kom sorgen efterfulgt af en dyb depression. Nu er hun ganske langsomt ved at vende tilbage til livet dog med en ny følgesvend - ensomheden.

Det er kun fire måneder siden, at Lene mistede sin livsledsager gennem 33 år. Siden er hun blevet ensom.

Lars Horn

Det er tydeligt, at Lene Kjær Hansen elsker sin have. Her for enden af en lang grusvej ved et lille gulpudset hus et pænt stykke oppe i Nordjylland, har hun skabt en grøn oase omkranset af skov og marker.  Men det er ikke kun hendes mange små træer, der trives her. Også ensomheden har slået rod i den 55-årige kvindes liv. 

Det er kun fire måneder siden, at Lene mistede sin livsledsager gennem 33 år. Hendes kone Anette Laursen bukkede under for kræften den 25.november sidste år, og siden har intet været det samme.

Havde en jernvilje

- Anette er jo hele mit liv. Hun var ikke blot min elskede. Hun var også min ven. Hun var min dannelsesrejse gennem livet. Hun var alt for mig, lyder det fra Lene, da hun går rundt i haven og fortæller om stedet de to kvinder købte sammen for tyve år siden.

- Vi har jo selv sat det i stand gennem årene. Anette kunne lave alt muligt. Hun havde en jernvilje. Når hun først havde sat sig noget for, så blev det også gennemført. Hun kunne både sætte vinduer i og efterisolere, fortæller Lene, da hun peger op på de høje træer bag os. 

LÆS OGSÅ: Fars selvmord redder seks

- Vi vil egentlig gerne have fældet lidt af nåletræerne. Vi synes løvtræer er smukkere, siger hun.

Lene taler næsten hele tiden om ”vi”, som om hendes Anette bare lige er væk en kort stund. Men hun ved det godt. Det ligger bare så dybt, det ”vi”, når man har været et tæt par i så mange år. 

- For mig er hun her på en måde stadig. Jeg ser jo, hvad hun har lavet overalt. Det er vores sted, og selvom hun er død nu, så vil hun altid være en del af mit liv, siger Lene. 

Har ikke fået børn

Desværre er en ny følgesvend flyttet ind i Anettes fravær. Ensomheden er kommet til. Lene har gennem livet altid kendt den, men følt den sådan mest på afstand. Men nu er den kommet tæt på, for Lene og Anette levede sammen uden den store omgangskreds. De har heller ikke fået børn, så med Anettes død er det svage sociale netværk blevet tydeligt. Gennem årene har Lene desuden døjet med depressioner. Det har hun overvundet, fordi Anette altid var der til at sørge for det praktiske i de måneder, hun knapt kunne komme op af sengen. 

Læs hele historien i Ude og Hjemme, der udkommer onsdag den 27. april 2016.