Line fra de brændte børn: Jeg blev tæsket og låst inde

Line mindes ikke, at hendes mor har sagt, at hun elskede hende. Hun kan heller ikke huske, at hun gav hende et kram. Til gengæld kan hun huske dagene, hvor hun var låst inde på et værelse, og den frygt hun følte, når hun nærmede sig familiens hus efter skole. Line er et af de brændte børn og du kan læse hendes historie

Et af de brændte børn

Dørhåndtaget på børneværelset er skruet af. Hvor længe hun har været låst inde, kan hun ikke huske, men den sparsomme tryghed, Line får fra den lune dyne i køjesengen, bliver hurtigt erstattet af utryghed, da hun hører, at døren går op. Morens øjne virker døde, og da Line prøver at mase sig forbi hende, bliver hun skubbet tilbage.

Lines øjne glider ned over morens truende krop, og da hun opdager brødkniven i morens hånd, brænder en altoverskyggende frygt sig fast i hende. Kniven bliver hævet over hendes hoved, og instinktivt rækker Line ud efter matematikmappen, der ligger på bordet. Hun når lige at placere den foran maven, da det første stik rammer. Trykket på maven mærkes som en brændende følelse. 

Men pludselig stopper moren, vender sig om og forlader børneværelset. Line er omkring 6 år. 

– Jeg troede først, at hun havde stukket igennem mappen, for jeg husker, at jeg havde en brændende fornemmelse i maven.

- Dagen efter sagde hun ikke noget, men hun havde lagt nogle hårspænder under min hovedpude som en slags trøst. Det forstod jeg ikke, for hun insisterede altid på, at jeg var klippet helt korthåret, fortæller 27-årige Line Holt Petersen, der medvirker i TV2-programmet ”De brændte børn”, hvor hun søger tilbage i sin fortid for at forstå, hvorfor der ikke var nogen, der greb ind over for den misrøgt, hun var udsat for det meste af sin barndom. 

Låst inde flere dage

En lille by i Nordjylland var rammen om Lines barndomsår. Sammen med sine fire søskende voksede hun op i et hjem, hvor der ikke lå en nullermand i hjørnet, og tingene stod snorlige. Lines storesøster boede hos bedsteforældrene og var derfor ikke udsat på samme måde, men udadtil lignede familien til at begynde med alle andre familier i området. 

Når faren var ædru, opholdt han sig ofte i garagen. Få ord blev ytret, men når alkoholen fandt vej til blodet, var der ofte højlydte skænderier mellem forældrene, og han blev ofte væk flere dage i træk. 

– Min mor sagde altid til os, at vores far var farlig. Hun fjernede altid håndtagene på dørene i huset, og så blev vi låst inde på et værelse. Det kunne sagtens være flere dage i træk, og jeg kan huske, at vi var nødt til at tisse i nogle gamle tobaksdåser, fortæller Line, der som barn elskede sin mor, og hendes altoverskyggende ønske var at få hendes anerkendelse. 

En lille voksen

Hun vaskede tøj, støvsugede og lavede mad, og når hun forventningsfuldt hørte sin mor tage i hoveddøren, håbede hun inderligt, at hendes mor ville blive imponeret over, hvor dygtig hun havde været. Men det anerkendende blik og de rosende ord udeblev. I stedet kunne hun kaste det nylagte tøj på gulvet, efterfulgt af et møgfald. 

– Jeg vidste aldrig, hvor jeg havde hende henne. Hun kunne stå og nynne med på en sang, men sekundet senere kunne hun give mig en flyvende lussing eller skrige mig ind i hovedet. Det er nok først som voksen, at jeg egentlig har fundet ud af, hvor bange jeg var for hende, fortæller Line, der elskede at være inde hos nabopigen. 

Her duftede af støv på den hyggelige måde, de havde et slikskab, hvor man kunne forsyne sig, og der var altid smil og kram, når de åbnede døren. 

– Min mor gjorde altid rent, og følelsen af at åbne døren hjemme hos mine forældre var altid forbundet med frygt. Den der kemiske lugt af rengøringsmiddel kan jeg stadig have det svært med, fortæller Line, der i skolen var en pligtopfyldende pige, der afleverede opgaver til tiden, og som aldrig skabte ballade eller uro i timerne.

Sultede sig

Trods de mange slag stoppede Line ikke jagten på sin mors opmærksomhed, og da hun en dag så et program med en pige, der havde anoreksi, og så, hvor bekymret pigens forældre var, tænkte Line, at det måske var en løsning. Som 13-årig stoppede Line derfor med at spise. Men de små portioner på tallerkenen blev aldrig kommenteret. 

– Jeg kan huske, at jeg spurgte mor, hvad hun ville sige til, hvis jeg holdt op med at spise. Hun svarede bare, at det måtte jeg selv om, og hun var ligeglad. Alligevel testede jeg det, men det endte med at styre mig. 

Line begyndte at gemme den mad, hun burde spise, og som tiden gik, fik hun det mere og mere dårligt. I samme periode fik hendes mor det også psykisk værre, og hun forsøgte selvmord flere gange. 

Indberetninger til kommunen

Trods gentagne indberetninger til kommunen, blev Line eller hendes søskende ikke fjernet, og da hun var omkring 16 år, kunne hun ikke holde ud at være hjemme mere. Hun boede forskellige steder og kom i pleje hos en venindes mor, indtil hun kom på efterskole. 

– Når jeg var mest ensom og nede, drømte jeg om, at jeg en dag ville sidde i en stor lænestol med en masse børn omkring mig. Jeg tænkte, at jeg bare skulle holde ud, og så ville fremtiden bringe noget bedre, fortæller Line.

I dag har hun fået bearbejdet oplevelserne fra barndommen og har formået at skabe sin egen familie sideløbende med, at hun er ved at tage en uddannelse som special- og socialpædagog. 

– Det var nok først, da jeg fik børn, at det virkelig gik op for mig, hvor forkert min barndom var. Når jeg kigger på mine børn i dag, bliver jeg fyldt med så megen kærlighed. At man kan gøre sådan nogle skabninger ondt, forstår jeg slet ikke, fortæller Line, der til trods for, at hun ikke fik hjælp, da hun bad om det, stadig opfordrer andre til at sige det højt, hvis de lever med frygt og vold derhjemme. 

– Ingen er tjent med at have sådan en barndom, så sig det til nogen. Og sig det igen, hvis der ikke bliver gjort noget første gang. Alle børn har fortjent en god start på livet.